Wikipedia

Operation Goodwood: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m →‎Referencer: Wikilink
komma mm.
Linje 31:
{{Operation Overlord}}
 
'''Operation Goodwood''' var et angreb, som blev iværksat den [[18. juli]] [[1944]] under [[Operation Overlord]] i [[2. Verdenskrig]]. Angrebet blev gennemført af den britiske hær øst for byen [[Caen]] i [[Normandiet]]. 8. britiske [[Armékorps|korps]] anførte angrebet med tre panserdivisioner støttet af 1. korps på den østlige flanke og 2. canadiske korps på den vestlige. [[Canada|Canadierne]] gennemførte samtidig deres eget angreb med kodenavnet [[Operation Atlantic]], for at erobre resten af Caen.
 
Da Operation [[Goodwood]] sluttede den [[20. juli]], var panserdivisionerne brudt igennemgennem de forreste tyske linjer og var trængt 11 km frem, inden de blev stoppet ved [[Bourguébus]]-højderyggen, selv om [[panservogn]]e var trængtnået længere frem og over højderyggen længere sydpå.
 
Siden juli 1944 har der været en kontrovers om formålet med operationen: om det var et begrænset angreb for at sikre Caen og fastholde tyske enheder i den østlige del af [[brohoved]]et i Normandiet og dermed forhindre dem i at gribe ind overfor det amerikanske udbrud i [[Operation Cobra]], eller om det var en fejlslagent forsøg på at bryde ud af brohovedet.?
 
MindstFlere en historikerhistorikere har betegnet operationen som det største kampvognsslag den britiske hær nogensinde har udkæmpet.<ref>[http://aoh.dk/artikel/oplev-invasionen-og-d-dagen Oplev invasionen og D-dagen] http://aoh.dk/, hentet 2. marts 2014</ref>
 
== Baggrund ==
{{Uddybende|Operation Overlord|slaget om Caen}}
Den historiske by Caen i Normandiet var et af målene på [[D-dag]]en for den britiske 3. infanteridivision, som blev landsat på [[Sword Beach]] den [[6. juni]] [[1944]].<ref>Williams, p. 24</ref> Erobringen af Caen var et ambitiøst mål, men er af historikeren L. F. Ellis blevet beskrevet som det vigtigste mål på D-dagen for generalløjtnant [[John Crocker]]s 1. Korps.{{#tag:ref|"Den hurtige erobring af denne nøgleby [Caen] og området ved [[Carpiquet]] var den mest ambitiøse, vanskeligevanskeligste og vigtigste opgave for [[generalløjtnant]] John Crockers 1. korps".<ref>Ellis, p. 171</ref> Wilmot skriver "De mål, som var udstukket for Crockers divisioner fra invasionsstrandene, var bestemt ambitiøse, da hans tropper var de sidste, som blev landsat, på den mest udsatte strand, med længst til målet og mod den potentielt stærkeste modstand."<ref>Wilmot, p. 272</ref> Miles Dempsey regnede imidlertid altid med, at den øjeblikkelige erobring af Caen kunne slå fejl.<ref>Buckley, p. 23</ref>|group=nb}} Operation Overlord planlagde med, at 2. [[armé]] skulle sikre sig byen og derpå danne en frontlinje fra [[Caumont-l'Éventé]] til sydøst for [[Caen]], med henblik påfor at sikre sig flyvepladser og beskytte den venstre flanke af den 1. amerikanske armé, mens denneden rykkede frem mod [[Cherbourg]].<ref>Ellis, p. 78</ref> Besiddelsen af Caen og dens omegn ville give 2. armé et passende opmarchområde til et fremstød sydpå mod [[Falaise]], som i sig selv kunne anvendes som omdrejningspunkt for en drejning mod [[Argentan]] og derpå mod [[Touques-floden]].<ref>Ellis, p. 81</ref> Terrænet mellem Caen og [[Vimont (Calvados)|Vimont]] var særligt lovende, da det var åbent, tørt og velegnet til hurtige offensive operationer. Da [[de Allierede]] havde langt flere kampvogne og mobile enheder end tyskerne, ville et skifte til et mere flydende, hurtigtskiftende slag være til deres fordel.<ref>Van-Der-Vat, p. 146</ref>
 
