Retssædvane

Retssædvane er en retskilde.[1] Ved retssædvane forstås en handlemåde, som et samfunds medlemmer almindeligt, stadigt og længe har fulgt[2] ud fra en overbevisning[3] om at være retligt forpligtet[4] eller berettiget.[5] En retssædvane har samme rang som en lovtekst,[6] selvom den aldrig er blevet opført som en gyldig retsakt.

Ved 'almindeligt' forstås, at alle eller næsten alle berørte borgere følger denne adfærd og ved 'stadigt' forstås, at reglen følges hver gang lejlighed gives. Ved 'længe' forstås at handlemåden som udgangspunkt skal være fulgt i en årrække. I retspraksis antages den årrække at være mindst 20 år. Dog kan der også i sjældne tilfælde opstå en ny retssædvane over meget kort tid.

Forfatningsretlig retssædvaneRediger

Der er opstået en retssædvane, der (tilsyneladende) ændrer Grundloven § 46, stk. 2, som vedrører Finansudvalgets samtykke til en udgift (eller mangel på samtykke).[7]

Forvaltningsretlige retssædvanerRediger

En forvaltningsretlig retssædvane gælder på lovs niveau i den retlige trinfølge.[8]

Ifølge en retssædvane gælder der som hovedregel adgang til at klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse til en højere myndighed endda uden lovhjemmel; men der findes en lang række undtagelser fra denne hovedregel især efter kommunalreformen i 2007.[9]

Det følger af retssædvane, at der er adgang til administrativ rekurs ved at klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse til en højere myndighed og i sidste instants til ministeren.[7]

Ifølge en retssædvane[10] skal en afgørelse kundgøres for adressaten for at få retsvirkninger.[7]

En tredje type retssædvaneRediger

Et eksempel på en retssædvane kan findes i dommen U1958.1275 Ø[11] (og U1988.352 H), hvor man på Dyrehavsbakken havde opkrævet afgifter fra teltholderne over en længere periode. En teltholder anlagde sag pga. afgiftsopkræveren, fordi man ikke havde direkte hjemmel i loven til at opkræve afgiften. Grundlovens § 43 siger ellers, at ”ingen skat kan pålægges uden ifølge lov” og med "skat forstås afgifter, gebyr mv. På Dyrehavsbakken havde man imidlertid opkrævet disse afgifter i mange år ud fra den overbevisning, at dette var berettiget, og hvilket ikke var blevet bestridt.[12] Her har man altså en praksis/handlemåde, man har fulgt almindeligt, stadigt og længe, og denne praksis udgjorde tilstrækkelig hjemmel til opkrævning af afgifter, selvom dette ikke stod opført i nogen lov.

Se ogsåRediger

LitteraturRediger

ReferencerRediger

  1. ^ https://www.smithknudsen.dk/nyheder/dictionary/retssaedvane/
  2. ^ https://allemandsjura.dk/retssaedvane/
  3. ^ Den trykte udgave af Den Store Danske Encyklopædi, 16. bind, side 156, spalte 1 (år 2000)
  4. ^ https://ordnet.dk/ods/ordbog?query=retss%C3%A6dvane
  5. ^ https://denstoredanske.lex.dk/retss%C3%A6dvane
  6. ^ (Evald, 2020:108 - 117)
  7. ^ a b c (Revsbech m. fl. 2016:119)
  8. ^ (Revsbech m. fl. 2016:120)
  9. ^ (Revsbech m.fl. 2016:304f)
  10. ^ https://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/efterbetaling_af_kontanthjaelp/udtalelse_til_randers_kommune/
  11. ^ https://learninglaw.dk/dom/bakkens-sags%C3%B8gende-teltholder-u19581275%C3%B8/452
  12. ^ https://quizlet.com/405904280/domme-disp-22-de-forvaltingsretlige-regler-flash-cards/
 Spire
Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.