Portal:Historie/Udvalgt artikel/2009
Artikelarkiv for 2009 redigér
Januar redigér
Februar redigér
Fortsættelseskrigen (finsk: Jatkosota, svensk: Fortsättningskriget, russisk: Советско-финская война) (25. juni 1941 - 19. september 1944) var den anden af de to krige, som blev udkæmpet mellem Finland og Sovjetunionen under 2. verdenskrig.
Da krigen brød ud, fik den navnet Fortsættelseskrigen af finnerne for at understrege sammenhængen med den forudgående Vinterkrig. Sovjetunionen opfattede krigen som blot en af fronterne i krigen mod Tyskland og dets allierede i Den Store Fædrelandskrig, som russerne kalder den. Tilsvarende opfattede Tyskland sine egne operationer i området som led i sin overordnede krigsindsats i 2. verdenskrig.
Storbritannien erklærede krig mod Finland den 6. december 1941, efterfulgt af sine Dominions kort tid senere. Fortsættelseskrigen er et sjældent tilfælde, hvor et demokratisk land erklærer krig mod et andet demokrati, selv om de britiske styrker ikke var egentlige deltagere i krigen. Tyskland deltog ved at stille kritisk materiel til rådighed og ved militært at samarbejde med Finland. De Forenede Stater erklærede ikke krig mod Finland, og kæmpede ikke mod finnerne, men sendte betydelige forsyninger til Sovjetunionen til brug i krigen mod Tyskland og dets allierede.
Kampene mellem de finske og de sovjetiske styrker sluttede i september 1944, og den formelle afslutning på Fortsættelseskrigen blev underskrevet med Paris-fredsaftalen i 1947.
Marts redigér
Den danske guldalder eller Københavnerskolen er betegnelser på en periode i dansk - og især københavnsk - kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850. Begyndelsen sættes sædvanligvis til sammenfaldet af to begivenheder, nemlig: Heinrich Steffens hjemkomst efter sin dannelsesrejse og hans foredrag om turen og Guldhornstyveriet. Slutningen af perioden sættes almindeligvis til 1848/50 da flere at de betydeligste kunstnere enten døde eller holdt op med at udøve deres kunst. Endvidere fandt andre vigtige begivenheder sted i disse år: den enevældige kongemagts fald, vedtagelsen af Grundloven i 1849, koleraudbruddet i København i 1853 og "voldenes fald", det vil sige at København nu kunne udvide sig uden for den indre by.
Det danske kulturelle liv havde en blomstringsperiode specielt inden for litteratur og billedkunst under den danske guldalder, som nok er mest kendt for sine billedkunstnere, med C.W. Eckersberg som frontfigur; men andre grene af kulturlivet kan regnes med: fysikeren H.C. Ørsted, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, digteren Adam Oehlenschläger, filosoffen Søren Kierkegaard, komponisten C.E.F. Weyse – disse og mange flere var en del af personkredsen i den danske guldalder.
Guldalder-begrebet stammer fra slutningen 1800-tallet hvor litteraturforskere og kunsthisorikere begyndte at beskrive epokens historie. I 1890 brugte Valdemar Vedel i en doktorafhandling med titlen Studier over Guldalderen i dansk Digtning for første gang begrebet guldalder om tiden fra 1800 til 1850, og Vilhelm Andersen tillægger Henrich Steffens at være årsagen til Guldalderens start i disputatsen Guldhornene. Et Bidrag til den danske Romantiks Historie fra 1896. Det var for forskerne indlysende at der her var tale om et af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie.