Da invasionsstranden var overfyldt af troppermandskab og udstyr, blev indsættelsen af panserstyrker forsinket, og en del af dem måtte afgives til angreb på stærke tyske stillinger langs den 17&nbsp;km lange vej mod Caen. Derfor kunne 3. panserdivision ikke angribe Caen på D-dagendag og blev stoppet i byens udkant.<ref>Wilmot, pp. 284-286</ref> EfterfølgendeSenere angreb mislykkedes, da den tyske modstand voksede i styrke. I [[Operation Pinch]] opgav man et direkte angreb og forsøgte i stedet et knibtangsangreb, som omfattede 1. korps og 30. korps.<ref>Ellis, p. 247</ref> Det blev indledt den [[7. juni]] med det formål at omringe Caen fra øst og vest.<ref name="Forty36">Forty, p. 36</ref> 1. Korps angreb sydpåmod syd fra det område, som 6. luftbårne division havde erobret på D-dagendag. Det blev stoppet af den tyske 21. panzerdivision,<ref>Ellis, p. 250</ref> og angrebet med 30. korps gik i stå foran [[Tilly-sur-Seulles]], vest for Caen, overforpga. kraftig modstand fra Panzer Lehr-divisionen.<ref name="Forty36"/> I et forsøg på at tvinge Panzer Lehr til at trække sig tilbage eller overgive sig,<ref>Ellis, p. 254</ref> og for at holde operationerne flydende, trængte den britiske 7. panserdivision ind i et nyligt opståetnyt hul i den tyske front og forsøgte at erobre byen [[Villers-Bocage (Calvados)|Villers-Bocage]].<ref>Taylor, p. 10</ref> Det resulterende daglange [[slaget ved Villers-Bocage|slag ved Villers-Bocage]] endte med at 7. panserdivision trak sig tilbage fra byen,<ref>Taylor, p. 76</ref> men den [[17. juni]] var Panzer Lehr blevet trængt tilbage og 30. korps havde erobret Tilly-sur-Seulles.<ref>Forty, p. 97</ref> Et nyt angreb fra 7. panserdivision blev aldrig til noget<ref>Ellis, p. 255</ref> og yderligere offensive operationeroffensiver blev opgivet, da [[Den engelske kanal]] den [[19. juni]] blev ramt af en alvorlig storm, som varede i tre dage og i alvorlig grad forsinkede den allierede opmarch.<ref name="Williams114">Williams, p. 114</ref> De fleste konvojer af [[Landgangsfartøj#Landgangsbåde|landgangsbåde]] og skibe, som allerede var undervejs, blev tvunget tilbage til britiske havne. Pramme på slæb og 3&nbsp;km pontonveje til [[Mulberry-havn]]ene gik tabt og 800 fartøjer lå strandede på Normandiets kyst indtiltil den næste [[springflod]] i juli.<ref>Wilmot, p. 322</ref>
 
Efter stormen blev det næste store angreb igangsat. Under kodenavnet [[Operation Epsom]] var det meningen, af 8. korps skulle rykke frem og erobre højlandet ved [[Bretteville-sur-Laize]], for at omringe Caen.<ref>Clark, pp. 31-32</ref> 8. Korps skulle angribe vest for Caen og trænge sydpå over [[Odon-floden]] og [[Orne-floden]].<ref>Clark, pp. 32-33</ref> Inden angrebet blev [[Operation Martlet]],<ref name="Clark21">Clark, p. 21</ref> som skulle sikre 8. korps' flanke ved at erobre højlandet til højre for deres fremrykning, startet.<ref name="Clark21"/> Selv om det lykkedes tyskerne at stoppe offensiven, måtte de indsætte alle deres til rådighed stående styrker,<ref>Hart, p. 108</ref> herunder 2 panzerdivisioner, som netop var ankommet til Normandiet,<ref>Reynolds (2002), p. 13</ref> og som var øremærkede til en planlagt offensiv mod britiske og amerikanske stillinger omkring [[Bayeux]].<ref>Wilmot, p. 334</ref> Adskillige dage senere indledte 2. armé en ny offensiv under kodenavnet [[Operation Charnwood]] med henblik på at erobre Caen.<ref name="Williams131"/> Som forløber for Charnwood blev der gennemført et forsinket angreb på [[Carpiquet]] under kodenavnet [[Operation Windsor]].<ref name="Jackson60">Jackson, p. 60</ref> Ved et frontalt angreb blev den nordlige del af byen indtaget<ref name="Williams131">Williams, p. 131</ref>, men tyske tropper holdt stadig den sydlige del af byen syd for [[Orne-floden]], herunder stålværket ved [[Colombelles]],<ref>Bercuson, p. 222</ref> som var en fremragende [[observationspost]] for artilleriet.<ref name="Trew, p. 53">Trew, p. 53</ref>
 
