Gederams (art)
Gederams (Chamaenerion angustifolium) er en 40-150 centimeter høj urt, der vokser i skovlysninger, klithede og omkring bebyggelse[1].
| Gederams | |
|---|---|
 Gederams (Chamaenerion angustifolium) Fote: Tamerlan | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Domæne | Eucaryota |
| Rige | Plantae (Planter) |
| Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
| Orden | Myrtales (Myrteordenen) |
| Familie | Onagraceae (Natlys-familien) |
| Slægt | Chamerion (Gederams) |
| Art | C. angustifolium |
| Videnskabeligt artsnavn | |
|
Chamaenerion angustifolium (L.) Holub | |
| Synonymer | |
| Epilobium angustifolium L. | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Beskrivelse redigér
Gederams er en flerårig, urteagtig plante med en opret, bestanddannende vækst. Stænglerne er ugrenede, hårløse og svagt furede. Bladene sidder spredt og er kortstilkede og smalt lancetformede med hel, men bølget rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker i juli-august, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede klaser. De enkelte blomster er 4-tallige og svagt uregelmæssige med rosenrøde kronblade. Frugterne er aflange kapsler med mange frø, der har frøhaler.
Rodsystemet består af en krybende jordstængel med et trævlet rodnet.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,20 x 0,40 m (120 x 40 cm/år). Målene kan bruges til beregning af planteafstande i fx haver.
Voksested redigér
| Gederams | |||||
| L = 8 | T = x | K = 5 | F = 5 | R = 5 | N = 8 |
På bjerget Vysokaya i bjergkæden Sikhote-Alin, som ligger omkring 70 kilometer vest for kysten til det Japanske Hav, findes en halvarktisk vegetation. Her vokser arten i det nederste skovbælte sammen med eksempelvis Abies nephrolepis (en art af ædelgran), fjerbregne, skovstjerne, strudsvinge, Betula lanata (en art af birk), finsk rose, gul klokkebusk, jessogran, kamæleonbusk, Sambucus sibirica (en art af hyld), skovpadderok, Sorbus amurensis (en art af røn), trenervet snerre, tyttebær og østsibirisk lærk.[2]
Udbredelse redigér
Gederams er udbredt i Mellemøsten (Lilleasien til Iran), Europa (Island til Rusland), Centralasien (Uralbjergene til Kamtjatka) og Nordamerika (Grønland[3] til Colorado), og arten vokser på hele den skandinaviske halvø og i Danmark. I Norge er planten udbredt helt mod nord til Finnmark. I Danmark er den meget almindelig og kendt fra hele landet. [4] Arten er knyttet til lysåbne voksesteder på en svagt fugtig og sur bund, men med et højt indhold af næringsstoffer[5].
Den norske forsker Helge Ingstad påviste en norrøn bosætning ved l'Anse aux Meadows på Newfoundland ved at se, hvor gederamsen voksede. Ifølge Ingstad kan frøene ligge meget længe i jorden, indtil de aktiveres, når jorden rodes op. Planterne breder sig kun lidt i jord, der ikke har været «luftet». [6]
Anvendt som mad redigér
På russisk hedder gederams ivan-tjaj (Ivan-te eller Johannes-te) og blev i uår anvendt til at koge suppe på. Den norske Gulag-fange Osvald Harjo fortalte, at fangerne fik serveret gederams-suppe helt frem til 1948. Planten er så jernholdig, at skeen, tænder og tunge bliver helt sorte. I Pravda blev Stalin afbildet, mens han spiste gederams-suppe. [7]
De tørrede blade af gederams anvendtes som teerstatning under begge verdenskrige[8].
Galleri redigér
-
Vækstform. -
Blade. -
Rodsystem. -
Blomst. -
Frøstand. -
Frø.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
Referencer redigér
- ^ Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 87-02-11219-1
- ^ Sergei Yu. Grishin, Pavel Krestov og Susumu Okitsu: The subalpine vegetation of Mt. Vysokaya, central Sikhote-Alin i Vegetatio, 1996, 127 side 155-172 Arkiveret 24. februar 2017 hos Wayback Machine (engelsk)
- ^ Böcher, T. W., Holmen, K., & Jakobson, K. (1978). Grønlands Flora (3.). Haase. https://doi.org/10.14430/arctic3887
- ^ Lid, J. og D.T. Lid: Norsk flora, redigeret af Reidar Elven, Samlaget, Oslo 2005.
- ^ Per Hartvig: Atlas Flora Danica, 2015, ISBN 978-87-02-15299-9, bd. 2, side 491
- ^ GC1VRPQ Geitrams #109 (Traditional Cache) in Akershus, Norway created by oppned
- ^ Osvald Harjo: Moskva kjenner ingen tårer (s. 80), forlaget Tiden, Oslo 1956
- ^ V.J. Brøndegaard: Folk og flora, 1979, bd. 3, side 263