Jesper Petersen (forsker)
- Der er flere personer med dette navn, se Jesper Petersen (flertydig).
Jesper Petersen er en dansk islamforsker, der er lektor ved Københavns Universitets teologiske fakultet på Afdeling for Bibelsk Eksegese.[1] Han forsker blandt andet i danske muslimers praktisering af sharia og i ikkemuslimsk islam. Han har sammen med Niels Valdemar Vinding vundet Forlaget Samfundslitteraturs lærebogspris, der er Danmarks største faglitterære pris, i forbindelse med bogen "Sharia og samfund. Islamisk ret, etik og praksis i Danmark". I 2024 modtog han en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til forskning i ikkemuslimsk islam.
Jesper Petersen | |
---|---|
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Islamforsker |
Arbejdsgiver | Københavns Universitet |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Baggrund
redigérPetersen er student fra Greve Gymnasium. I gymnasiet drømte han oprindelig om at blive fysiker, men inspireret af flere meget dygtige undervisere drejede hans interesse i retning af de humanistiske fag, og han endte derfor med at læse religionsvidenskab.[2] Han tog sin ph.d. ved Lunds Universitet i 2020 og har siden blandt andet været førsteamanuensis i religionsvidenskab på Universitetet i Stavanger.[3]
Forskning
redigérJesper Petersens hovedforskningsområde er forskningsprojektet ikkemuslimsk islam. Han har desuden beskæftiget sig med danske muslimers praktisering af sharia, med islamisk feminisme og med LGBTQ-islam. Hans forskning anvender en antropologisk tilgang og er i høj grad baseret på feltarbejde.[2]
Shariapraksis i Danmark
redigérPetersen udgav sammen med Niels Valdemar Vinding i 2020 bogen "Sharia og samfund. Islamisk ret, etik og praksis i Danmark" på Forlaget Samfundslitteratur. Inden udgivelsen havde de to forfattere vundet forlagets lærebogspris, der med 100.000 kr. er Danmarks største faglitterære pris.[4] Bogen undersøger, hvordan sharia praktiseres i danske muslimers hverdag fremfor på, hvordan sharia beskrives i Koranen eller andre dele af islams tekstunivers.[4]
Ikkemuslimsk islam
redigérPetersen er sammen med sin medforfatter Anders Ackfeldt ophavsmand til begrebet ikkemuslimsk islam, dvs. fortolkninger af islam, der er skabt af ikkemuslimer, og som ikke er orienteret mod troen på Allah. Begrebet optræder mange steder, også i Danmark og Europa, eksempelvis i fiktion, religionskritik, journalistik, offentlig debat, politik og i konspirationsteorier og terrorisme mod muslimer. Begrebet er analytisk og i udgangspunktet neutralt, selvom fortolkningerne også kan være polemiske.[5]
Petersen og Ackfeldt navngav begrebet i en forskningsartikel fra 2022 ”The Case for Studying Non-Muslim Islams” og fulgte op med antologien "The Production and Consumption of Non-Muslim Islams", der er udset til at udkomme på Edinburgh University Press i 2025. I juni 2024 modtog Petersen en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond til at forske i ikke-muslimsk islam i perioden 2024-2027.[5]
Offentlig debat
redigérPetersen har desuden optrådt i medierne i en række sammenhænge, normalt i forbindelse med spørgsmål om islam i Danmark. Det gælder blandt andet islamiske ægteskaber og brugen af hijab.[6] Han kritiserede i 2022 i TV 2 et forslag om at forbyde tørklæder.[7] I 2024 offentliggjorde han sammen med sin forskningskollega Niels Valdemar Vinding 14 anbefalinger til, hvordan de danske myndigheder kan hjælpe kvinder, der gerne vil ud af et islamisk ægteskab imod mandens vilje.[8]
Kilder
redigér- ^ Jesper Petersens profil på researchprofiles.ku.dk, besøgt 27. december 2024.
- ^ a b Jesper Petersen. Danmarks Frie Forskningsfond, besøgt 27. december 2024.
- ^ Jesper Petersen. "Navne" på kristeligt-dagblad.dk, besøgt 27. december 2024.
- ^ a b KU-forsker vinder pris for lærebog om sharia. Artikel i Uniavisen, Københavns Universitet, 30. oktober 2018.
- ^ a b Vinding, Niels Valdemar: artiklen "ikke-muslimsk islam" i Lex på lex.dk. Hentet 27. december 2024.
- ^ Bidrag til avis - Avisartikel. Jesper Petersens publikationsliste, besøgt 27. december 2024.
- ^ Islamforsker: »Politikerne sætter spøgelser op, de kan slås med, fordi de ikke vil slås med de reelle problemer« Artikel i Uniavisen 11. oktober 2022.
- ^ Forsker var syv år i lukkede, muslimske miljøer – har én særlig vigtig anbefaling. Artikel på nyheder.tv2.dk 20. september 2024.