== Planlægning og forberedelse ==
Linje 53:
Den [[10. juli]] holdt general [[Bernard Montgomery]], chefen for de allieredes landstyrker i Normandiet, et møde med generalløjtnanterne [[Miles Dempsey]] og [[Omar Bradley]], som henholdsvis havde kommandoen over 2. britiske og 1. amerikanske armé, i sit hovedkvarter for at diskutere de næste angreb, der skulle igangsættes af 21. armégruppe<ref name="Trew49"/> efter afslutningen af operation Charnwood og 1. armés indledende udbrudsoffensiv.<ref>Wilmot, p. 351</ref> Montgomery godkendte [[Operation Cobra]],<ref>Williams, p. 175</ref> et stort udbrudsforsøg, som skulle gennemføres af 1. armé den 18. juli og gav Dempsey ordre til at "fortsæt med at slå til, træk den tyske styrke til dig, især de tyske kampvogne, så vejen bliver banet for Brad[ley]".<ref name="Trew49"/>
 
I begyndelsen af juli meddelte de allierede styrkers generaladjudant [[Ronald Adam]] Montgomery om, at der var knaphed på infanteri og at der ikke kunne sendes tilstrækkelige forstærkninger til Frankrig.<ref>Hart, p. 64</ref> Denne knaphed fik Dempsey{{#tag:ref|I 'Fields of Fire' af Terry Copp angiver at det rent faktisk var [[brigadegeneral]] Charles Richardson, den øverste planlægningsofficer i 21. armégruppe, som leverede udgangspunktet og inspirationen til Operation Goodwood.<ref>Copp, p. 134</ref>|group=nb}} til at overtale Montgomery til at iværksætte et angreb, som udelukkende bestod af panserdivisioner, en operation som var i strid med Montgomerys personlige politik om aldrig at anvende en sådan styrke;<ref>Hart, pp. 64-65</ref> da Dempsey kunne tåle at miste kampvogne, men ikke infanteri.<ref>Hart, p. 65</ref> I midten af juli havde 2. armé 2250 middeltunge kampvogne og 400 lette kampvogne i brohovedet,<ref name="Van-Der-Vat, p. 158">Van-Der-Vat, p. 158</ref> hvoraf de 500 var i reserve for at kunne erstatte tab,<ref>Dunphie, p. 30</ref> i tre panserdivisioner {{#tag:ref|Foruden 79. panserdivision ([[Hobart's funnies]]), som aldrig blev indsat som selvstændig enhed,<ref>Buckley, p. 13</ref> Guards panserdivision, 7. panserdivision og 11. panserdivision.<ref>Trew, p. 55</ref>|group=nb}} foruden syv uafhængige panser[[brigade]]r.{{#tag:ref|4., 8., 27. og 33. panserbrigade, 31. og 34. kampvognsbrigade<ref>Fortin, pp. 44, 52, 58, 64, 69, 74</ref> samt 2. canadiske panserbrigade.<ref>Buckley, p. 19</ref> 6. Guards kampvognsbrigade blev landsat efter afslutningen af Atlantic/Goodwood-slagene og medregnes ikke i listen.<ref>Fortin, p. 47</ref> Man bør også huske, at der ikke blev udleveret middeltunge kampvogne til kampvognsbrigader. De var udstyret med [[Churchill (kampvogn)|Churchill]]-infanterikampvogne og et mindre antal lette kampvogne.<ref>Clark, p. 36</ref><ref>Fortin, p. 47, 64, 74, 100</ref>|group=nb}}
 
