Majonæsekrigen
Majonæsekrigen er den populære betegnelse for en heftig polemik i de danske medier i 1985 om dansk retskrivning. Anledningen var en forhåndstilkendegivelse fra Dansk Sprognævn om den kommende udgave af Retskrivningsordbogen.
Striden drejede sig om stavningen af et antal fremmedord, hvoriblandt mayonnaise var det der oftest blev fremhævet i debatten. Sprognævnet havde planlagt at indføre en række fordanskede stavemåder parallelt[1] med den oprindelige franske form. Den fordanskede form for ordet mayonnaise var majonæse. Denne beslutning fremkaldte mange følelsesladede debatindlæg fra personer som ikke ønskede de annoncerede ændringer i den hidtil gældende retskrivning.
Sprognævnets beslutning var baseret på en bekendtgørelse om retskrivningen fra 1892 som sagde at:
- »Fremmede Ord, der ere fuldt optagne og indgaaede i Sproget og i Udtalen have tabt de fremmede Lyde, skrives efter Sprogets almindelige Regler Ansjos, Kaptajn, Kontor, Løjtnant, nervøs, Tempel, Ur, Trone. – Dog ombyttes aldrig ch, g, j eller ti med sj (undt. Ansjos).«
Sagen endte med at regeringen greb ind. Efter et møde med kulturminister Mimi Jakobsen og undervisningsminister Bertel Haarder ændrede Dansk Sprognævn manuskriptet til den kommende Retskrivningsordbog så der ikke blev tale om så mange nye dobbeltformer som ellers planlagt. Især blev former som gymnasie ikke, som ellers planlagt, optaget som parallelform til gymnasium.
2012
redigérI fjerde udgave af Retskrivningsordbogen fra 2012 er formen majonæse gledet ud, så kun formen mayonnaise herefter er korrekt.[2] Samtidig er der for en lang række ord der hidtil er endt i -ium, blevet indført en parallel stavemåde der ender i -ie, så der herefter fx er valgfrihed mellem formerne gymnasium og gymnasie.[3]
Litteratur
redigér- Erik Hansen (2001), "Da Dansk Sprognævn tabte til pressen", Glæden ved Grammatik: Udvalgte artikler og afhandlinger: 206-212, Wikidata Q59911630
Referencer
redigér- ^ Henrik Galberg Jacobsen (september 2010), "Majonæsekrigen 25 år" (PDF), Nyt fra Sprognævnet (3): 1-5, Wikidata Q59912086
- ^ Ny retskrivningsordbog på trapperne
- ^ Hanne Fall Nielsen (31. oktober 2012). "Ud med majonæse - ind med bællevin". Morgenavisen Jyllandsposten. Hentet 31. oktober 2012.
Eksterne henvisninger/kilder
redigér- Bekendtgørelse fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet om Retskrivningen nr 24 af 27/02/1892. Bekendtgørelsen var i kraft indtil 1. august 1997, hvor den blev erstattet af retskrivningsloven.
- Forordet til Retskrivningsordbogen
- Lov om dansk retskrivning