Hird: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
mNo edit summary
m links
Linje 1:
[[Fil:Olav den helliges saga CK8.jpg|thumb|400px|Sigvat Thordarsson, ophav til [[blodørn]]myten, får et [[sværd]] som [[hirdmand]] af [[Olav den hellige]]. Tegning af [[Christian Krohg]] fra [[1899]].]]
'''Hird''' blev i [[middelalder]]en brugt som betegnelse på [[Norge|norske]] og [[Danmark|danske]] [[konge]]rs eller stormænds [[livvagt]]. Selv om ordet i [[saga]]er benyttes om hændelser i [[viking]]etiden, blev det sandsynligvis ikke taget i brug før efter denne periode – sagaerne er nedskrevet i [[middelalderen]], og benytter sin tids ordforråd. I vikingetiden blev [[Knud den Store]]s følge kaldt ''ting-hlíd'', der antages at have en lignende betydning. Ordet hird kommer af [[norrønt]] ''hirð'', som igen er et [[låneord]] fra [[angelsaksisk]] ''hireð'' (= [[husstand]], [[familie (menneske)|familie]]), <ref>https://www.naob.no/ordbok/hird</ref> beslægtet med tysk ''Heirat'' (= [[ægteskab]]). <ref>https://de.langenscheidt.com/daenisch-deutsch/%C3%A6gteskab</ref>
 
Hirden var stormænds og kongers [[hær]]følge. En mand måtte frivilligt underkaste sig hirdherren, selv om en saga i flere tilfælde indikerer, at det skete under tvang (som et alternativ til [[død]]en). Optagelse i hirden blev markeret ved håndgang, sværdovertagelse og troskabs[[Ed (løfte)|eder]]. Hirdmændene blev derfor betegnet som "håndgangne mænd", enten [[sværd]]tagere eller edsvorne, og måtte sværge evig troskab til deres herre og love at følge ham i både [[krig]] og fred, om nødvendigt at ofre deres [[liv]] for ham. Ifølge [[Magnus Lagabøte]]s landslov, aflagdes [[ed]] med hånden på kongens sværd, og ordene: "''Så lægger jeg hånden'' [på sværdet] ''og sværger til [[Gud (monoteistisk)|Gud]], at være huld og tro mod min [[konge]], åbenbart og hemmeligt; at jeg skal følge ham inden for landet og udenfor, og intetsteds skilles fra ham uden hans lov og tilladelse, eller uden at nødvendigheden kræver det. At jeg skal holde alle de eder, kongen har svoret til landfolket'' [dvs. opretholdelse af den kristne religion] ''efter de evner, Gud har skænket mig. Så være Gud mig huld, om jeg siger sandt; vred, om jeg lyver.''"
 
Efter sagatraditionen skal [[Olav den hellige]] og senere [[Olav Kyrre]] have givet de første regler for den norske hird, mens [[kong Sverre]] skal have udarbejdet den første hirdskrå (skrevne hirdlov). (En ''skrå'' var et stykke skind eller [[pergament]].) Sverres hirdskrå ble angivelig omarbejdet og udvidet af Magnus Lagabøte. Sidstnævntes hirdskrå er bevaret og udgør et vigtigt kildeskrift. Loven blev læst op for den forsamlede hird i [[kongsgård]]en hver [[jul]]. <ref>https://snl.no/hird</ref> Den præciserede, at al landskyld og [[leding]] - som var kongens vigtigste indtægtskilder - skulle være i hus senest til [[Mortensdag|Mortensmesse]], dvs. [[11. november]]. Efter at [[Skule Bårdsson|Skule jarl]] gjorde oprør i [[1239]], fik [[Håkon Håkonsson]] ikke inddrevet pengene. Men som der står i hans saga, at da det led mod ottende dag [[jul]] ([[1240]]), lod kongen sine klenodier, sølvskeer og sølvfade sønderbryde, og gav alligevel hirden dens fulde løn. <ref>[http://heimskringla.no/wiki/Haakon_Haakonss%C3%B8ns_saga] Håkon Håkonssons saga, afsnit 210</ref>