Renault 19

Renault 19 eller R19 (type 53)[1] er en lille mellemklassebil bygget af den franske bilfabrikant Renault mellem efteråret 1988 og starten af 1997.

Renault 19
Renault 19 v.JPG
Renault 19 femdørs (1988−1992)
Produktion
Producent Renault
Model 19
Andre navne Renault Cabriolet (1995−1997)
Produktionsår 1988−1997
(i Tyrkiet og Argentina til 2000)
Produktionssted Douai, Frankrig Frankrig
Maubeuge, Frankrig Frankrig
Valladolid, Spanien Spanien
Setúbal, Portugal Portugal
Osnabrück, Tyskland Tyskland
Santa Isabel, Brasilien Brasilien
Córdoba, Argentina Argentina
Designer Giorgio Giugiaro
Karrosseri og platform
Type Lille mellemklassebil
Karrosseriformer 3- og 5-dørs hatchback
4-dørs sedan
2-dørs cabriolet
Teknik Tværliggende frontmotor,
forhjulstræk
Beslægtede Renault Mégane
Renault Scénic
Drivlinje
Motorer Benzin:
1,4−1,8 liter (43−99 kW)
Diesel:
1,9 liter (47−66 kW)
Gearkasse Manuel og automatisk
Dimensioner og vægt
Akselafstand 2545 mm
Længde 4156−4248 mm
Bredde 1694 mm
Højde 1412 mm
Egenvægt 975−1175 kg
Kronologi
Forgænger Renault 9/11
Efterfølger Renault Mégane I

Bilens motor har fire cylindre og er placeret foran på tværs i flugt med gearkassen. Den trækker på forhjulene, som er ophængt enkeltvis på tværled og MacPherson-ophæng. Også baghjulene er ophængt enkeltvis på parallelle svingarme,[2] monteret med torsionsstave på en hjælperamme. Bremsesystemet virker med skivebremser på forhjulene og tromlebremser på baghjulene, og styretøjet med tandhjul og tandstang.

HistorieRediger

I november 1983 begyndte de første udviklingsarbejder på Renault 19 under ledelse af Jacques Cheinisse.[3] Under "overkoden" X-53 findes der alt efter modeltype følgende "underkoder": B53 = femdørs, C53 = tredørs, L53 = Chamade og D53 = Cabriolet.[4]

Efter otte måneder var det udvendige design fastlagt, og efter 13 måneder kabinedesignet. Frem til april 1986 blev kabinen yderligere tilpasset og der blev kørt ca. 7,5 mio. km med testbiler.[5] Bilens officielle introduktion i maj 1988[5] var et stort fremskridt for Renault i forhold til kvalitet.

Kort tid efter introduktionen af R19 udgik forgængeren R9/R11 af produktion i december 1988. I september 1989 fulgte en sedanversion med tilnavnet Chamade[3] ("hjerteflimmer").

Den i midten af 1991 introducerede cabrioletversion blev efter aftale med Renault fremstillet af tyske Karmann på deres fabrik i Rheine.[6] Produktionstiden for en bil inklusiv sikkerheds- og kvalitetskontrol var ca. 16 timer.[3]

Designeren Giorgio Giugiaro koncepterede Renault 19 i en vindtunnel. Derfor kan frontgrillen kun antydes mellem forlygterne, og sidespejlene er aerodynamisk udformede. Der er ingen regnlister på taget. Dermed kan bilen opnå en cW-værdi på 0,31;[3] den i efteråret 1990 introducerede Sport 16V-version med hækspoiler har en værdi på 0,30.

Modellen blev i Europa bygget mellem midten af 1988 og efteråret 1995 på moderniserede produktionsanlæg i Douai og Maubeuge (Frankrig), Valladolid (Spanien) og Setúbal (Portugal). Produktionen fortsatte herefter indtil år 2000 i Santa Isabel, Brasilien og i Córdoba, Argentina.

FaceliftRediger

I april 1992 gennemgik R19 et omfattende facelift. Disse biler benævnes Renault-typisk Phase II. Samtidig skiftede sedanversionen tilnavn til Bellevue.