Klokken 10 den [[13. juli]] mødtes Dempsey med tre af sine fem korpschefer {{#tag:ref|generalløjtnant [[John Crocker|Crocker]] fra 1. Korps, generalløjtnant [[Guy Simonds|Simonds]] fra 2. canadiske korps og generalløjtnant [[Richard O'Connor|O'Connor]] fra 8. korps.<ref>Jackson, p. 70</ref>|group=nb}} for at diskutere det kommende angreb. Senere samme dag blev den første ordre om Operation Goodwood{{#tag:ref|Goodwood var opkaldt efter Goodwood væddeløbsbanen.<ref>Ellis, p. 330</ref>|group=nb}} udstedt.<ref name="Trew, p. 64">Trew, p. 64</ref> Dette dokument indeholdt imidlertid kun foreløbige instruktioner og var en generel beskrivelse af operationen. Den blev udsendt for at muliggøre den nødvendige detailplanlægning, og ændringer måtte påregnes.<ref name="Jackson72">Jackson, p. 72</ref> Den blev også afleveret i [[Storbritannien]] for at anfordre den nødvendige grad af luftstøtte til operationen.<ref>Wilmot, p. 353</ref> Grundridset for planen gik ud på at 8. korps med tre panserdivisioner, skulle angribe sydpåmod udsyd affra Orne-brohovedet.<ref name="Jackson72"/> 11. panserdivision skulle rykke mod sydvest over [[Bourguébus]]-højderyggen og [[Caen]]-[[Falaise]] vejen i retning af [[Bretteville-sur-Laize]], Guards panserdivision skulle rykke mod sydøst for at erobre [[Vimont (Calvados)|Vimont]] og [[Argences]] og 7. panserdivision, som var den sidste, der skulle gå i aktion skulle støde frem til Falaise. 3. infanteridivision og dele af 51. infanteridivision skulle sikre 8. korps østlige flanke ved at erobre området omkring [[Émiéville]], [[Touffreville (Calvados)|Touffréville]] og [[Troarn]].<ref>Trew, pp. 64–65</ref> 2. canadiske korps skulle indlede et angreb med kodenavnet [[Operation Atlantic]] på den vestlige flanke af 8. korps for at befri den del af Caen, som lå syd for Orne-floden.<ref>Stacey, p. 169</ref> De to operationer var planlagt til at begyndte den [[18. juli]], to dage inden den planlagte start på [[Operation Cobra]].<ref name="Williams161">Williams, p. 161</ref>
 
Et angreb ud af Orne-brohovedet havde været foreslået i midten af juni, og skulle være gennemført af det netop ankomne 8. korps med henblik påfor at omgå fronten ved Caen østfra. Operationen havde fået kodenavnet ''Operation Dreadnought'', men blev aflyst da Dempsey og O'Connor gav pessimistiske vurderinger til Montgomery af de vanskeligheder, der var involveretvanskelighederne i en sådan operation. {{#tag:ref|Der er nogen uenighed om, hvorvidt det var Montgomery eller Dempsey, som aflyste operationen. Montgomery hævder, at han aflyste operationen efter at have fået negative tilbagemeldinger om planen fra O'Connor og besluttede i stedet at iværksætte et angreb vest for Caen, hvilket senere blev til [[Operation Epsom]]. Efter krigen fortalte Dempsey til [[Chester Wilmot]], at han meddelte Montgomery, at han ville aflyse det foreslåede angreb den 18. juni.<ref name="Hart131-132">Hart, pp. 131–132</ref>|group=nb}}
 
Den detaljerede planlægning begyndte fredag den [[14. juli]]<ref>Jackson, p. 79</ref>. Men den [[15. juli]] udstedte Montgomery en skrevenskriftlig ordre til Dempsey om at gøre operationen knap så ambitiøs. Disse ordrer ændrede operationen fra at være et "dybt gennembrud" til et "begrænset angreb". <ref name="Trew66"/> Det blev antaget at tyskerne for ikke at risikere et gennembrud med koncentrerede panserstyrker ville blive tvunget til at indsætte deres reserver for at imødegå angrebet.<ref>Reynolds (2002), p. 44</ref> Formålet med operationen var nu "at mødes med de tyske kampvogne i slag og "nedskrive" dem i en grad, så de ikke længere havde værdi for tyskerne" og samtidig forbedre 2. armés stilling.<ref>Ellis, pp. 330-331</ref> Ordrerne sagde, at "en sejr på den østlige flanke vil hjælpe os til at opnå det vi ønsker på den vestlige flanke" men advarede om at operationerne ikke måtte bringe 2. armés stilling i fare, da det var den faste bastion, som var nødvendig for at de amerikanske operationer kunne lykkes.<ref name="Ellis331">Ellis, p. 331</ref> Målene for de tre panserdivisioner blev også begrænset. De skulle kun "dominere området Bourguébus-Vimont-Bretteville" selv om "[[panservogn]]e skulle trænge langt mod syd mod Falaise og sprede uro og modløshed". 8. Korps mål var ændret fra et dybt stød mod Falaise til et begrænset fremstød sydvest for Caen. Det blev understreget, at 2. canadiske korps mål nu var af afgørende betydning, og først når de var nået ville 8. korps "slå til" som situationen måtte kræve det.<ref name="Ellis331"/>
 
