Philippa Bulgin

dansk sanger

Philippa Therese Holme Bulgin (født 6. maj 1967, død 22. marts 1994 i København) var en dansk sangerinde, der blev kendt som forsanger i Danser med Drenge.

Philippa Bulgin
Philippa Bulgin 1992.jpg
Philippa Bulgin, 1992
Information
Født 6. maj 1967
Oprindelse København Danmark
Død 22. marts 1994 (26 år)
København
Genre Rock, pop, soul
Beskæftigelse Sanger
Pladeselskab Pladecompagniet
Associeret med Danser med Drenge

Philippa Bulgin voksede op i København som datter af en dansk mor, Mia Holme og en jamaicansk far, guitaristen og sangeren Arthur Louis Bulgin. Allerede som barn begyndte Philippa at synge og spille klaver, og det viste sig hurtigt, at hun havde en usædvanlig stor soul-stemme.

Bulgin var sangerinde i en række amatørbands, inden Klaus Kjellerup på anbefaling af Anne Dorte Michelsen tog hende med i sit 8 mand store Klaus Kjellerup Band [1] i 1989. Bandet blev senere nedlagt grundet dårlig økonomi, og Bulgin & Kjellerup dannede herefter Danser med Drenge i 1991. Det blev her, Bulgin fik sit store gennembrud. Debutalbummet Danser med Drenge blev årets mest solgte album i 1993, og har i alt solgt over 240.000 eksemplarer. Philippa Bulgin står for alle vokalerne på albummet, bl.a. hits'ene: Aldrig undvære dig, Kolde hjerter, Grib chancen og Hvorlænge vil du ydmyge dig?, som også blev lavet i en bemærkelsesværdig nul-klip video [2] af Danser med Drenge i april 1993.

I september 1993 – kort før gruppen skulle ud på sin første Danmarksturné – fik Bulgin konstateret kræft i underlivet, og blev opereret. Danser med Drenge gennemførte herefter turnéen med tre ugers forsinkelse. Turnéen blev trods hendes operation en stor succes med udsolgte koncerter i hele landet, men allerede ved årsskiftet 1993/1994 vendte sygdommen tilbage, og Bulgin fik at vide, at hun var uhelbredeligt syg. Herefter droppede gruppen endnu en planlagt Danmarksturné, og gik i stedet i gang med at indspille et nyt album. Ifølge bandets hjemmeside " ... sådan at Philippa kunne nå at indsynge så mange sange som muligt, inden sygdommen for alvor skred frem." Bulgin nåede imidlertid ikke at indsynge flere sange.[3]

Få måneder senere blev hun indlagt igen, og i marts 1994 døde hun på Rigshospitalet, kun 26 år gammel. Philippa Bulgin ligger begravet på Holmens Kirkegård i København.

Bulgins rolle som forsanger blev overtaget af Rie Rasmussen sidst i 1994, og gruppen dedikerede det følgende album Så længe vi er her til Bulgin. Sangen Er der nogen i himlen? er ifølge ophavsmanden Klaus Kjellerup skrevet til Philippa Bulgin.[4]

ReferencerRediger

Eksterne henvisningerRediger