Erik Magnusson af Södermanland: Forskelle mellem versioner

'''Erik Magnusson''', hertug af [[Södermanland]] [[1303]]. Erik, blev født ca. [[1282]] og døde i fangeskab på [[Nyköpingshus]] den [[16. februar]] [[1318]], begravet i [[Storkyrkan]] i [[Stockholm]]. Erik var søn af kong [[Magnus Ladulås]] og [[Helvig af Holstein]].

Erik blev tidligt mere populær end broderen [[Birger Magnusson af Sverige|Birger]], som arvede den svenske krone. I sin modstand mod sin bror, kongen, fik han støtte af sin anden bror, [[Valdemar Magnusson]]. Erik er blevet nævnt somkaldt både dygtigere og mere intelligent end sin bror, kong Birger. Han var også modig og ærgerrig, og hans sociale egenskaber skaffede ham mange tilhængere.

Som ung blev Erik forlovet med [[Ingebjørg Håkonsdatter]] af [[Norge]]. Da han krævede bryllup i [[1308]], værgede kong [[Håkon 5. Magnusson]] af Norge sig mod at bortgive sin datter, da Norge var allieret med Sverige i henhold til tidligere aftaler, og Erik var en udfordrer til den svenske trone.

Erik gjorde senerenu en pilegrimsfærdpilgrimsfærd til [[Wien]] og opløste derefterophævede sin forlovelse med [[Sofia af Mecklenburg-Werle]] (død [[1339]]) ogen søsterdatter til kong [[Erik Menved]] af [[Danmark]]. Derefter optog han sin tidligere forlovelse med norske Ingebjørg, som var et godt dynastisk valg, da hun var norskekongensden norske konges eneste barn. Erik fik det som han ville. I [[1312]] blev han gift med Ingebjørg Håkonsdatter i [[Oslo]]. Nogle år senere døde norskekongenhendes far.

Kong Birger frygtede med rette for sine brødre og deres planer. Han tvang dem til at signere et dokument i [[1304]] for at gjøregøre dem mindre farlige. Brødrene flygtede derefter til Norge, men i [[1305]] blev brødrenede igen forsonet med kongen og fik deres hertugtitler tilbage.

Erik havde også landområdet [[Bohuslen|Båhuslen]] og [[Konghelle]] i endenbunden af [[Oslofjorden]], som han på en eller anden måde havde fået af den norske konge under sit ophold, og det nordlige [[Halland]] havde han fået af den danske konge Erik Menved. Erik planlagde at vælte Birgers [[marsk]] [[Torgils Knutsson]], som stod i vejen for hans egne planer. EftersomDa præsteskabet var i opposition til marsken, gav de sinderes støtte til Erik og pressede den svage Birger til at henrette Torgils Knutsson i [[1306]]. Ikke mere end et halvt år senere, i september 1306, befandtsad Birger selv sig i fængsel, indespærret af sine to brødre som derefter tog kontrollen over Sverige.

Birgers svoger, Erik Menved, kom med en hær for at støtte Birger. Kong Håkon af Norge var derimod blevet knyttet til de yngre brødre, og; Erik specielt. I [[1308]] blev Erik og Valdemar tvunget af den danske konge til at løslade Birger, men underpå ydmygende betingelser. Da Birger var fri søgte han støtte i Danmark, og striden begyndte på ny. Da Erik indgik en fredsaftale med Danmark, som blev holdt skjult for kong Håkon, mistede Erik den norske konges tillid. Kong Håkon krævede Kongshella tilbage, men Erik nægtede.

Det førte i [[1309]] til krig mellem Norge og Erik Magnusson , og Danmark stillede sig på Norges side. Ved hjælp af sine strategiske evner lykkedes det Erik at ride stormen af, og besejre nordmændene og derefter danskerne, som kom så langt som til [[Nyköping]] i [[1309]]. Erik angreb Norge og generobrede Båhuslen og Kongshella. Striden endte med en fredsaftale i [[Helsingborg]], hvorhvorved Sverige blev delt mellem Birger og hans to brødre, hertugene Erik og Valdemar. Erik fik [[Västergötland]], [[Dalsland]], [[Värmland]] og [[Kalmar]] og også det nordlige [[Halland]] som [[len]] under Danmark, og han lovede at overlade Kongshella til Norge igen.

Til trods for at Erik aldrig tilbageleverede Kongshella til Norge, og brød alle sine løfter til den norske konge, lykkedes det ham alligevel at få hans godkenelsegodkendelse til ægteskab. Forklaringen må være, at kong Håkon var blevet en gammel mand, som så at det han havde kæmpet for bare gled fra ham. I [[1312]] giftede Erik sig med den 11 år gamle Ingebjørg Håkonsdatter i Oslo, og i [[1316]] fødte hun ham en søn, Magnus, og i [[1317]] en datter.

Erik havde næsten nået alle sine mål: han beherskede landområder bestående af dele af de tre nordiske kongedømmer, centreret ved kysten af [[Skagerrak]] og med [[Varberg]] som sæde; han havde en søn som var arving til kongedømmet Norge, og han var selv ''de facto'' hersker af Sverige.

Den ambisiøse Erik blev stoppet af list, da hans bror Birger, ''de jure'' hersker af Sverige, narrede ham til et gæstebud i Nyköping. Der fik Birger Erik og Valdemar arresteret og smidtkastet i fængsel, natten mellommellem [[10. december|10.]] og [[11. december]] [[1317]]. Ingen ved, hvad der egentlig skete med de to brødre, bortset fra at: de forsvinder fra historien. Enten blev de sultet til døde eller blev henrettet i løbet af februar 1318.

Hele Norden var oprørt over brødrenes død, som fik mange til at glemme deres ugerninger og kun huske deres gode kvaliteter. Men Eriks ambitioner havde skabt store problemer for Sverige. Borgerkrigen i Sverige mellem brødrene var et af Sveriges mørke kapitler. Mange mennesker fra Norge, Sverige og Danmark døde på grund af deres ambitioner. Eriks liv blev positivt portrætteretskildret i propagandaskriftet ''[[Erikskrøniken]]'' skrevet af hans tilhængere.

Erik fik følgendeto barnbørn med den norske prinsesse Ingebjørg Håkonsdatter:

* [[Magnus Eriksson af Sverige]] ([[1316]]-[[1374]]), konge af Sverige, og konge af Norge.