Åbn hovedmenuen

Hans Wandal

dansk professor og biskop
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Hans Wandal (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Hans Wandal)

Hans Wandal (26. januar 16241. maj 1675) født i Viborg og søn af biskop Hans Iversen Wandal og Margrethe Hansdatter Burchardsen.
Han var professor ved Københavns Universitet 1652-1668 og biskop over Sjælland fra 1668 til sin død.

Hans Wandal
Født 26. januar 1624Rediger på Wikidata
ViborgRediger på Wikidata
Død 1. maj 1675 (51 år)Rediger på Wikidata
KøbenhavnRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Teolog, universitetslærerRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Københavns UniversitetRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Opvækst og uddannelseRediger

Da Wandal var to år gammel kom han i huset hos sin mormoder Cathrine Nielsdatter Bagger, enke efter rådmand J. Burchardsen i Odense og sønnedatter af den bekendte handelsmand Oluf Bager (I, 413, nogle yngre slægtled kaldte sig Bagger). Under Kejserkrigen flygtede hun 1627 til Holland og tog drengen med.

1631 kom han tilbage fra Amsterdam og blev derefter undervist i hjemmet, hvor han under vejledning af sin morbroder, magister Ole Hansen Bagger, især gjorde god fremgang i de orientalske sprog: hebraisk, syrisk og arabisk. 1641 kom han i Viborg Skole, hvorfra han blev student 1642. 1644 tog han teologisk eksamen og blev 1645 indskrevet ved Sorø Akademi, måske som hovmester for en adelsjunker.

1647 disputerede han for det kongelige rejsestipendium og rejste 1648 over Holland til Strassburg. Efter et kort studieophold i Basel besøgte han flere tyske universiteter og opholdt sig i længere tid i Leipzig, hvor han 1651 udgav et stridsskrift om kronologien i Christi lidelseshistorie, rettet imod en ung dansk matematiker, Villum Lange (X, 48).

Under sit ophold i Tyskland trådte han i venskabsforhold til Georg Calixt i Helmstedt (III, 338), men sluttede sig senere til hans modstandere, den sachsiske hofpræst dr. Jacob Weller og generalsuperintendent dr. Stephan Klotz (IX, 239).

Efter hans hjemkomst 1651 overdrog kansleren Christen Thomesen Sehested ham at holde forelæsninger som repetent, hjælpelærer, for de unge teologer. 1652 blev han professor i hebraisk, 1653 magister, 1655 professor i teologi og 1657 dr. theol..

Fra 1659 af var han under svenskekrigene i 20 måneder universitetets rektor, og 1660 mødte han og Thomas BangRigsdagen som universitetets repræsentanter.

Modskrift mod katolsk stridsskrift, 1665Rediger

Den frihed, hvormed fremmede af andre trossamfund, særlig da katolikkerne, bevægede sig her inde på Frederik 3.'s tid, forargede den danske gejstlighed. Kongens svoger, hertug Johan Frederik af Hannover, var 1651 gået over til Den katolske Kirke og opholdt sig derefter ofte i længere tid ved det danske hof.
Med ham fulgte som skriftefader en italiener, Valerio Maccioni, der i høj grad kunne glæde sig ved kongens gunst. Efter hans opfordring udgav Maccioni 1663 et stridsskrift: «Nubes lucida» om Bibelen og traditionen, rettet imod Calixt, men i virkeligheden et forsvar og en anbefaling for Romerkirken.
Herimod rettede Wandal 1665 et modskrift, kaldet: «Nubes sine aqva» (en sky uden vand), der vistnok er forfattet efter samråd med ansete gejstlige.
Han udgav det dog ikke under sit navn – måske for ikke at støde kongen. En ung teolog, Chr. Andersen Høysgaard, måtte lægge navn til.
Wandal synes i det hele taget at have været ængstelig over for alt, hvad der kunne udlægges som majestætsforbrydelse, og det skyldtes ham, at den teologiske professor Christian Nold (XII,306) blev afsat, fordi han i en ny udgave af en logik til skolebrug iblandt sætninger, hvorom der kunne strides, havde opstillet den, at valgte fyrster er bedre end fødte.