De venstrestyrede versioner fik samtidig et nydesignet instrumentbræt og interiør, mens de højrestyrede versioner beholdt det oprindelige kabinedesign.

I 1993 blev sikkerhedudstyret opgraderet med stålbjælker i dørene og airbag i førersiden.[7]

R19 blev i efteråret 1995 afløst af Mégane. Platformen og drivlinjen blev genbrugt i efterfølgeren.

Efter at hatchback- og sedanmodellerne var udgået af produktion, blev cabrioletversionen omdøbt til Renault Cabriolet[8] og herefter bygget frem til starten af 1997, hvor den blev afløst af den åbne Mégane.

Svage siderRediger

  • Kendte svage sider på karrosseriet er de bageste hjulkasser på hatchback- og sedanversionerne, samt den forreste kant af motorhjelmen på modeller efter faceliftet i midten af 1992.
  • Versionerne med benzinmotor er af fabrikanten ikke godkendt til brug med E10-brændstof.[9]

MotorerRediger

Alle motorerne i Renault 19 har fire cylindre og (med undtagelse af 16V-modellen) otte ventiler.

Phase I (1988−1992)Rediger

TR
GTR
GTS
TSE
GTX
TXE
16V TD
GTD
TDE
Motordata
Motorkode C3J F3N-L740 F3N-L742 F7P F8Q
Fødesystem Monopoint Multipoint Forkammer
Køling Vandkøling
Boring × slaglængde 75,8 × 77,0 mm 81,0 × 83,5 mm 82,0 × 83,5 mm 80,0 × 93,0 mm
Slagvolume 1390 cm³ 1721 cm³ 1764 cm³ 1870 cm³
Kompressionsforhold 9,0:1 9,5:1 10,0:1 21,5:1
Maks. effekt
ved omdr./min.
43 kW
(58 hk)
4750
54 kW
(73 hk)
5000
66 kW
(90 hk)
5250
99 kW
(135 hk)
6500
47 kW
(64 hk)
4500
Maks. drejningsmoment
ved omdr./min.
100 Nm
3000
127 Nm
2750
140 Nm
3000
158 Nm
4250
118 Nm
2250
Præstationer
Topfart 161 km/t 171 km/t 185 km/t 210 km/t 161 km/t
Acceleration 0-100 km/t 14,8 sek. 12,3 sek. 10,7 sek. 8,2 sek. 15,7 sek.

Kilder: [10][11]

Phase II (1992−1997)Rediger

1.4 RL/RN 1.4eco RL/RN 1.8 RN/RT 1.8s RT 1.8i RT 16V 1.9D RL/RN/RT 1.9dT RN/RT
Motordata
Motorkode C3J E7J F3N-L740 F3P F7P F8Q
Fødesystem Monopoint Multipoint Forkammer
Køling Vandkøling
Boring × slaglængde 75,8 × 77,0 mm 81,0 × 83,5 mm 82,7 × 83,5 mm 82,0 × 83,5 mm 80,0 × 93,0 mm
Slagvolume 1390 cm³ 1721 cm³ 1794 cm³[a] 1764 cm³ 1870 cm³
Kompressionsforhold 9,0:1 9,5:1 9,2:1 9,7:1 9,8:1 10,0:1 21,5:1 20,5:1
Maks. effekt
ved omdr./min.
43 kW
(58 hk)
4750
55 kW
(75 hk)
6000
54 kW
(73 hk)
5000
65 kW
(88 hk)[b]
5750
80 kW
(109 hk)[c]
5500
99 kW
(135 hk)
6500
47 kW
(64 hk)
4500
66 kW
(90 hk)
4250
Maks. drejningsmoment
ved omdr./min.
100 Nm
3000
107 Nm
4000
127 Nm
2750
142 Nm
2750
160 Nm
4250
158 Nm
4250
118 Nm
2250
175 Nm
2250
Præstationer
Topfart 161 km/t 166 km/t 171 km/t 181 km/t 195 km/t 212 km/t 161 km/t 183 km/t
Acceleration 0-100 km/t 14,8 sek. 13,5 sek. 12,3 sek. 10,9 sek. 9,9 sek. 8,5 sek. 15,7 sek. 11,4 sek.
  1. ^ Fra 1995: 1783 cm³
  2. ^ Fra 1995: 66 kW (90 hk)
  3. ^ Fra 1995: 79 kW (107 hk)

