Louise Mogensen
Louise Caroline Mogensen (født 9. januar 1973 i Vejle[1] med pigenavnet Andersen[2]) er en dansk økonom, der siden 2023 har været direktør for Finanstilsynet.
Louise Mogensen | |
---|---|
Født | 9. januar 1973 (51 år) Vejle, Danmark |
Ægtefælle | Peter Mogensen (1999-2010) |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Økonom |
Arbejdsgiver | Finanstilsynet, Danmarks Nationalbank |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Hun har tidligere været direktør i Forenet Kredit, vicedirektør i Finans Danmark, kontorchef i Økonomi- og Erhvervsministeriet og ansat i Nationalbanken.
Karriere
redigérMogensen blev uddannet økonom (cand.polit.) fra Københavns Universitet i 1997.[1] De næste 13 år arbejdede hun i Danmarks Nationalbank i forskellige afdelinger som fuldmægtig, specialkonsulent og sidst prokurist. I 2010-2013 var hun kontorchef for det finansielle område i Økonomi- og Erhvervsministeriet, hvor kontoret undervejs efter en organisationsændring i departementerne skiftede til at høre under Erhvervs- og Vækstministeriet. I 2013-2016 var hun vicedirektør i Finansrådet (der i 2016 skiftede navn til Finans Danmark), og 2016-2023 var hun direktør for Forenet Kredit.[3] I sin tid i Forenet Kredit var hun i en periode næstformand for Tænketanken Demokratisk Erhverv.[1]
Direktør for Finanstilsynet
redigérI slutningen af september 2023 afløste Mogensen Jesper Berg i stillingen som direktør for Finanstilsynet, hvis femte direktør hun blev, siden tilsynet opstod i sin nuværende form i 1988.[3][4] I begyndelsen af 2024 kritiserede Mogensen i Berlingske i sit første større avisinterview efter tiltrædelsen kvaliteten af bankernes rådgivning til deres kunder, som ikke altid er tilstrækkelig. Samtidig udtalte hun, at "selvom det ligger i rollen som tilsynsdirektør at være bekymret", var hun ikke særlig bekymret for den øjeblikkelige sundhed i det danske finansielle system.[3]
Privatliv
redigérFra 1999 til 2010 var Mogensen gift med den politiske kommentator Peter Mogensen. De lærte oprindelig hinanden at kende, da hun var studentermedhjælp for ham under hans ansættelse i Finansministeriet. De har tre børn sammen.[5]
Kilder
redigér- ^ a b c Louise Caroline Mogensen. Altinget.dk, besøgt 8. marts 2024.
- ^ Peter Mogensen II. danskefilm.dk, besøgt 8. marts 2024.
- ^ a b c Finanskvinde har sat sig i direktørstolen i bankernes vagthund. Og hun er kun lidt bekymret. Artikel på berlingske.dk 2. januar 2024.
- ^ Louise Mogensen er ny direktør for Finanstilsynet. Artikel på politiken.dk 21. juni 2023.
- ^ Peter Mogensen: Single. seoghoer.dk 28. september 2010.