Wandals store værk «Juris Regii libri VI» om majestætsrettenRediger

1663-1672 udgav Wandal sit store værk: «Juris Regii libri VI» (seks bøger om majestætsretten). Udgangspunktet er hævdelsen af kongemagten som en guddommelig nådegave, der ikke beror på folkets valg, men på salvelsen.
Af særlig interesse er i denne forbindelse værkets 4. bog, hvori han omhandler majestætens kirkelige myndighed, som han dog indskrænker til en styrelse af kirkens ydre anliggender og til en forvaltning af kirkens ejendomme.
Den indre åndelige myndighed udøves af præstestanden, men det påhviler kongen at sammenkalde synoder af gejstlige mænd samt at bekræfte og håndhæve deres bestemmelser.
Kaldsretten til alle gejstlige embeder hævder han som majestætens ret, hvis udøvelse vel kan overdrages til andre, men kongen står dog til ansvar for måden, hvorpå den udøves. Dog benægter Wandal ikke menighedens ret til at have en stemme med ved valget, men han giver ingen anvisning på, hvorledes dette forhold skal ordnes. Med hensyn til kirkegodsets styrelse lægger han særlig vægt på, at det efter sin oprindelige bestemmelse anvendes til gudeligt brug.

Biskop over Sjællands stift 1668Rediger

Førend Wandal havde fuldendt dette omfattende værk, var han 1668 blevet udnævnt til biskop over Sjællands stift efter ærkebiskop Hans Svane, men ærkebiskop blev han ikke. 1670 holdt han sørgetale over Frederik 3., og 1671 salvede han Christian 5. i Frederiksborg Slotskirke. 1670 havde han sæde i en kommission, som skulle forhandle om et forslag, der var udgået fra det sachsiske hof. Det gik ud på oprettelsen af en almindelig kirkedomstol og fælles kirkeret for alle lutheranere.
Kommissionen anbefalede det, men det blev ikke gennemført. Da det nylig oprettede Kommercekollegium 1672 indgav et forslag til kongen om fri religionsudøvelse såvel for kristne af alle konfessioner som for jøder, og da flere medlemmer af statsrådet (betegnet Gehejmekonseil) gav Kollegiet medhold, indsendte Wandal en alvorlig protest derimod. For at godtgøre det forkastelige i den foreslåede religionsfrihed støtter han sig til den grundsætning, at den sande religions opretholdelse er landsherrens første pligt. Men tillige fremhæver han de politiske grundsætninger, som jesuitter og calvinister havde fremsat, og som måtte gøre deres tilhængere farlige for den suveræne kongemagt. Wandal opnåede til dels sit øjemed for så vidt, som det nævnte forslag blev henlagt, men han kunne dog ikke forhindre, at regeringen i praksis fulgte de i forslaget fremsatte anskuelser.

Modskrift mod jesuiten Heinrich Kircher – vedrørende præsters rette kaldelse og ordinationRediger

Da en katolsk præst, jesuiten Heinrich Kircher, gjorde propaganda for Den katolske Kirke og 1672 udgav: «Nordstern, Führer zur Seligkeit» til vejledning for nordboere, forfattede Wandal et modskrift.
Kircher havde påstået, at intet samfund uden for Romerkirken havde rigtige præster. De manglede den rette kaldelse og den rette ordination. Hertil svarede Wandal, at kaldsretten hørte til kongens majestætsrettigheder. Med hensyn til ordinationen indrømmede han håndspålæggelsens store betydning som apostolisk skik, men han gjorde tillige opmærksom på, at den altid blev iagttaget i Den danske Kirke, og når man påstod en forskel mellem bispe- og præsteordination og for den førstes retmæssighed krævede successio personalis, holdt han sig til, at skriften ikke kendte denne forskel, samt at det også for den romerske stol var meget vanskeligt at godtgøre den uafbrudte følgerække.

Dette modskrift udkom dog først efter Wandals død. Han havde bestemt at udgive det som en disputats, der skulle indlede den store teologiske doktorpromotion, som kongen havde befalet ham at afholde, og hvortil skulle indbydes 11 ansete teologer. Wandal havde fastsat den til at afholdes i maj 1675.

27. august 1653 havde han ægtet Anna Catharine (død 1678), datter af biskop Peder Winstrup (1605-79) i Lund. ( – ikke at forveksle med sin far Peder Vinstrup, 1549-1614, biskop over Sjælland fra 1590.) De fik sønnen Hans Vandal.

R. Vinding: Regia academia Hauniensis. S. 397 ff.
Zwergius: Siellandske Clerisie I, 290 ff.
S. M. Gjellerup

LitteraturRediger

  • To bøger der har grundige afsnit om perioden:
    • Koch, Hal et al. (red) (1959) Den danske kirkes historie. Bind 4 : Det lærde tidsrum 1536-1670 af Bjørn Kornerup. Enevældens første aar 1670-1700 af Urban Schrøder. – Forlag: Gyldendal, 1950-66. DK5=27.6
    • Kornerup, Bjørn (1928-1968). Biskop Hans Poulsen Resen. Bind 1 fra 1928 (disputats), bind 2 fra 1968. København: Gad. DK5=99.4 Resen

Se ogsåRediger

Eksterne henvisningerRediger


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til mere nutidig sprog, og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen, dette angives som f.x:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.