Kilder: [11][12]

SikkerhedRediger

Det tyske fagtidsskrift auto motor und sport gennemførte i år 1992 en kollisionstest af Renault 19 og seks andre bilmodeller i kompaktklassen med en kollisionshastighed på 55 km/t. Renault 19 viste sig at være dårligere end Volkswagen Golf III og Opel Astra F men bedre end Citroën ZX, SEAT Toledo, Ford Escort og Fiat Tipo.[13]

Technische Universität Berlin lavede i 2007 en sammenligning mellem en Renault 19 Phase II uden selestrammere og airbags, og en Mégane II for at demonstrere bilsikkerhedens udvikling i løbet af de sidste 10 år. Bilerne blev med en hastighed på 50 km/t kørt frontalt ind i en stiv væg. På grund af en fejl i forsøget udløste selestrammere og airbags i Mégane II ikke, hvorved dukkerne blev mere belastet end i 19'eren. Dette blev begrundet af Méganes stivere struktur og "blødere" seler med aktive, rent mekanisk virkende og dermed uafhængige af airbagens aktiveringstilstand, selekraftbegrænsere.[14]

Det svenske forsikringsselskab Folksam vurderer flere forskellige bilmodeller ud fra oplysninger fra virkelige ulykker, hvorved risikoen for død eller invaliditet i tilfælde af en ulykke måles. I rapporterne Hur säker är bilen? er/var Renault 19 klassificeret som følger:

  • 1999: Mindst 20 % bedre end middelbilen[15]
  • 2001: Som middelbilen[16]
  • 2003: Ned til 15 % dårligere end middelbilen[17]
  • 2005: Som middelbilen[18]
  • 2007: Dårligere end middelbilen[19]
  • 2009: Dårligere end middelbilen[20]
  • 2011: Dårligere end middelbilen[21]
  • 2013: Mindst 40 % dårligere end middelbilen[22]
  • 2015: Mindst 40 % dårligere end middelbilen[23]
  • 2017: Mindst 40 % dårligere end middelbilen[24]
  • 2019: Mindst 40 % dårligere end middelbilen[25]

UdstyrRediger

Phase I (1988−1992)Rediger

Phase II (1992−1995)Rediger

  • RL: Bremseforstærker, højdejusterbare automatiske rulleseler, pyrotekniske selestrammere, højde- og hældningsjusterbare nakkestøtter foran, indvendigt justerbare sidespejle, el-bagrude, hjulkapsler, lys i handske- og bagagerum, advarselslamper for nedslidte bremseklodser, trukket håndbremse samt lav brændstofstand, forberedelse for radio med antenne, splitbagsæde, forrudevisker med to hastigheder og intervalfunktion, triptæller, kølevæsketermometer, advarselstone for tændt lys når køretøjet forlades.
  • RN: Som RL samt servostyring, grøntonede ruder, omdrejningstæller, elektronisk alarmsystem, læselampe, oliestandsmåler, højdejusterbart førersæde og rat.
  • RT: Som RN samt tågeforlygter, elektrisk skydetag, belysning bagi, lommer bagpå forsæderne, RDS-radio 4x15W med kassettebåndoptager og ratbetjening, el-ruder foran, fjernbetjent centrallåsesystem.
  • 16V: Som RT samt ABS-bremser, dobbelte forlygter, 15" alufælge med dæk 195/50 R 15, sidespejle og hækspoiler i bilens farve, sportssæder.

