Portal:Kommunisme/Udvalgt artikel arkiv
Før august 2011 redigér
Socialistloven (Gesetz gegen die gemeingefährlichen Bestrebungen der Sozialdemokratie) – som ofte kaldes socialistlovene på grund af sine forskelligartede bestemmelser i 30 paragraffer, som årligt blev vedtaget, blev vedtaget i den tyske rigsdag – Reichstag den 19. oktober 1878 med stemmer fra de konservative og hovedparten af de nationalliberale medlemmer. Loven trådte i kraft tre dage senere efter at være blevet underskrevet af kejser Wilhelm 1. og forblev i kraft frem til 30. september 1890.
Loven forbød socialistiske og socialdemokratiske organisationer og deres aktiviteter i Tyskland uden for Rigsdagen og delstaternes Landdage.
Rigskansler Otto von Bismarck, som grundlæggende var en konservativ monarkist, der var reserveret eller afvisende overfor demokratiske ideer anså fra starten SAPD for at være en fjende af riget gennemførte allerede inden socialistloven undertrykkende tiltag mod Socialdemokratiet og den nystartede fagforeningsbevægelse. På grund af deres modstand mod den Fransk-preussiske krig i 1870-1871 og deres solidaritet med Pariserkommunen var August Bebel og Wilhelm Liebknecht allerede i 1872 blevet dømt for højforræderi og havde afsonet 2 års fængsel.
Loven havde i første omgang en løbetid på 2½ år, men den blev herefter regelmæssigt forlænget. Med udgangspunkt i loven blev socialdemokratiske underorganisationer, tryksager og forsamlinger - dvs. SAPD og det nærtstående organisationer, frem for alt fagforeninger - forbudt. Overtrædelser af loven blev ofte straffet med bøder eller fængsel. Mange socialister valgte at gå i eksil, fortrinsvis i Frankrig, Schweiz eller England. Blandt dem var Clara Zetkin, som dengang var midt i tyverne, og som senere blev en prominent foregangskvinde i den socialistiske kvindebevægelse
Før juni 2011 redigér
Socialisme refererer til en bred vifte af politiske bevægelser der ønsker et socioøkonomisk system i hvilket produktionsmidlerne (fx fabrikker, finansielle institutioner, infrastruktur etc.) er underlagt demokratisk kontrol og kommer alle samfundets medlemmer til gode. Denne kontrol af produktionsmidlerne kan have forskelligt udtryk. Der kan fx være tale om statsejerskab, kooperativer eller arbejdernes direkte ejerskab over deres egen arbejdsplads. Socialisme står således primært i modsætning til kapitalisme som økonomisk system, og liberalisme som politisk system.
De tidligste former for egentlig socialisme anses for at være de bevægelser, som siden er kommet til at gå under navnet den utopiske socialisme. Denne politiske tendens arbejdede ud fra den forestilling, at socialistiske enklaver kunne opbygges inden for rammerne af det feudale eller senere det kapitalistiske samfund. Retsindige rigmænd eller sammenslutninger af idealister skulle således oprette socialistiske produktionsfællesskaber eller kollektiver, som så ved deres eksempels kraft kunne inspirere andre til at følge samme spor. De teoretiske fortalere for denne strategi var socialister som Charles Fourier, Claude Henri de Rouvroy de Saint-Simon og Robert Owen. Nogle medregner også anarkisten Pierre-Joseph Proudhon til denne strømning.
Det danske Christiania og den den danske produktionskollektiv-bevægelse kan tjene som moderne eksempler på utopisk socialisme. Den utopiske socialisme mistede imidlertid meget af sin tillokningskraft, efterhånden som industrialismen slog igennem, og modsætningerne mellem arbejderklassens og borgerskabets økonomiske interesser blev tydeligere, og arbejderne begyndte at organisere sig som klasse på tværs af virksomhederne og i et modsætningsforhold til arbejdsgiverne. Altså i og med fagbevægelsens og syndikalismens fremvækst. Her var nye strategier, som virkede mere slagkraftige.