Radionuklid
En radionuklid er en radioaktiv atomkerne. Dvs. atomet har en ustabil kerne, som er karakteriseret ved, at overflødig energi enten kan gå til en nylig dannet partikel i atomkernen eller til en af atomets elektroner (intern konversion).
Uran-isotopen 238U er et radionuklid, og er således ustabil.
Isotopen kan afgive sin overskydende energi på tre måder: Ved
(1) fission (spaltning) af atomets kerne til to nye grundstoffer (He og Th),
(2) konvertering af en elektron og derved dannelse af et nyt grundstof (Np) eller
I processen, som kaldes radioaktivt henfald, omdannes radionukliden ved at udsende ioniserende stråling.
- Ved et alfahenfald udsendes en helium-kerne, . Udsendte alfapartikler (helium-kerner) kaldes alfastråling.
- Ved et betahenfald udsendes enten en elektron (β-, e-, ) eller en positron (β+, e+, ) fra atomkernen. Betastråling er en fællesbetegnelse for β--stråling og β+-stråling.
- Ved et gammahenfald har kernen overskud af energi, og den overskydende energi udsendes som en foton (γ), hvilket kaldes gammastråling.
Alfa-, beta- og gammahenfald er de mest almindelige typer. Der er også et par muligheder mere:
- Som alternativ til gammahenfald kan atomkernens overskydende energi blive overført til en af atomets elektroner, altså ikke en elektron udsendt fra kernen, men en af de elektroner, som i forvejen var i bane om atomet. Dette kaldes intern konversion. Ligesom ved β--henfald flyver elektronen væk fra atomet med høj fart.
- Som alternativ til β+-henfald, kan ske elektronindfangning, hvor atomkernen indfanger en af atomets (negative) elektroner i stedet for at udsende en (positiv) positron.
Radionuklider forekommer både naturligt og kan fremstilles kunstigt.