Portal:Historie/Udvalgt artikel/juli, 2019

En illustration fra Frederiks bog De arte venandi cum avibus, hvor kejseren beskriver kunsten at jage med falke.

Frederik 2. (26. december 1194 – 13. december 1250), var en af de mest betydningsfulde tysk-romerske kejsere i Middelalderen, og han tilhørte slægten Hohenstaufen. Hans politiske og kulturelle ambitioner var enorme, og de strakte sig fra hans residens på Sicilien op gennem Italien til Tyskland og helt til Jerusalem. Frederik skabte sig mange fjender, især de skiftende paver, og hans kejserslægt mistede magten få år efter hans død. Historikerne finder typisk superlativerne frem, når de beskriver ham, for eksempel professor Detwiler:

	Et menneske med ekstraordinære evner, energi og kultur - en samtidig krønikeskriver omtaler ham som stupor mundi (Verdens vidunder), Nietzsche kalder ham for den første europæer, og flere historikere beskriver ham som den første moderne regent - Frederik skabte på Sicilien og i Syditalien noget, der meget ligner et moderne, centralt styret kongerige med en effektiv forvaltning.

Han opfattede sig som en direkte efterfølger af antikkens romerske kejsere, gjorde krav på titlen som romersk konge (konge af Tyskland) fra sin kroning i 1212, og ved en ny kroning i 1215 var der ikke længere en modkonge. Fra 1220 var han officielt kronet som tysk-romersk kejser. Allerede som tre-årig var han blevet udråbt som konge af Sicilien, med moderen Constanza som regent. Fra 1225 til 1228 havde han desuden titlen som konge af Jerusalem i kraft af sit ægteskab med Yolanda og sin deltagelse i det sjette korstog.

    ... læs mere