Åbn hovedmenuen

Septuaginta er den ældste græske oversættelse af den hebraiske bibel og består af Det Gamle Testamente og apokryfe skrifter. Ordet septuaginta er latin for "halvfjerds", og oversættelsen har fået sit navn, fordi det ifølge legenden var 72 jødiske lærde, der stod for oversættelsen; 6 fra hver af de tolv jødiske stammer. Navnet blev af praktiske hensyn afrundet til blot "70". Den menes at være udført omkring 250-130 f.Kr. af diasporajøder i Egypten og kaldes derfor også Alexandrinske Bibeloversættelse. Initiativet til oversættelsen tilskrives Ptolemaios 2. Den første kristne menighed brugte Septuaginta som deres hellige skrift.

Der findes en del forskelle på Septuaginta og den masoretiske tekst, som den hebraiske tekst kaldes, da den er overleveret gennem den jødiske sekt masoreterne, den vigtigste (set med kristne øjne) er nok Esajas 7:14, der i Septuaginta hedder: “Se, Jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel”, hvilket i Matthæus 1:22-23 tolkes som en profeti om Jesu fødsel, mens den hebraiske tekst istedet siger: “Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel,”[1] hvor ordet, der på hebraisk bruges, er “almah” og ikke “bethulah”, der betyder jomfru.

Forfatterne til Det Nye Testamente foretrækker oftest at citere fra Septuaginta frem for masoreternes tekst.


Vulgata, Hieronymus' senere latinske oversættelse af førnævnte masoretiske tekst, fortrængte med tiden Septuaginta i Vesteuropa, men Septuaginta bruges stadig i stort omfang i den græsk-ortodokse kirke.

LitteraturRediger

Mogens Müller, Septuaginta, Gads Bibelleksikon, 2. udg. (1998), s. 724-25.


 Stub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.