Poul Johannes Phønixberg
Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra en gammel udgave af Dansk Biografisk Leksikon, og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
Poul Johannes Phønixberg (cirka 1679 – 1729) var en bogtrykker og forfatter, muligvis i Jylland hvor der har eksisteret en gård af samme navn, ellers af tysk herkomst.
Poul Johannes Phønixberg | |
---|---|
Død | 1729 |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Sangskriver |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Inden hans ankomst til Danmark har han sandsynligvis tjent sit brød i flere forskellige livsstillinger. En tid skal han have holdt et bordel i Hamburg, hvorfor han blev forvist. Ludvig Holberg kalder ham øltapper på landet og afskediget bøsseskytte.
Fra 1710 optræder han i København som frugtbar visemager, der helst rimer om tidens krigsbegivenheder. Omtrent 1720 fik han ved lån anlagt et bogtrykkeri, der var meget anvendt. Holberg lod ham trykke de 2 første bind af sine komedier, som Phønixberg så optrykte i 1725 tvært imod "Eder og skrevne Reverser", dvs deres oprindelige aftale. Holberg anlagde ikke sag imod ham, men forevigede ham i 3. tomes (binds) berømte, vittige dedikation til Phønixberg og hustru.[1]
Det første danske vittighedsblad, månedsbladet Den forkerte Mercurius, som udkom januar 1726 – september 1728, skylder ham sin tilværelse. På forblommet måde i en avises form udbreder bladet sig med dagens begivenheder. Løjerne er folkelige og rå, og ikke altid uvittige, emnet mest hentet fra de lavere klassers liv. Med bladet fulgte Det ny indrettede The- og Kaffehus af novellistisk, mest pikant indhold.
Phønixberg kæmpede til det sidste med trange kår. Bogtrykkeriet forgik ved Københavns brand 1728, og han døde året efter (han blev begravet 8. august). Hans hustru, hvis navn ikke kendes, begravedes 16. april 1754, 84 år gammel.
Henvisninger
redigér- ^ Findes optrykt i 1870-udgaven af Holbergs Comedier i tre Bind, red. af F.L. Liebenberg, 3. bind, s. 637-639. Oprindeligt trykt i Hans Mikkelsens Comoedier – Sammenskrevne for Den Danske Skueplads. Tredie Tome, 1725.
Litteratur
redigér- Erich Werlauff, "P. J. Phønixberg – Kiøbenhavns Bogtrykker og Leilighedspoet i Begyndelsen af det attende Aarhundrede" (Webside ikke længere tilgængelig), i Historisk Tidsskrift, 3. Række, II, s. 1ff. og 259ff.
- Per Dancke, Holbergs komedier og bogtrykkeren Phønixberg : Trykt som manuskript, 1942.
- Emil Selmar, Povel Phønixberg. Et Bogtrykkernavn som Holberg skænkede negativ Berømmelse, 1919.
- (Norsk) Historisk Tidsskrift, II, s. 292.
- Holbergs Komedier, udg. af J. Martensen, I, s. 224 ff.
- P. Stolpe, Dagspressen i Danmark, IV, s. 156 ff.
- Holger Ehrencron-Müller, Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814
- Harald Ilsøe, Bogtrykkerne i København, Museum Tusculanum, 1992. ISBN 87-7289-195-5.
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) af P. Stolpe i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 13. bind, side 108, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |