Gedesby

landsby på Sydfalster

Gedesby er en byFalster med 262 indbyggere (2023)[1], beliggende 4 km nord for Gedser og 21 km syd for kommunesædet Nykøbing Falster. Byen hører til Guldborgsund Kommune og ligger i Region Sjælland.

Gedesby
Stormflodsstenen Gedesby Mølle

Gadekæret ved kirken
Overblik
Land Danmark Danmark
Region Region Sjælland
Kommune Guldborgsund Kommune
Sogn Gedesby Sogn
Postnr. 4874 Gedser
Demografi
Gedesby 262[1] (2023)
Kommunen 60.231[1] (2023)
Andet
Tidszone UTC +1
Hjemmeside www.guldborgsund.dk

Byen hører til Gedesby Sogn, som også har omfattet Gedser Sogn, der blev udskilt 1. oktober 2010 efter at have været et kirkedistrikt i Gedesby Sogn. Gedesby Kirke, der stammer fra omkring 1350, ligger i byen. Øst for byen ligger sommerhusområdet Gedesby Strand.

Historie redigér

Gedesbyskibet redigér

Under oprensning af en kanal ved Bøtø Nor Pumpestation i 1988 fandt man vraget af Gedesbyskibet. Det var et handelsskib, som er dateret til første halvdel af 1300-tallet og er et af de bedst bevarede middelalderskibe i Nordeuropa. Middelaldercentret ved Nykøbing har lavet en rekonstruktion af skibet.

Skoler redigér

Gedesby fik i 1720'erne en af Frederik 4.s rytterskoler. I 1804 hørte 31 gårde og omtrent 60 husmænd til skolen, og der var mellem 70 og 80 børn. Det var mange til den lille skole, selvom de nok kun gik der hver anden dag. Læreren købte nabogrunden og opførte der et bindingsværkshus, som han i 1809 fik godkendt og betalt som ny skolebygning, så den gamle skole kun skulle være lærerbolig. Bindingsværkshuset forfaldt dog hurtigt og blev solgt til nedrivning i 1840 efter at der et par år tidligere var tilbygget en ny skolestue i vestenden af den gamle rytterskole.

I 1886 blev "den røde skole" opført med to rummelige klasseværelser og en lejlighed til den andenlærer, der nu blev ansat. Førstelæreren blev boende i rytterskolen, nu i hele bygningen efter at skolestuen var nedlagt. I 1961 blev centralskolen Østersøskolen opført mellem Gedser og Gedesby, og også den røde skole blev nu lærerbolig. Frederik 4.'s mindetavle på rytterskolen blev muret ind i centralskolens forhal, men flyttet tilbage da centralskolen blev nedlagt.[2] Den er nu revet ned.

Stormfloden i 1872 redigér

Under stormfloden i 1872 omkom 52 mennesker på Falster, heraf 20 i Gedesby, hvor også mange kreaturer omkom. Ved kirken er der opstillet en mindesten med vandstanden på stormflodsnatten.[a]

Gedserbanen redigér

Gedesby fik trinbræt på strækningen Nykøbing Falster-Gedser, der blev åbnet 1. juli 1886. Gedserbanen var en del af den oprindelige Sydbane, hvor togtrafikken til Tyskland gik.

Efter åbningen af Fugleflugtslinjen til Rødbyhavn i 1963 mistede Gedserbanen betydning. Gedesby trinbræt blev nedlagt i 1971. Det sidste ordinære tog kørte i december 2009. Skinnerne ligger der endnu, og banen er ikke officielt nedlagt, men den er så nedslidt, at der ikke længere kan køre veterantog på den.

1900-tallet redigér

I 1899 beskrives Gedesby således: "Gjedesby (i Vald. Jrdb. Getæsby), ved Landevejen, med Kirke, Skole, Fattiggaard for Skjelby-Gjedesby Komm. (opf. 1882, Plads for 40 Lemmer), Forsamlingshus (opf. 1894), Mølle og Jærnbaneholdepl.".[5] Fattiggården lå lige syd for grænsen mellem de to sogne og betegnes som alderdomshjemmålebordsbladet fra 1900-tallet, der desuden viser et mejeri i Gedesby.

