Henry Kissinger

Amerikansk politiker

Henry Alfred Kissinger (født Heinz Alfred Kissinger; 27. maj 1923) er en tyskfødt amerikansk politiker, diplomat og geopolitisk konsulent, der fungerede som USA's udenrigsminister og USA's nationale sikkerhedsrådgiver under præsidenterne Richard Nixon og Gerald Ford.[3]

Nobelprismodtager
Nobel prize medal.svg Henry Kissinger
DIG13877 jjg-318.jpg
Kissinger i 2016.
56. udenrigsminister for USA
Embedsperiode
22. september 1973 – 20. januar 1977
Præsident Richard Nixon
Gerald Ford
Foregående William Rogers
Efterfulgt af Cyrus Vance
USA's nationale sikkerhedsrådgiver
Embedsperiode
20. januar 1969 – 3. november 1975
Præsident Richard Nixon
Gerald Ford
Stedfortræder Richard V. Allen
Alexander Haig
Brent Scowcroft
Foregående Walt Rostow
Efterfulgt af Brent Scowcroft
Personlige detaljer
Født 27. maj 1923 (99 år)
Fürth, Bayern, Tyskland
Fulde navn Heinz Alfred Kissinger
Nationalitet USA Amerikaner
Politisk parti Republikaner
Ægtefælle Nancy Kissinger (fra 1974)
Mor Paula Stern[1]
Far Louis Kissinger[2]
Uddannelses­sted Harvard University
Religion Jødedom
Underskrift Henry Kissinger Signature 2.svg
Links
Henry Kissingers hjemmeside
Informationen kan være hentet fra Wikidata.
Henry Kissinger i 1976.

BaggrundRediger

Kissinger blev født i en jødisk familie i Fürth i Bayern. I 1938 flygtede hans familie til New York i USA på grund af nazisternes jødeforfølgelser i Tyskland. Kissinger blev amerikansk borger den 19. juni 1943 og blev samme år indkaldt til United States Army som militærtolk.

Akademisk karriereRediger

 
Portræt af Kissinger som en Harvard senior i 1950

Kissinger studerede på Harvard University. Han fik en Bachelor of Arts i Statskundskab i 1950. Han var i top fem procent af sin afgangsklasse og dimitterede med summa cum laude, den højeste ros, der kunne gives.[4][5] Kissinger fortsatte derefter med at studere statskundskab. Hans specialeafhandling, med titlen The Meaning of History: Reflections on Spengler, Toynbee and Kant, var på over 400 sider og var årsag til at der siden blev indført en grænse for længden af sådanne afhandlinger på 35.000 ord.[6][7][8] Han modtog sine MA- og PhD-grader ved Harvard University i henholdsvis 1951 og 1954. I 1952, mens han stadig var kandidatstuderende ved Harvard, fungerede han som konsulent for direktøren for ’’Psychological Strategy Board’’,[9] og grundlagde tidsskriftet Confluence.[10] På det tidspunkt søgte han at arbejde som spion for FBI.[10][11]

Hans ph.d.-afhandling havde titlen Peace, Legitimacy, and the Equilibrium (A Study of the Statesmanship of Castlereagh and Metternich).[12] I sin afhandling introducerede Kissinger først begrebet "legitimitet",[13], som han definerede som: "Legitimitet som brugt her må ikke forveksles med retfærdighed. Det betyder ikke mere end en international aftale om, hvordan forhold kan fungere i praksis og om udenrigspolitikkens tilladte mål og metoder".[14] En international aftale accepteret af alle de store magter er således "legitim", hvorimod en international aftale, der ikke accepteres af en eller flere af stormagterne, er "revolutionær" og dermed farlig.[14]

Kissinger blev en del af fakultetet på Harvards "Department of Government", hvor han fungerede som direktør for Harvard International Seminar mellem 1951 og 1971. I 1955 var han konsulent for USA's nationale sikkerhedsråd's Operations Coordinating Board.[9] I løbet af 1955 og 1956 var han også studieleder i atomvåben og udenrigspolitik ved Council on Foreign Relations. Han udgav sin bog Atomvåben og udenrigspolitik året efter[15] Bogen, der kritiserede Eisenhower-administrationens "massive gengældelses"-kernekraftdoktrin, vakte megen kontrovers på det tidspunkt ved at foreslå brugen af taktiske atomkraftvåben for at vinde krige.[16] Det samme år udgav han bogen A World Restored, en undersøgelse af magtbalancepolitikken i Europa efter Napoleon. [17]

Fra 1956 til 1958 arbejdede han for Rockefeller Brothers Fund som direktør for dets Special Studies Program.

