Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Keith Rupert Murdoch, blot kendt som Rupert Murdoch, (født 11. marts 1931 i Melbourne, Australien) er en australsk-amerikansk mediemogul, der er hovedaktionær og tidligere bestyrelsesformand og direktør for News Corporation (News Corp). Murdoch ejede i begyndelsen aviser, magasiner og tv-stationer i hjemlandet Australien, men ekspanderede senere til Storbritannien, USA og Asien. Porteføljen af medier er bred og omfatter bl.a. verdens største engelsksprogede avis, britiske The Sun. I løbet af de senere år er News Corp blevet en ledende investor i satellit-tv, filmindustrien og internet, hvor koncernen bl.a. ejer den sociale platform MySpace. Ifølge Forbes' såkaldte Forbes 400-liste, der omfatter de 400 rigeste, er han verdens 109. rigeste person med en formue på 8,3 mia. $ − knap 40 mia. kr.

Rupert Murdoch
Rupert Murdoch i 2012 til premieren på Les Misérables i Sydney.
Personlig information
Født Keith Rupert Murdoch
11. marts 1931 (92 år)
Melbourne, Australien
Bopæl Yass, Melbourne, Adelaide, New York City Rediger på Wikidata
Politisk parti Republikanske parti Rediger på Wikidata
Far Keith Murdoch Rediger på Wikidata
Mor Elisabeth Murdoch Rediger på Wikidata
Søskende Janet Calvert-Jones,
Anne Kantor,
Helen Handbury Rediger på Wikidata
Ægtefæller Anna Murdoch Mann (1967-1999),
Wendi Deng Murdoch (1999/1999-2013),
Patricia Booker (1956-1967),
Jerry Hall (2016-2022) Rediger på Wikidata
Børn Grace Helen Murdoch,
Chloe Murdoch,
Prudence Murdoch,
Elisabeth Murdoch,
Lachlan Murdoch,
James Murdoch Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted University of Oxford (til 1953),
Geelong Grammar School,
Worcester College Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Iværksætter, redaktør, financier, forlægger, forretningsperson Rediger på Wikidata
Fagområde News Corporation Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Great Immigrants (2007),
Storkors af Sankt Georg den Stores orden,
Kommandør af 1. klasse af Finlands Hvide Roses Orden (1985),
hundreårsmedaljen (2001),
Financial Times Person of the Year (1996) med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Murdoch er uddannet i filosofi, politik og økonomi fra Oxford University. Hans karriere i mediebranchen begyndte, da han i 1953 overtog ejerskabet af News Limited, som udgav eftermiddagsavisen The News i Adelaide. Murdoch blev direktør for avisen og omlagde den til en tabloidavis. Allerede i 1956 ekspanderede han ved at købe en søndagsavis i Perth, tv-bladet TV Week og ugebladet New Idea. Oplagene steg hurtigt som følge af en forbedring af udgivelserne, og grundlaget for videre ekspansion var til stede. Flere aviser, i New South Wales, Queensland, Victoria og Northern Territory blev opkøbt, og i 1964 lanceredes Australiens første nationale avis, The Australian. Den Sydney-baserede tabloidavis The Daily Telegraph blev overtaget i 1972.

I 1968 indtog Murdorch det britiske marked med opkøbet af News of the World for næsen af rivalen Robert Maxwell. Tidligere var avisen den mest populære engelsksprogede avis i verden, men oplaget på 8,4 mio. i 1950 var faldet til 6 mio., da Murdorch overtog avisen. Året efter blev The Sun købt, og ændret til tabloidformat. Blandt andet ved at introducere en topløs kvinde på side 3 og et dagligt horoskop lykkedes det at øge avisens oplag. Senere købte Murdorch også et af flagskibene i britisk presse, The Times.

Efter at have ekspanderet i Storbritannien gik News Corp i 1973 ind på det amerikanske marked med købet af San Antonio Express-News, etablerede ugeavisen Star og overtog i 1976 New York Post. I 1978 købtes aktiemajoriteten i filmdistributionsselskabet 20th Century Fox. For at kunne ekspandere yderligere på tv-markedet blev Murdorch i september 1985 amerikansk statsborger. Allerede året efter så Fox Broadcasting Company dagens lys. Det blev det fjerde nationale og reklamebaserede tv-netværk i USA. Senere kom et hav af kabel-baserede kanaler til; blandt de mest kendte er Fox News og National Geographic Channel. På det britiske tv-marked ejer Murdorch bl.a. landets største kommercielle nyhedskanal, Sky News.

De senere år har News Corp ekspanderet yderligere og indtaget nye markeder i Europa, Asien, Latinamerika og Tyrkiet. I 2006 købtes verdens største internet-community MySpace og senest er det amerikanske forlag Dow Jones & Company kommet til. Forlaget udgiver bl.a. The Wall Street Journal.

Politisk er Murdorch kendt for at være konservativ, og støttede i 1980'erne og 1990'erne Conservatives i Storbritannien. Dog støttede han Tony Blair, da han var blevet leder af Labour. Avisernes holdninger er generelt borgerlige og USA- og Israel-venlige. Samtlige 175 Murdorch-aviser udtrykte i 2003 støtte til den amerikansk ledede invasion i Irak.[1]

The Economist kunne i 1999 afsløre, at News Corp havde et overskud på 2,1 mia. USD i løbet af de seneste 11 år, men at det ikke havde betalt noget selskabsskat. En gennemgang viste, at selskabet skyldte 350 mio. USD i skat.[kilde mangler]

Murdoch udtrådte af bestyrelserne for Fox Corporation og News Corp i 2023 i en alder af 92 år. Hans søn Lachlan Murdoch blev ny formand for bestyrelserne.[2]

Referencer Rediger

  1. ^ Their master's voice | Media | The Guardian
  2. ^ Birgitte Skovlund Asmussen (21. september 2023), Rubert Murdoch træder tilbage fra mediegiganters bestyrelser, DR, hentet 21. september 2023

Eksterne henvisninger Rediger