Ricky Bruch
Bjørn Richard "Ricky" Bruch (født 2. juli 1946 i Örgryte, Gøteborg, død 30. maj 2011 i Ystad) var en svensk atlet.
Ricky Bruch | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 2. juli 1946 Göteborg, Sverige |
Død | 30. maj 2011 (64 år) Ystad, Sverige |
Dødsårsag | Bugspytkirtelkræft |
Gravsted | Limhamns kyrkogård |
Højde | 199 cm |
Vægt | 130 kg |
Far | Bruno Bruch |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Atletikudøver, skuespiller, forfatter |
Deltog i | atletik ved sommer-OL 1972 - mændenes diskoskast, atletik ved sommer-OL 1968 - mændenes kuglestød, atletik ved sommer-OL 1968 - mændenes diskoskast, atletik ved sommer-OL 1976 - mændenes diskoskast |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Karriere
redigérBruch brød igennem i midten af 1960'erne. Hans discipliner var kuglestød og specielt diskoskast, hvor han tilhørte verdenseliten fra slutningen af 1960'erne til midten af 1970'erne. Han blev den første i Sverige, der kastede over både 60 og 70 meter i diskoskast. Han slog den svenske rekord i diskoskast femten gange og havde frem til sin død 2011 holdt rekorden uafbrudt siden 1968. Bruch vandt det svenske mesterskab i diskoskast elleve gange og i kuglestød to gange. Hans kast på 71,26 fra 1984 er pr. 2020 det tiendebedste kast gennem tiderne,[1] men ikke længere svensk rekord, der blev sat af Daniel Stahl i 2019.[2] Højdepunktet i hans karriere kom i 1972, da han tangerede verdensrekorden med 68,40 på DN Galan på Stockholm Stadion.
Han deltog i tre olympiske lege: Ved OL 1968 i Mexico City var han meldt til i kuglestød, men deltog ikke i konkurrencen.[3] Han deltog til gengæld i diskoskast, hvor han med 59,08 m kvalificerede sig til finalen. Her kastede han 59,28 m og blev samlet nummer otte.[4] Ved OL 1972 i München kastede han i indledende heat 61,24 m, og i finalen forbedrede han sig til 63,40 m, hvilket var nok til bronzemedalje, blot 10 cm fra sølvmedaljen.[5] Hans sidste OL var 1976 i Montreal, hvor han med 58,06 m blot blev nummer 20 i kvalifikationsrunden og dermed ikke nåede i finalen.[6]
Bruch konkurrerede tidligt i karrieren i både vægtløftning og styrkeløft og i 1980'erne i bodybuilding. Bruch har flere gange, efter at karrieren sluttede, fortalt, at han systematisk dopede sig under hele karriere med forskellige anabolske steroider og andre stoffer.[3]
Bruch var medlem af klubberne Malmö AI, IFK Helsingborg, Osterhaninge IF, KA2 IF og IK Diskus.
Ud over sin idrætskarriere og et stormfuldt privatliv spillede Bruch også med film i den lettere genre bl.a. i Ole Søltofts sex-lystspil, Agent 69 Jensen i Skyttens tegn. Han havde også en birolle i filmversionen af Ronja Røverdatter.[7] Selvbiografien Gladiatorns kamp kom i 1990 og han har skrevet digtsamlingen Själ och kropp: Dikter samlar Bruchs poesi (1975).
Bruch blev udnævnt til Årets Skåning 1970.
Han døde af cancer i bugspytkirtlen.[8]
Medaljer
redigérOlympiske lege
Europamesterskaber
Svenske mesterskaber
redigérFilmografi
redigér- 1993 – Drömkåken (svensk)
- 1985 – Själen är större än världen (Dokumentarfilm) (svensk)
- 1984 – Ronja Røverdatter (svensk)
- 1978 – Agent 69 Jensen i Skyttens tegn (dansk)
- 1978 – Dante - akta're för Hajen! (svensk)
- 1974 – Anche gli angeli tirano di destro (italiensk)
Referencer
redigér- ^ Discus Throw Men, worldathletics.org, hentet 8. december 2020
- ^ Stahl goes to equal fourth on the world all-time discus list with 71.86m, european-athletics.org, 29. juni 2019, hentet 8. december 2020
- ^ a b Ricky Bruch, olympedia.org, hentet 8. december 2020
- ^ Discus Throw, Men, olympedia.org, hentet 8. december 2020
- ^ Discus Throw, Men, olympedia.org, hentet 8. december 2020
- ^ Discus Throw, Men, olympedia.org, hentet 8. december 2020
- ^ Ricky Bruch på Internet Movie Database (engelsk)
- ^ Wiklund, Lars (30. maj 2011), "Ricky Bruch död - förlorade mot cancer", Expressen, hentet 8. december 2020