Gerbrand Adriaenszoon Bredero

Gerbrand Adriaenszoon Bredero (16. marts 1585 i Amsterdam – 8. juli 1618 sammesteds) var en hollandsk komedieskriver og poet i den hollandske litteraturs klassiske tid.

Gerbrand Adriaenszoon Bredero
Personlig information
Født	16. marts 1585 Amsterdam, Holland
Død	23. august 1618 (33 år) Amsterdam, Holland
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Dramatiker, forfatter, digter
Arbejdssted	Amsterdam
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Han forsøgte sig først som maler, men kom snart i berøring med samtidens ansete forfattere og blev derved lokket ind på litterær virksomhed, og allerede i en alder af 18 år regnedes han af mænd som Vondel og Coster for digter. Han udfoldede nu i løbet af en halv snes år en meget frugtbar produktion, skrev en mængde skuespil og digte og opnåede såvel på det dramatiske som på det lyriske omraade sin samtids yndest i fuldeste mål.

I sine skuespil følger han tidens mode og skriver højtidelige ridderdramaer; men af og til afbryder han deres tørre ensformighed ved indstrøede, groteske scener af det amsterdamske folkeliv, som han kendte af selvsyn. Mange af disse scener og typer var ligesom visse Scener i Holbergs komedier nærmest beregnede på at indfange det bredere lags bifald. Men der var troligvis langt flere, som morede sig over disse hjemlige optrin, om end kritikken lod hånt om dem og anbefalede ham flittig at studere Terents.

På indførelsen af dette ny folkelige og lavkomiske element beror Brederos betydning for hans lands litteratur Han viser sig på dette punkt som en åndsbeslægtet af sådanne djærve samtidige genremalere som Jan Steen og Teniers. Af hans skuespil er de berømteste: »De klucht van de Koe« (1612), »De klucht van den Molenaer« (1613), »Spaanschen Brabander Jorolimo« (1618). Andre af hans sceniske arbejder er oversættelser, således er »Moortje« en fri bearbejdelse af Terents' Eunuchus; det gjorde umådelig lykke og holdt sig 80 år på repertoiret.

Hans lyriske digte er snart tungsindige, snart muntre. De fleste af dem handler om elskovens omskiftelser, som Bredero i sit liv havde rig lejlighed til at lære at kende. Hooft vidner, at han var kun alt for følsom for kvindelig skønhed, og det samme indtryk giver hans digte. Også paa dette felt viser han sig som den folkelige skribent, der er forholdsvis lidet hildet i den kedsommelige, klassiske manér. Hans sprog er friskt og naturligt; han hævder selv, at han ikke har lært det af nogen bog, men af folkets daglige tale.

I Boertingh amoreus en aendachtigh Liedt-Boeck samlede han sine lystige viser og tilegnede Amsterdams lystige og muntre ungdom disse »muntre børn«, og amsterdammerne fandt et sådant behag i dem, at de et århundrede igennem blev sunget dagligt. Bredero nød stor anseelse i sin fødeby. Derom vidner det, at han nød den meget eftertragtede ære at blive valgt til fændrik for et skytteselskab. Hans samtlige værker er udgivet i 3 bind (Amsterdam 1885-88).

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.