Kilde: [26]

PriserRediger

ReferencerRediger

  1. ^ Typegodkendelse for Renault 19, nr. A6604 udstedt 19. juni 1992. Kan downloades gratis hos Færdselsstyrelsen.
  2. ^ "Maybach: 1.6 Front Wheel Drive (2)". maybach300c.blogspot.com (engelsk). 10. august 2012. Hentet 27. december 2020. 
  3. ^ a b c d "RHOMBUS". Medlemsblad for Bundesverbandes deutscher Alpine und Renault Clubs (tysk). Renault Deutschland AG. Februar 2013. 
  4. ^ "Renault Modellübersicht / Typenübersicht". mobilverzeichnis.de (tysk). Hentet 27. december 2020. 
  5. ^ a b "facts: allgemeine informationen". renault19world.de (tysk). Hentet 27. december 2020. 
  6. ^ "Renault 19" (tysk). auto motor und sport. Hentet 27. december 2020. 
  7. ^ Jan Harry Svendsen (14. april 1998). "Bruktbil: Renault 19 - Komfortabel og driftssikker". dinside.dagbladet.no (norsk). Hentet 29. december 2020. 
  8. ^ Bil-Revyen 1996. Bilen Motor & Sport. 15. oktober 1995. s. 97. ISBN 87774102726 Tjek |isbn=: length (hjælp). 
  9. ^ "Verträglichkeit von E10 bei den Modellen von Renault". focus.de (tysk). Hentet 27. december 2020. 
  10. ^ "Technische Daten - Motoren im Phase I". renault19world.de (tysk). Hentet 27. december 2020. 
  11. ^ a b "Technische Daten - Diesel Motoren". renault19world.de (tysk). Hentet 27. december 2020. 
  12. ^ "Technische Daten - Motoren im Phase II". renault19world.de (tysk). Hentet 27. december 2020. 
  13. ^ Hack, Gert (juni 1992). "Crash-Kurs". auto motor und sport (tysk). Hentet 13. februar 2016. 
  14. ^ Heiko Johannsen (19. oktober 2007). "Crash-Versuche zum 100-jährigen Jubiläum des Fachgebiets Kraftfahrzeuge der TU Berlin". kfz.tu-berlin.de (tysk). Arkiveret fra originalen 18. oktober 2014. 
  15. ^ "Bilmodell sortering (på svensk)". Arkiveret fra originalen 8. marts 2001. Hentet 6. december 2015. 
  16. ^ "Hur säker är bilen? 2001" (PDF) (svensk). Folksam. Juli 2001. Arkiveret (PDF) fra originalen 20. august 2003. 
  17. ^ "Hur säkar är bilen? 2003" (PDF) (svensk). Folksam. Marts 2003. Arkiveret (PDF) fra originalen 15. juli 2018. 
  18. ^ "Hur säker är bilen? 2005" (PDF) (svensk). Folksam. April 2005. Arkiveret (PDF) fra originalen 12. december 2005. 
  19. ^ "Hur säker är bilen? 2007" (PDF) (svensk). Folksam. November 2007. Hentet 28. december 2020. 
  20. ^ "Hur säker är bilen? 2009" (PDF) (svensk). Folksam. Maj 2009. Arkiveret (PDF) fra originalen 26. juni 2015. 
  21. ^ "Hur säker är bilen? 2011" (PDF) (svensk). Folksam. Maj 2011. Arkiveret (PDF) fra originalen 14. august 2014. 
  22. ^ "Hur säker är bilen? 2013" (PDF) (svensk). Folksam. September 2013. Arkiveret (PDF) fra originalen 6. juli 2014. 
  23. ^ "Hur säker är bilen? 2015" (PDF) (svensk). Folksam. September 2015. Arkiveret (PDF) fra originalen 27. december 2019. 
  24. ^ Anders Kullgren (12. september 2017). "Hur säker är bilen 2017" (PDF) (svensk). Tylösand: Folksam. Hentet 29. december 2020. 
  25. ^ "Hur säker är bilen? Vår rapport om krocksäkra bilar" (svensk). Folksam. Hentet 28. december 2020. 
  26. ^ "Ausstattungen" (tysk). renault19world.de. Hentet 28. december 2020. 
  27. ^ Sindal, Helle (23. oktober 2013). "Se Årets Bil fra de seneste 46 år". Politiken.dk. Hentet 28. december 2020. 
  28. ^ "Das Goldene Lenkrad 2013 - Pressemappe" (PDF). Axel Springer (tysk). Auto Bild. 12. november 2013. Arkiveret (PDF) fra originalen 19. oktober 2014. 

Eksterne henvisningerRediger