Landbo(er), en. [ˈlanˌbo?(ər)] flt. -boer ell. (egl. til -boer; nu sj. i rigsspr.) -boere. Oldn.: landbúi

  • (hist.) bonde, der havde lejet en anden mands jord til dyrkning mod en bestemt afgift; fæster. (Ældre dansk: lan(d)bo i betydningen en fastboende, beslægtet med bonde.
  • person, der er bosiddende paa landet (mods. bybo(er)); især om person, der driver landbrug.

Gengivet in extenso fra ODS, Ordbog over Det danske Sprog. Historisk Ordbog 1700-1950.

Landboer i middelalderen

redigér

Med hensyn til de forskellige klasser af landboer skelnede man på landskabslovenes tid mellem:

  • Odelbønder eller Adelbønder.
  • Landboer (Fæstere).
  • Gårdsiddere, (lat.: inquilini eller inderster) sådanne, der havde bolig på en andens gårds grund og derfor vare pligtige at gøre dagsværk eller hoveri for (hoved)gården
  • En bryde var i middelalderen godsbestyrer eller forvalter, men senere også fæstebonde.

Se også

redigér

Litteratur

redigér
  • ODS, Ordbog over Det danske Sprog. Historisk Ordbo 1700-1950. Landboer
  • Kong Chr. V´s Danske Lov, 3–13.
  • Johannes Steenstrup: Valdemars Jordebog.(1874)79.
  • Johannes Efraim Larsen,: SAMLEDE SKRIFTER FØRSTE BIND: Yderligere Undersøgelse over Kong Christian II's Love. — Bidrag til de gamle danske Provindsiallovbøgers Histore. — To retshistoriske Anmeldelser. — Retshistoriske Forelæsninger 1853—1855. Gyldendal 1857-61