Gedesby Sogn var anneks til Skelby Sogn. Tilsammen udgjorde de Skelby-Gedesby sognekommune, der havde 2.368 indbyggere,[6] da den ved kommunalreformen i 1970 indgik i Sydfalster Kommune sammen med Væggerløse og Idestrup Sogne.

Gedesby Mølle redigér

Gedesby Mølle er en hollandsk vindmølle fra 1911. Den erstattede en stubmølle, som overlevede stormfloden i 1872, men var utidssvarende. Møllen fungerede frem til 1947, hvorefter den forfaldt. I 1985 begyndte lokale folk at bevare og restaurere den, og i 1995 stod den færdig og fuldt funktionsdygtig.

Gedsermøllen redigér

Gedsermøllen vest for Gedesby blev opført i 1957 og var dengang verdens største vindmølle. Den lagde grunden til principper, der er videreført i moderne vindmøller, og blev brugt til forsøg indtil sidst i 1970'erne. Den producerer ikke længere elektricitet, men der er sat en moderne møllehat på den – den oprindelige er udstillet på Elmuseet ved Tangeværket.

Kendte personer redigér

Noter redigér

  1. ^ De omkomne fra Gedesby var:[3][4]
    • Morten Hansen Rase husmand og enkemand, 62 år
    • Peder Hansen Smed husmand og gift, 62 år
    • Maren Margrethe Jørgensen Jens Madsen Smeds kone, 61 år
    • Jens Madsen Smed gift, 58 år
    • Hylteborg Jensen enke, 57 år
    • Hans Pedersen Lander husmand og gift, 55 år
    • Johanne Christoffersen enke, 50 år
    • Hans Christoffersen husmand og ugift, 49 år
    • Peder Pedersen Vogter husmand og gift, 41 år
    • Amalie Petrine Rasmussen husmand Peder Pedersen Vogters hustru, 35 år
    • Mads Jensen Smed søn af Jens Madsen Smed og hustru, ungkarl, 27 år
    • Karen Pejtersen husmand Rasmus Jensens Kone, 25 år
    • Ane Dorthea Hansen datter af husmand Jens Hansen og hustru, 10 år
    • Hans Jørgen Hansen søn af husmand Jens Hansen og hustru, 8½ år
    • Valdemar Thorvald Pedersen søn af husmand Peder Pedersen Vogter og hustru, 6½ år
    • Maren Kirstine Hansen datter af husmand Jens Hansen og hustru, 6 år
    • Marie Mathilde Pedersen datter af Husmand Peder Pedersen Vogter og hustru, 4 år
    • Julie Christine Johanne Jensen uægte barn i pleje hos Husmand Peder Pedersen Vogter, 2½ år
    • Karen Margrethe Jensen uægte datter af pigen Karen Pejtersen og ungkarl Jens Jørgensen, liget ej fundet, 1½ år
    • Udøbt Pedersen datter af Husmand Peder Pedersen Vogter og hustru, 13 dage

Referencer redigér

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ Allan Tønnesen: Gedesby Rytterskole på Gedser.Net Arkiveret 4. januar 2018 hos Wayback Machine – med et luftfoto fra ca. 1955, hvor både rytterskolen og den røde skole ses tæt ved kirken.
  3. ^ Kirkebog 1862 - 1892 Gedesby, opslag Nr. 182: Døde Mænd 1871-1872, danishfamilysearch.dk, hentet 2022-07-18
  4. ^ Kirkebog 1862 - 1892 Gedesby, opslag Nr. 205: Døde Kvinder 1872-1873, danishfamilysearch.dk, hentet 2022-07-18
  5. ^ Gedesby Sogn i J.P. Trap: Kongeriget Danmark, udarbejdet af H. Weitemeyer (3. udgave, 3. bind, 1899), s. 292
  6. ^ Hvem Hvad Hvor 1971, Politiken ISBN 8756714319, s. 138

Eksterne kilder/henvisninger redigér

Koordinater: 54°36′08″N 11°56′28″Ø / 54.6021°N 11.9412°Ø / 54.6021; 11.9412