April redigér
Belejringen af Leningrad, også kendt som Blokaden af Leningrad (Russisk: блокада Ленинграда (blokada Leningrada)), var et mislykket forsøg fra Aksemagternes side på at indtage Leningrad, (nu Sankt Petersborg) under 2. verdenskrig. Belejringen varede fra den 9. september 1941 til den 18. januar 1943, hvor en smal landkorridor blev etableret af de sovjetiske styrker. Belejringen blev helt afsluttet den 27. januar 1944. Belejringen af Leningrad var en af de længste, blodigste og mest ødelæggende belejringer af en større by i nyere tid. Erobringen af Leningrad var et af de tre strategiske mål i den oprindelige tyske plan for krigen mod Sovjetunionen. Den tyske strategi var baseret på Leningrads politiske status som tidligere hovedstad i Rusland og som arnested for Oktoberrevolutionen samt dens militære betydning som hovedbase for den sovjetiske flåde i Østersøen og dens industrielle styrke som hjemsted for mange våbenfabrikker.
Belejringen blev gennemført af tropper fra den tyske Wehrmachts Heeresgruppe Nord med støtte fra den finske hær som led i Operation Barbarossa, der blev indledt den 22. juni 1941. Belejringen fulgte efter den finske offensiv på det Karelske næs og den tyske offensiv frem til Leningrads sydlige forstæder. I august 1942 planlagde tyskerne en ny operation, som skulle føre til byens erobring, men Sinyavin Offensiven fra den Røde Hær kom dem i forkøbet, og offensiven blev aflyst. Wehrmachts belejringsring blev gennembrudt af sovjetiske styrker den 17. januar 1943 under Operation Iskra, da der blev skabt en smal korridor langs bredden af Ladoga søen. Belejringen blev endeligt hævet af marskal Georgij Zjukov den 27. januar 1944 som led i Leningrad-Novgorod offensiven.
Den 872 dage lange belejring forårsagede en sultkatastrofe i Leningrad området ved afbrydelse af vand-, energi- og fødevareforsyningen. Det førte til, at op imod 1.500.000 soldater og civile døde og evakuering af 1.400.000, fortrinsvis kvinder og børn, hvor mange dog døde under evakueringen på grund af sult og bombardementer.
Maj redigér
Juni redigér
Juli redigér
Invasionen af Canada i 1775 var det første store militære initiativ, som de Forenede Kolonier iværksatte under den amerikanske uafhængighedskrig. En ekspedition forlod Fort Ticonderoga under Richard Montgomery, belejrede og erobrede Fort Saint-Jean, og var tæt på at tage den britiske general Guy Carleton til fange, da man erobrede Montreal. Den anden ekspedition forlod Cambridge, Massachusetts under Benedict Arnold og rykkede med stort besvær gennem vildnisset i Maine til Quebec. De to styrker forenedes der, men blev besejret i Slaget ved Quebec i december 1775.
Storbritannien sendte adskillige tusinde soldater heriblandt general John Burgoyne foruden hessiske lejesoldater til forstærkning af Quebec i maj 1776. General Carleton igangsatte en modoffensiv, som endte med at drive amerikanerne tilbage til Fort Ticonderoga. Amerikanerne under Arnolds ledelse kunne forsinke den britiske fremrykning i tilstrækkelig grad, så et angreb ikke kunne iværksættes mod Ticonderoga i 1776. Afslutningen på felttoget gjorde scenen klar til Saratogafelttoget i 1777.
I det eneste væsentlige forsøg på oprør i Nova Scotia, samlede en amerikansk født (formentlig fra Massachusetts) novascotier ved navn Jonathan Eddy en lille styrke i november 1775 og forsøgte at erobre fort Cumberland. Angrebet var ikke formelt godkendt af Den kontinentale kongres og mislykkedes i december samme år. ... læs mere
August redigér
Ludvig 14. (fransk: Louis XIV, Louis le Grand) var en fransk konge, som blev født den 5. September 1638 i Saint-Germain-en-Laye og døde den 1. September 1715 i Versailles. Han regerede fra 1643 til 1715. Han kendes også under navnet Solkongen (fransk: le Roi Soleil).