[[Fil:Goodwoodfigthingposition.jpg|thumb|Britisk infanteri og kampvogne venter på at rykke frem ved starten på Operation Goodwood 18. juli 1944]]
8. Korps bestod af 61.808 mand<ref>Jackson, p. 84</ref> og 759 kampvogne.<ref name="Trew52"/> 11. panserdivision fik opgaven med at lede fremrykningen<ref name="Trew70"/> og fik til opgave at afskærme [[Cagny (Calvados)|Cagny]]<ref name="Buckley35">Buckley, p. 35</ref> og erobre [[Hubert-Folie|Bras]], [[Hubert-Folie]], Verrières og [[Fontenay-le-Marmion]].<ref name="Trew70">Trew, p. 70</ref> Panserbrigaden skulle omgå hovedparten af de tyskbesatte landsbyer og efterlade dem til efterfølgendede følgende enheder.<ref name="D42">Dunphie, p. 42</ref> Divisionens infanteribrigade, 159. infanteribrigade, skulle i starten fungere uafhængigt af resten af divisionen og erobre [[Cuverville (Calvados)|Cuverville]] og [[Démouville]].<ref>Ellis, p. 352</ref> Guards panserdivision, som rykkede frem efter 11. panserdivision,<ref name="Trew70"/> skulle erobre Cagny<ref name="Buckley35"/> og Vimont. 7. panserdivision, som angreb sidst skulle rykke sydpå forbi højderyggen ved [[Garcelles-Secqueville]]. Yderligere fremstød med panserdivisionerne skulle kun gennemføres efter ordre fra Dempsey.<ref name="Trew66">Trew, p. 66</ref> Ordrerne til 2. canadiske korps blev udstedt den følgende dag. Korpset skulle befri Colombelles og den resterende del af Caen. Efter erobringen af disse områder skulle korpset forberede erobringen af [[Verrières]]-højderyggen.<ref>Stacey, pp. 170–171</ref> I tilfælde af at den tyske front brød sammen under disse angreb ville der komme ordre om en dybere fremrykning.<ref name="Trew66"/>
 
2. armés efterretningstjeneste havde fået et godt billede af den modstand Operation Goodwood kunne forvente at møde, selv om stillingerne på den anden side af de første landsbyer fortrinsvis måtte basere sig på upræcis luftrekognoscering,<ref name="Trew, p. 53"/> de tyske forsvarsstillinger mentes at bestå af to bælter, der var op til 6½ km dybe.<ref>Dunphie, p. 43</ref> De var klar over, at den tyske hær forventede et stort britisk angreb ud af Orne-brohovedet<ref name="Trew, p. 58">Trew, p. 58</ref> og forventede i starten af møde modstand fra 16. Luftwaffe Feltdivision støttet af 25. SS-panzergrenadierregiment fra 12. SS-panzerdivision.<ref name="Trew5356">Trew, p. 53-56</ref> Aflytning af signaltrafikken havde vist, at 12. SS-panzerdivision var lagt i reserve, men vistevidste ikke i starten, at 25. panzergrenadierregiment også var trukket tilbage i reserve, en fejl der blev rettet inden 18. juli.<ref name="Trew5356"/> Kampgrupper fra 21. panzerdivision med omkring 50 [[Panzer IV]]-kampvogne og 34 stk. stormartilleri forventedes at ligge ved Route nationale 13.<ref name="Trew5356"/> 1. SS-panzerdivision var identificeret som liggende i reserve med 40 [[Panther]] og 60 Panzer IV-kampvogne.{{#tag:ref|1. SS-panzerdivision havde rent faktisk 46 Panther og 61 Panzer IV.<ref name="Trew5356"/>|group=nb}} To tunge kampvogns[[bataljon]]er med [[Tiger (kampvogn)|Tiger]]-kampvogne forventedes, men begge bataljoner var fejlagtigt blevet placeret sammen med 1. SS-panzerkorps. Flytningen af disse bataljoner, som var blevet tilknyttet 21. panzerdivision, var ikke blevet opdaget.<ref name="Trew5356"/> Den tyske kampvognsstyrke blev beregnet til at være på 230 kampvogne.<ref name="Ellis336"/> Det tyske artilleri blev vurderet til at bestå af 300 feltkanoner og panserværnskanoner.{{#tag:ref|Rommel udtalte, at det tyske forsvar øst for Orne bestod af 194 feltkanoner og 90 panserværnskanoner.<ref name="Trew5356"/>|group=nb}} 2. armé troede at 90 af disse kanoner var i centrum af kampzonen, 40 på flankerne og 20 kanoner placeret som forsvar af Caen-Vimont-jernbanen.<ref name="Trew5356"/> Kanonlinjen på Bourguébus-højdedraget var blevet identificeret, men styrken og placeringerne var ikke kendt.<ref name="Trew5356"/>
 