Udenrigspolitisk karriereRediger

Henry Kissinger blev national sikkerhedsrådgiver i 1969 udnævnt af Richard Nixon. Fra august 1973 til 1977 var [[USA's udenrigsministre|USA's udenrigsminister ("secretary of state"); først under præsident Richard Nixon og senere under præsident Gerald Ford.

Som udøver af realpolitik,[18] spillede Kissinger spillede en fremtrædende rolle i USAs udenrigspolitik mellem 1969 og 1977. I denne periode var han foregangsmand for détente-politikken med Sovjetunionen, orkestrerede åbningen af USA’s forbindelser med [[Kina|Folkerepublikken Kina] ], og for at afslutte Yom Kippur-krigen i Mellemøsten etablerede, hvad der blev kendt som et shuttle diplomati, hvor parterne i konflikten ikke mødtes personligt, men forhandlede via Kissinger som en formidler, der rejste frem og tilbage mellem parterne, og forhandlede fredsaftalen i Paris 1973, der afsluttede USA’s involvering i Vietnamkrigen. Kissinger er også blevet forbundet med kontroversielle politikker som USA's involvering i militærkuppet i Chile 1973, et "grønt lys" til Argentinas militærjunta for deres beskidte krig fra cirka 1974, og USA's støtte til Pakistan under Bangladesh’ Befrielseskrig i 1971 trods der blev begået folkedrab af Pakistan.[19] Kissinger godkendte ved et møde med Suharto i december 1975 Indonesiens invasion af Østtimor.[20] Dette skete, bl.a. fordi Indonesien var en vigtig handelspartner for USA, og fordi landet havde kontrol med strategiske farvande. Den efterfølgende invasion medførte en 24 år lang besættelse af Østtimor.

Efter at have forladt regeringen, dannede han Kissinger Associates, et internationalt geopolitisk konsulentfirma. Kissinger har skrevet over et dusin bøger om diplomatisk historie og international politik.

EftermæleRediger

Kissinger er fortsat en kontroversiel og polariserende figur i amerikansk politik, både fordømt som en påstået krigsforbryder af mange journalister, politiske aktivister og menneskerettighedsforkæmpere, [18][21][22] og på samme tid æret af mange fremtrædende forskere i internationale relationer som en yderst effektiv amerikansk udenrigsminister.[23]

For sin indsats i forbindelse med at forhandle en våbenhvile under Vietnamkrigen modtog Kissinger Nobels fredspris i 1973 under kontroversielle omstændigheder, hvor to medlemmer af komiteen trak sig i protest.[24][25] Han delte Nobels fredspris med Le Duc Tho, der dog valgte ikke at modtage prisen med den begrundelse, at der på det pågældende tidspunkt endnu ikke var fred i Vietnam.

Med George Shultzs død i februar 2021 i en alder af 100 år blev Kissinger det ældste nulevende tidligere medlem af USA's [[Kabinet (regering)|kabinet] og det sidste overlevende medlem af præsident Richard Nixons kabinet.[26]

LitteraturRediger

  • Gary Allen (1971). None Dare Call It Conspiracy. Concord Press.
  • Seymour Hersh (1983). The Price of Power: Kissinger in the Nixon White House. New York: Summit Books. ISBN 0-671-44760-2.
  • Robert D. Schulzinger (1989). Henry Kissinger. Doctor of diplomacy. New York: Columbia University Press. ISBN 0-231-06952-9.
  • Walter Isaacson (1992). Kissinger: A Biography. New York: Simon & Schuster Books. ISBN 0-671-66323-2.
  • Christopher Hitchens (2001). The Trial of Henry Kissinger. New York: Verso Books. ISBN 1-85984-631-9.
  • Holger Klitzing (2007). The Nemesis of Stability. Henry A. Kissinger's Ambivalent Relationship with Germany. Trier: WVT. ISBN 3-88476-942-1.
  • David Andersson (2012). Dr Kissinger och världshistorien. Stockholm: Bokförlaget Atlantis. ISBN 9789173535298.