Ludvig 14. anses for at være det klassiske eksempel på en enevældig konge. Sentensen L'État, c’est moi! – Staten, det er mig! tilskrives ham dog med urette. Han styrkede kronens magt ved udbygning af den statslige forvaltning, ved at bekæmpe adelens opposition og ved at støtte det franske erhvervsliv. Livet ved hoffet blev helt og holdent tilpasset monarkens person. Hans prægtige fremtoning blev et symbol på hans fremtrædende stilling. Kongen støttede kunsten og videnskaben, hvilket førte til en blomstringstid for fransk kultur. Ludvig fulgte en krigerisk udenrigspolitik, så Frankrig under hans regeringstid fik en stærkt dominerende placering i Europa. Med 72 år på tronen er han det længstregerende statsoverhoved i Europas historie. ... læs mere
September redigér
Franklin D. Roosevelt (30. januar 1882 - 12. april 1945) var en amerikansk politiker og USA's 32. præsident i perioden 1933 - 1945. Han blev ofte omtalt blot med sine forbogstaver FDR. Han var en central personlighed i det 20. århundrede i en periode med verdenskrise og verdenskrig. Han blev valgt til USA's præsident fire gange og beklædte posten fra 1933 til 1945. Han er den eneste amerikanske præsident, som har siddet i mere end to perioder.
Under den store krise i 1930'erne skabte Roosevelt genopretningsplanen New Deal for at yde hjælp til de arbejdsløse, genopbygge den amerikanske økonomi og reformere de økonomiske og finansielle systemer gennem en række statslige instanser. Selv om genopbygningen af økonomien ikke var tilendebragt inden 2. Verdenskrig er der adskillige af hans initiativer, såsom det føderale banksystem, Tennessee Valley Authority (TVA) og det amerikanske finanstilsyn (SEC), som fortsat spiller en fremtrædende rolle i landets erhvervsliv. Blandt hans efterladenskaber kan også nævnes De Forenede Staters Social Security system og National Labor Relations Board (NLRB).
Mens Storbritannien førte krig mod Aksemagterne, fik Roosevelt vedtaget Lend-Lease lovgivningen, som ydede støtte til Winston Churchill og den britiske krigsindsats inden USA blev trukket ind i 2. verdenskrig i december 1941. På hjemmefronten indførte han priskontrol og rationering. Efter Angrebet på Pearl Harbor fra den japanske flåde og efter den tyske og italienske krigserklæring mod USA lod Roosevelt mange amerikanere af japansk afstamning og nogle af italiensk afstamning internere.
Roosevelts valg til præsident skabte en politisk fornyelse, som forskerne kalder det 5. parti system. Hans aggressive anvendelse af den føderale regering skabte en New Deal koalition som dominerede det Demokratiske parti indtil slutningen af 1960'erne. Roosevelts regering omdefinerede amerikansk liberalisme og ændrede grundlaget for det Demokratiske Parti så det blev baseret på hans New Deal koalition, der bestod af landmænd, minoriteter af etnisk, religiøs og racemæssige karakter, intellektuelle, sydstaterne, de politiske maskiner i storbyerne samt de fattige og arbejdsløse. læs mere
Oktober redigér
Den sjette HMS Dreadnought i Royal Navy var et slagskib, der revolutionerede det sømilitære styrkeforhold, da den kom i tjeneste i 1906. Dreadnought stod for et så markant fremskridt i sømilitær teknologi, at dens navn blev synonymt med en hel generation af slagskibe, "dreadnoughts", samtidig med, at de skibe, den gjorde forældede, blev betegnet som før-dreadnoughts (engelsk: pre-dreadnoughts). Det engelske ord "Dreadnought" kan oversættes til "Frygt intet".
Dreadnought var det første slagskib i sin tidsalder med store kanoner, der alle havde samme kaliber, frem for den hidtidige praksis med nogle få svære kanoner og et antal mindre kraftige. Den var også det første større krigsskib med dampturbiner, og var det hurtigste slagskib i verden, da den indgik i Royal Navy.
Bygningen af den satte gang i et omfattende våbenkapløb, idet alle de store flådemagter, især Tyskland, kastede sig ud i byggeprojekter for tilsvarende skibe. Våbenkapløbet fortsatte helt frem til 1. verdenskrig.