2. Armé indledte en afledningsmanøvre for at dække over operationen<ref name="Daglish37"/> , som omfattede angreb fra 12. korps.<ref name="Daglish38"/> Flytningen af tre panserdivisioner til deres samlingsområder vest for Orne blev gennemført om natten uden brug af radioer<ref name="Daglish37">Daglish, p. 37</ref> og blev dækket af artilleriild.<ref name="DEste360">D'Este, p. 360</ref> Om dagen blev der gjort alt for at skjule panserdivisionernes stillinger.<ref name="Daglish37"/>
 
[[Fil:The Allied Campaign in North-west Europe, 6 June 1944 - 7 May 1945 B5452.jpg|thumb|left|Britisk 4,5 tommers kanon gøres klar til affyring i Normandiet]]
Linje 72:
Under det indledende angreb skulle artilleriet skabe en rullende spærreild for 11. panserdivision og støtte angrebene fra 3. infanteridivision og 2. canadiske infanteridivision. Yderligere artillerienheder skulle være klar til at beskyde mål efter anmodning.<ref name="Jackson8586">Jackson, pp. 85–86</ref>
 
Det indledende artilleribombardement blev forstærket af i alt 2077 tunge og mellemtunge bombefly fra RAF og USAAF i tre bølger. {{#tag:ref|1.056 tunge bombefly fra [[RAF Bomber Command]], 539 tunge bombefly fra [[USAAF]]'s 8. luftvåben and 482 mellemtunge bombefly fra USAAF 9. luftvåben.<ref name="Jackson89">Jackson, p. 89</ref>|group=nb}} Luftangrebet blev det største, som blev gennemført som direkte støtte for et angreb på jorden.<ref>Dunphie, p. 35</ref> Et planlagt 2. angreb med tunge bombefly i løbet af eftermiddagen til støtte for fremrykningen på førstedagen for at støtte fremrykningen mod Bourguébus-højderyggen<ref name="Jackson86"/> blev afslået af Dempsey, som mente, at hvis operationen skulle lykkes kunne hans kampvogne ikke vente på et 2. angreb og skulle være nået frem til højdedraget om eftermiddagen.<ref name="Reynolds171"/> Fart var en essentiel del af Goodwood-planen. Det blevet håbet, at luftbombardementet ville give 11. panserdivision tilstrækkelig tid til at sikre sig Bourguébus-højderyggen.<ref name="D42"/> Nærstøtte i luften ville blive leveret af No. 83 Group RAF. Luftvåbenet fik til opgave at neutraliserede de tyske stillinger på flankerne af 8. korps' forventede fremrykning, støttepunkter såsom landsbyen Cagny og tyske kanon- og reservestillinger samt gribe ind overfor troppebevægelser.<ref name="Jackson89"/> Hver brigadehovedkvarter i 8. korps fik tildelt en Forward Air Control post, som skulle hjælpe med at koordinere luftstøtten under hele operationen.<ref>Trew, p. 65</ref> Yderligere støtte blev leveret fra tre skibe fra [[Royal Navy]],{{#tag:ref|Monitoren H.M.S. Roberts, der var udstyret med to 15-tommerkanoner, de lette krydsere H.M.S. Mauritius med tolv 6-tommerkanoner og H.M.S. Enterprise med syv 6-tommerkanoner<ref name="Jackson86"/>|group=nb}}, som fik til opgave at angribe [[Batteri (militær)|kanonbatterier]] nær kysten i nærheden af [[Cabourg]] og Franceville.<ref name="Jackson86"/>
 
