Poul Ankers Gade
Poul Ankers Gade er en gade i Indre By i København, der går fra Store Kongensgade til Grønningen. Gaden blev opkaldt efter Poul Anker (1630-1692) i 1907. Poul Anker var præst i Hasle og deltog i den bornholmske opstand i 1658 mod svenskerne, der havde overtaget øen efter Roskilde-freden.[1]
Gaden er en af fire gader med bornholmske navne i et lille kvarter mellem Esplanaden, Grønningen og Store Kongensgade. Hvor kvarteret ligger nu, anlagdes i 1789 Husarkasernen. I 1898 erstattedes kasernen af en ny på Østerbro, og de gamle bygninger blev revet ned i 1902. Desuden blev Grønningen flyttet et stykke mod nordøst til sin nuværende placering. Det var planen at opføre etageejendomme med store lejligheder i området. Imidlertid havde man ramt en tid med overproduktion af boliger, så det kom til at tage over tre årtier at få hele kvarteret bebygget.
Bebyggelse
redigérHjørneejendommen Poul Ankers Gade 2 / Store Kongensgade 126 blev opført af arkitekt H. Hatting og tømrermester T. Larsen i 1906. Den udmærker sig ved halvrunde sandstensfrontoner over de ligeledes halvrunde karnapper.[2] Ved siden af ligger den trefløjede ejendom Grønningen 15 fra 1908, hvis fløj mod Poul Ankers Gade er udført i lignende stil.[3] Begge bygninger er opført med herskabslejligheder, der kom frem på den tid. Det var store lejligheder med dengang moderne bekvemmeligheder som centralvarme, badeværelser og elevatorer.[4]
Ejendommen på den anden side af gaden har ingen adresser her med derimod til Store Kongensgade 128-130 og Grønningen 17-19. Den blev opført i Nordisk Livsforsikring A/S i 1913-1914. Den var tegnet af Vilhelm Fischer, men han nåede kun at færddiggøre den sydlige halvdel, inden han døde i 1914. Resten stod N.P.P. Gundstrup så for. Ejendommen blev præmieret som smukt byggeri af Københavns Kommune i 1915.[5][6]
Noter
redigér- ^ Storbyens Stednavne af Bent Jørgensen. Gyldendal, 1999. S. 228. ISBN 87-00-35610-7
- ^ Poul Ankers Gade 2 / Store Kongensgade 126, Indenforvoldene.dk. Besøgt 5. januar 2018.
- ^ Grønningen 15, Indenforvoldene.dk. Besøgt 5. januar 2018.
- ^ Hartmann & Hartmann 1988, s. 522.
- ^ Store Kongensgade 128-130 / Grønningen 17-19, Indenforvoldene.dk. Besøgt 5. januar 2018.
- ^ Hartmann & Hartmann 1988, s. 522-524.
Litteratur
redigér- Hartmann, Sys; Hartmann, Godfred (1988), "Kgs. Nytorv, Rosenborg og Nyboder", København før og nu - og aldrig, vol. 5, Forlaget Palle Fogtdal, s. 496-525, ISBN 87-7248-033-5
Eksterne henvisninger
redigér- Poul Ankers Gade på Indenforvoldene.dk