... læs mere
November redigér
Slaget ved Blenheim, der blev udkæmpet den 13. august 1704, var et stort slag i den Spanske Arvefølgekrig. Ludvig 14. af Frankrig forsøgte at slå den tyske kejser Leopold 1. ud af krigen ved et af besætte Wien, hovedstaden i det habsburgske rige, og opnå en fordelagtig fredsaftale. Wien var i alvorlig fare. Kurfyrst Maximilian 2. Emanuel af Bayern og marskal Marsins styrker i Bayern truede vestfra og marskal Vendômes store armé i Norditalien udgjorde en alvorlig trussel med en mulig offensiv gennem Brennerpasset. Wien var også under pres fra Rákóczis ungarske oprør østfra. Hertugen af Marlborough indså faren og besluttede at komme Wien til undsætning ved at marchere sine styrker sydpå fra Bedburg og hjælpe med til at fastholde kejser Leopold i den store alliance.
En kombination af vildledning og fremragende administration - der skulle skjule hans sande bestemmelsessted for både venner og fjender betød at hertugen af Marlborough uhindret kunne marchere 400 km fra Nederlandene til Donau på fem uger. Efter at have sikret sig Donauwörth ved Donau, forsøgte englænderen at komme i kamp med kurfyrstens og Marsins hær inden Marskal Tallard kunne nå at bringe forstærkninger frem gennem Schwarzwald. De fransk-bayerske hærførere var imidlertid tilbageholdende med at kæmpe før de følte sig tilstrækkelig stærke, derfor begyndte de allierede at plyndre Bayern for at tvinge dem i kamp. Taktikken lykkedes ikke, men da Tallard ankom for at afstive kurfyrstens hær og prins Eugen af Savoyen ankom med forstærkninger til de allierede kom de to hære endelig i kamp ved bredden af Donau i og omkring landsbyen Blindheim. Et betydeligt antal danske hjælpetropper deltog i slaget på allieret side.
Slaget ved Blenheim huskes som et af vendepunkterne i den Spanske Arvefølgekrig. Den overvældende allierede sejr sikrede Wien mod den fransk-bayerske hær og forhindrede således at den store alliance brød sammen. Bayern blev slået ud af krigen, og Ludvig den 14.'s håb om en hurtig sejr blev slukket. Frankrig havde tab på over 30.000, inklusiv den øverstkommanderende, Marskal Tallard, som blev ført til England som fange. Inden kampagnen i 1704 sluttede havde de allierede erobret Landau foruden byerne Trier (Trèves) og Trarbach ved Mosel som forberedelse af det følgende års felttog ind i selve Frankrig.
... læs mere
December redigér
Trediveårskrigen er navnet på en række militære konflikter i Centraleuropa, hovedsageligt i Tyskland, 1618-1648. Det var en krig om overherredømme eller ligevægt mellem de europæiske stormagter og samtidig en religionskrig. Ind i krigen blev såvel blandet modsætninger mellem Den katolske liga som Den Protestantiske Union inden for det Tysk-romerske rige samt modsætninger mellem de europæiske fyrstehuse. Sammen med deres forbundsfæller i Tyskland kæmpede Habsburgerne i Østrig og Spanien mod Frankrig, Holland, Sverige og Danmark.
Felttogene og slagene foregik fortrinsvis inden for grænserne af det Tysk-romerske rige, omend det meste af Jylland en overgang blev besat. Krigshandlingerne selv, og den heraf følgende hungersnød og epidemier lagde store landområder øde og tømte dem for folk. I f.eks. Sydtyskland overlevede kun ca. en tredjedel af befolkningen. I nogle områder tog det over 100 år, inden økonomi og erhvervsliv kom sig oven på krigens ødelæggelser. Trediveårskrigen sluttede med den Westfalske fred, som den 24. oktober 1648 blev proklameret fra rådhusene i de to forhandlingsbyer Osnabrück og Münster.
... læs mere