Portal:Kristendom/Månedens artikel/December 2007

Daniels Bog er en af bøgerne i Det Gamle Testamente i Bibelen og en kilde til jødernes historie i perioden under det babyloniske fangenskab. Bogen er opkaldt efter Daniel, en af de fire store profeter i den jødiske Tanakh og i Det Gamle Testamente, og er opdelt i to adskilte dele. Kapitel 1-6 indeholder historien om Daniel, som føres i eksil i Babylon sammen med sine tre venner, for at de kan blive undervist i babylonisk sprog og kultur. Daniel bliver på grund af sine strålende evner rådgiver for den daværende konge, Nebukadnesar II, som regerede 605-562 f. Kr., og det beskrives, hvordan Daniel senere bliver smidt i løvenkulen, men overlever. Anden del, kapitel 7-12, består af fire syn i form af Daniels drømme, som indeholder forskellige fremtidssyner og hans apokalyptiske profetier.

Kapitel 11 i Daniels Bog har været genstand for store diskussioner og uenigheder blandt bibelfortolkere. Kapitlet indeholder i detaljer beretningen om de historiske begivenheder i Palæstina fra Daniels tid, som dateres til 586 f.Kr. hvor jøderne blev ført i eksil til Babylon, og frem til det Makkabæiske oprør, omkring 165 f.Kr. Mange har foreslået at Daniels Bog er et fingeret historisk skrift fra 165 f.Kr., som giver sig ud for at være meget ældre og profetisk. I modstrid med dette fastholder andre at det er Guds åbenbarede ord Daniel talte og fastholder dermed den ældre datering.