ReferencerRediger

  1. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  3. ^ "The Nobel Peace Prize 1973". NobelPrize.org. Hentet 4. februar 2019.
  4. ^ "PBK Famous Members". Depts.washington.edu. Hentet 17. marts 2017.
  5. ^ Draper, Theodore (6. september 1992). "Little Heinz and Big Henry". The New York Times. Hentet 30. december 2006.
  6. ^ Ferguson, Niall (2016). Kissinger, 1923 - 1968: The Idealist. Penguin Books. s. 237.
  7. ^ "Kissinger and the Meaning of History". Foreign Affairs : An American Quarterly Review (amerikansk engelsk). 28. januar 2009. ISSN 0015-7120. Hentet 22. november 2019.
  8. ^ "The meaning of history: reflections on Spengler, Toynbee and Kant". hollis.harvard.edu. Hentet 22. november 2019.
  9. ^ a b "Henry Kissinger – Biography". NobelPrize.org. Hentet 30. december 2006.
  10. ^ a b "The Myth of Henry Kissinger". The New Yorker (amerikansk engelsk). 8. maj 2020. Hentet 21. august 2021.
  11. ^ "Kissinger, Harvard And the FBI". www.thecrimson.com. Hentet 21. august 2021.
  12. ^ Kissinger, Henry (1954). Peace, legitimacy, and the equilibrium: (a study of the statesmanship of Castlereagh and Metternich) (Afhandling) (engelsk). Cambridge, Mass.: Kissinger. OCLC 63222254.
  13. ^ Campbell, Kurt M.; Doshi, Rush (12. januar 2021). "How America Can Shore Up Asian Order A Strategy for Restoring Balance and Legitimacy". Foreign Affairs.
  14. ^ a b Buchan, Alastair (juli 1974). "The Irony of Henry Kissinger". International Affairs. 50 (3): 369. doi:10.2307/2616401. JSTOR 2616401.
  15. ^ Kissinger, Henry (1957). Nuclear weapons and foreign policy. Harper & Brothers. s. 455. ISBN 978-0-393-00494-6.
  16. ^ Buchan, Alastair (juli 1974). "The Irony of Henry Kissinger". International Affairs. 50 (3): 371. doi:10.2307/2616401. JSTOR 2616401.
  17. ^ Fukuyama, Francis (september 1997). "A World Restored: Europe After Napoleon". Foreign Affairs. Hentet 13. september 2021.
  18. ^ a b "Henry Kissinger: Realpolitik and Kurdish Genocide". The Kurdistan Tribune. 24. marts 2013. Hentet 1. marts 2019.
  19. ^ Bass, Gary (21. september 2013). "Blood Meridian". The Economist. Hentet 13. februar 2016.
  20. ^ Torben Retbøll (27. august 1999). "Østtimor og Jimmy Carter". Dagbladet Information. Hentet 29. januar 2012.
  21. ^ "Protesters Heckle Kissinger, Denounce Him for 'War Crimes'". The Times of Israel. 30. januar 2015. Hentet 14. december 2015.
  22. ^ Nevius, James (13. februar 2016). "Does Hillary Clinton see that invoking Henry Kissinger harms her campaign?". The Guardian. Hentet 23. oktober 2016. "[...] mange betragter Kissinger som en krigsforbryder, mest berømt er Christopher Hitchens, som, i en lang artikel i to dele for Harper's i 2001 (senere udvidet til bogen og dokumentaren, ’’The Trial of Henry Kissinger’’), argumenterede for, at Kissinger skulle anklages 'for krigsforbrydelser, for forbrydelser mod menneskeheden, og for lovovertrædelser mod almindelig eller sædvane- eller international lov, herunder sammensværgelse med henblik på at begå mord, kidnapning og tortur'"
  23. ^ "The Best International Relations Schools in the World". Foreign Policy. 3. februar 2015. Hentet 8. august 2015.
  24. ^ Feldman, Burton (2000). The Nobel Prize: A History Of Genius, Controversy, and Prestige (engelsk). Arcade Publishing. s. 16. ISBN 9781559705370. Two members publicly resigned when the peace prize was awarded to Henry Kissinger and Le Duc Tho in 1973 for a cease-fire in the Vietnam War.
  25. ^ Abrams, Irwin (2001). The Nobel Peace Prize and the Laureates: An Illustrated Biographical History, 1901–2001. Science History Pubns. s. 219. ISBN 978-0-88135-388-4.
  26. ^ Robertson, Nicky; Cole, Devan. "Former Secretary of State George Shultz dead at age 100". CNN. Hentet 21. februar 2021.

Eksterne henvisningerRediger

 Der mangler kildehenvisninger i teksten
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder.