Lindå (Angel)

landsby i Borne, Sydslesvig

Lindå (dansk) eller Lindau (tysk) er navnet på en bebyggelse og et forhenværende gods beliggende ved Lindåens munding i Lindå Nor/Slien sydvest for landsbyen Borne i det nordlige Angel i Sydslesvig. Administrativt hører Lindå under Borne i Slesvig-Flensborg kreds i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. Lindå var en selvstændig kommune indtil februar 1974, hvor den fusionerede med nabobyerne Ketelsby og Borne til den nye Borne kommune. Selve landsbyen blev også kaldt for Lindå-Mølleskov (ty. Lindau-Mühlenholz). I kirkelig henseende hører stedet under Borne Sogn. Sognet lå i den danske periode indtil 1864 i Slis Herred (Gottorp Amt, Slesvig).

Lindå
For alternative betydninger, se Lindå (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Lindå)

Landsbyen Lindå-Mølleskov redigér

Landsbyen kaldes også for Lindå-Mølleskov. Navnet Mølleskov er første gang dokumenteret 1804. Landsbyen selv er dog ældre. Den opstod som til Lindå gods hørende kådnerby. I 1784 kom stedet under Slis Herred. 1837 nævnes her otte landparceller samt en kro og mølle. Den nuværende hollændermølle er fra 1837, den var i drift frem til 1985[1].

Lindå er omgivet af bebyggelserne Gundeby i vest, Affergynt, Rebbjerg og Fartoft i nord samt Lindånæs og Hegnholt i øst. Ud ved Slien ligger Lindå Nor med Lindånæsbroen. Cirka tre km syd for Lindå på Sliens sydlige bred ligger godset Stubbe.

Lindå gods / Lindågård redigér

Den ved Slien beliggende gård hørte i middelalderen under det danske krongods i Gelting. Sidst i 1400-tallet blev gården i Lindå omdannet til adelsgods. For at undgå forvekslinger med godset af samme navn i Jernved fik godset også tilnnavnet dansk (→Dansk-Lindå). Godset rådede over besiddelser i Borne Sogn (landsbyerne Affergynt, Ågeby, Borne, Ketelsby, Tyrnæs samt enkelte steder i Fartoft, Kisby og Gyderød), i Sønder Brarup Sogn (Nødfjeld), Ulsnæs Sogn (Gundeby, Hessel, Ulsnæs) og i Havetoft Sogn i Strukstrup Herred. En del af ejendomme i 1500-tallet under Slesvig Domkapitel. I 1533 kom enkelte ejedomme i Nødfjeld og Ravnkær fra Olpenæs til Lindå. I 1622 kom desuden en avlsgård i Kisby fra Stubbe til Lindå. I årene 1719 til 1779 var Lindå allodialgods under hertugerne af Lyksborg. Da denne linje uddøde, tilfaldt godset kongen. Godset blev i 1784 parcelleret, ophævet som selvstændig jurisdiktion og blev (igen) en del af Slis Herred[2].

Stednavnet Lindå er første gang nævnt 1488[3]

Eksterne henvisninger redigér

Noter redigér

  1. ^ .Berthold Hamer: Topographie der Landschaft Angeln, 2. bind, Husum 1995, s. 26
  2. ^ Gerret Liebing Schlaber: Administrative tilhørsforhold mellem Ejderen og Kongeåen indtil 2007, Flensborg 2007, s. 347
  3. ^ Wolfgang Laur: Historisches Ortsnamenlexikon von Schleswig-Holstein, 2. udgave, Neumünster 1992, s. 431

Koordinater: 54°35′18.05″N 9°48′9.10″Ø / 54.5883472°N 9.8025278°Ø / 54.5883472; 9.8025278