Gustav Ludwig Hertz
Gustav Ludwig Hertz (født 22. juli 1887 i Hamburg, død 30. oktober 1975 i Østberlin) var en tysk fysiker.[1]
Gustav Ludwig Hertz | |
---|---|
Personlig information | |
Født |
22. juli 1887![]() Hamborg ![]() |
Død |
30. oktober 1975 (88 år)![]() Østberlin ![]() |
Gravsted |
Friedhof Ohlsdorf, Hamborg![]() |
Barn |
Carl Hellmuth Hertz![]() |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted |
Georg-August-Universität Göttingen, Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin, Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg, Ludwig-Maximilians-Universität München ![]() |
Elev af |
Max Planck![]() |
Medlem af |
Sovjetunionens videnskabsakademi, Ungarsk Videnskabsakademi, Saksiske Videnskabernes Akademi (1955-1961, fra 1961), Tysk Videnskabsakademi i Berlin, Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina med flere ![]() |
Beskæftigelse |
Universitetslærer, fysiker![]() |
Fagområde |
Fysik![]() |
Arbejdsgiver |
Humboldt-Universität zu Berlin, Leipzig Universitet, Martin-Luther-Universität Halle-Wittenberg, Technische Universität Berlin![]() |
Elever |
Heinz Pose![]() |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser |
Helmholtz-medalje (1959), Fremragende videnskabsmand af folket (1959), Fædrelandets fortjenstorden i guld, Stalinprisen (1951), Max Planck-medaljen (1951) med flere ![]() |
Information med symbolet ![]() |
![]() |
Nobelprisen i fysik 1926 |
Han modtog Nobelprisen i fysik i 1925 sammen med James Franck for deres arbejde med at formulere love om elektroners indvirkning på atomer. Prisen blev først uddelt året efter, da komiteen ikke fandt værdige modtagere i 1925.[2]
Eksperimenterne, der førte til Nobelprisen, bekræftede dele af kvanteteorien og blandt andet Niels Bohrs atommodel.[1] Eftersom Hertz var jøde, blev han tvunget til at nedlægge sit professorat i 1934.[3]
ReferencerRediger
- ^ a b "Gustav Hertz", nobelprize.org, hentet 26. februar 2019.
- ^ "The Nobel Prize in Physics 1925", nobelprize.org, hentet 26. februar 2019.
- ^ Flint, Peter B. (31. oktober 1975), "Gustav Hertz, Physicist, Nobel Winner, 88, Dead", The New York Times, hentet 26. februar 2019.