Helgendag

En helgendag er den faste dato i kalenderen, hvor en katolsk helgen fejres og mindes. Helgenkalenderen var indarbejdet i almanakken. Ved hver dag kan man finde angivelse af helgendag, mindedag og anden mærkedag.[1][2]

Når en from mand eller kvinde har gjort sig bemærket ved sit virke i levende live i troens tjeneste, kan det føre til saligkåring, hvilket kan betegnes som indstillingen til senere at blive helgenkåret. I de tilfælde hvor paven ikke har ratificeret en helgenkåring, er en række personer alligevel blevet stående som lokale helgener, og officielt har de da ikke en helgendag, men deres fejringsdag er da blot en mindedag, der imidlertid i almindelig sprogbrug er blevet kaldt helgendag alligevel.

Ordbøgerne anfører, at en helgens helgendag er hans eller hendes dødsdag.[3] Dette er en sandhed med modifikationer, for nogle helgener har en helgendag, uden at dødsdagen er kendt, og flere andre datoer kan komme i spil. Men de fleste helgendage er på dødsdagen.

Frans af Assisi døde 3. oktober 1226, men har helgendag 4. oktober. Han blev helgenkåret allerede i 1228. Sankt Knuds dag til minde om Knud Lavard fejres både 7. januar (dødsdagen) og 25. juni. Sankt Helene har lagt navn til Helenekilde (Tisvilde), men vi kender ikke hendes fødsels- og dødsdag; hun har fået tillagt 23. juni som sin helgendag.[4] Sankt Svend kendes for to kilder; Hellig Svends kilde i Vemmetofte[5] og en anden i Hagested; begge med helbredende virkninger; men selv om han er kendt som lokal helgen, kendes en helgendag (særlig mindedag) ikke. Sankt Mogens eller Skt. Magnus har to mindedage, 15. april og 12. december; han er bedst kendt for Skt. Mogens' kilde ved Mogenstrup Kro. Mange lokale helgener er knyttet til helbredende kilder. Deres helgenstatus går tilbage til før reformationen i 1536, hvor Danmark var katolsk.

ReferencerRediger