Åbn hovedmenuen
Qumran.
Rekonstruktion af stedet, da essæerne holdt til der.
Qumran.

Qumran (hebraisk: קומראן; arabisk: خربة قمران, Khirbet Qumran) er et arkæologisk område, beliggende ved den nordvestlige ende af Det Døde Hav nær den israelske kibbutz Kalya på det besatte Vestbredden, og administreret af Israels nationalpark Qumran.[1] Dødehavsrullerne blev fundet i huler nærved.

Qumran blev muligvis rejst i Johannes Hyrkanus' regeringstid (134104 f.Kr.) og blev sandsynligvis raseret i pr 68 af den tiende romerske legion, Legio X Fretensis, ledet af Vespasian under den jødisk-romerske krig.[2]

Fra 1951 blev der foretaget udgravninger af et klosterlignende anlæg. Det har været befæstet med et stort hjørnetårn, og der er mange fund efter krigerske begivenheder i anlæggets historie. I et særligt anlæg findes to bassiner, det ene kvadratisk og det andet aflangt på 3 x 8 meter. Dertil en række udhuse med værksteder, en mølle, en stor ovn m.m. Møntfund er til hjælp ved tidsfæstelsen; bygningen må være påbegyndt ca 100 år f.Kr. med et afbrud forårsaget af et stort jordskælv 31 f.Kr. Omkring år 0 blev anlægget igen taget i brug, og møntserien fortsætter så frem til år 68.[3]

Stedets karakter er omdiskuteret. Alan D. Crown og Lena Cansdale mente, at Qumran i tiden 100 f.Kr. - 100 e.Kr. lå ved en betydningsfuld handelsvej, og at stedet tjente som en befæstning. Norman Golb mente, det var et verdsligt fort, mens Yizhar Hirschfeld tog det for at være en befæstet villa tilknyttet den lukrative handel med balsam af Opopanax chironium[4] langsmed vejen til En Gedi og Jeriko, Hyrkania og Jerusalem. Yizhak Magen og Yuval Peleg foreslog, at Qumran var en befæstning, der efterhånden blev et værksted for fremstilling af keramik.[5] Det er almindeligt vedtaget blandt dagens forskere at anse Qumran som essæernes religiøse centrum, mens enkelte forskere mener at have identificeret stedet som den "saltets by", der omtales i Bibelen.[6]

Mange af indbyggerne var pottemagere; andre kan have været novicer, der håbede at slutte sig til essæerne efter det treårige noviciat. I mellemtiden kunne de forsørge sig ved at arbejde på Jeriko-godset. Mere end tusinde mennesker er begravet på stedet. Mergeljorden i Qumran er langt nemmere at grave i end Jerusalems stengrund, og det anses sandsynligt, at mange af de døde blev fragtet ned fra højderne for at begraves i Qumran, måske sammen med dokumenter, man arkiverede i stedets huler.[7]

NoterRediger