[[Fil:York bridge.jpg|thumb|[[Cromwell (kampvogn)|Cromwell]]-kampvogne kører over York-broen, en [[Bailey-bro]] over Caen-kanalen og Orne-floden.]]
[[Ingeniørtropper]]ne i 2. armé, 1. og 8. korps foruden divisionernes ingeniører blev sat i arbejde mellem den [[13. juli]] og aftenen den [[16. juli]] med at bygge 6 nye veje fra vest for Orne-floden til startlinjerne øst for floden og kanalen.<ref>Daglish, pp. 26-29</ref> Ingeniører fra 1. Korps fik også ordre til at bygge to nye broer over Orne-floden og Caen-kanalen samt til at forstærke de eksisterende broer inden angrebet.<ref name="Jackson, p. 87">Jackson, p. 87</ref> 1. Korps' ingeniører fik også ordre til at bygge yderligere to sæt broer mellem starten af slaget og første dags afslutning.<ref>Daglish, p. 29</ref>{{#tag:ref|Disse var de første af 1500 [[Baileybro]]er som blev bygget af den britiske hær under felttoget i Nordvesteuropa.<ref>Daglish, p. 26</ref>|group=nb}} 2. canadiske korps planlagde at bygge op til tre broer over Orne så snart muligheden opstod, så 1. og 8. Korps havde eneret til broerne over floden og kanalen nord for byen.<ref name="Jackson, p. 87"/>
Ingeniørsoldater fra 51. infanteridivision blev sammen med en lille gruppe fra 3. infanteridivision blev beordret til at lave åbninger i minefeltet foran 51. divisions front. De nåede at lave 14 passager og afmærke dem i løbet af natten mellem 16. og [[17. juli]] <ref name="Jackson88">Jackson, p. 88</ref> og om morgenen den 18. juli var der færdiggjort nitten 12 meter brede passager.<ref>Trew, p. 68</ref> Disse passagerDe gjorde det muligt for et panserregiment at passere ad gangen.{{#tag:ref|Efter Operation Goodwood tog det Royal Engineers fem dage i dagslys at fjerne alle minerne, som var lagt foran de stillinger, som tidligere blev holdt af 51. infanteridivision.<ref name="Jackson88"/>|group=nb}}
 
11. panserdivisions infanteribrigade med divisionens og 29. panserbrigades hovedkvarter krydsede over til Orne-brohovedet i løbet af natten mellem den 16. og 17. juli, resten af divisionen fulgte efter den næste nat.<ref name="Jackson91">Jackson, p. 91</ref> Guards og 7. panserdivision blev holdt vest for floden, indtil operationen begyndte.<ref name="DEste360"/>
Da de sidste elementer af 11. panserdivision rykkede på plads blev der sprængt yderligere åbninger i minefelterne mens de forreste områder blev udstyret med skilte og ruterne markeret med hvide strimler samtidig med at 8. korps hovedkvarter flyttede til [[Bény-sur-Mer]].<ref>Jackson, pp. 91–92</ref>
 
=== Tysk planlægning for forberedelse ===
Den [[15. juli]] advarede den tyske militære efterretningstjeneste Panzergruppe West om, at et britisk angreb ud af Orne-brohovedet var sandsynligt fra 17. juli og frem, med det mål at støde mod sydøst i retning af [[Paris]].<ref name="Trew, p. 58"/>
 
Tyskerne anså Caen-området blev af tyskerne anset for at være omdrejningspunkter for deres forsvar i Normandiet og var indstillet på at holde en bue af terræn fra Den engelske kanalKanal til den vestlige bred af Orne-floden.<ref>Daglish, p. 36</ref> Den grundlæggende form, som det tyske forsvar skulle have blev ikke afgjort af Rommel<ref name="Reynolds171">Reynolds (2001), p. 171</ref>, men af general [[Heinrich Eberbach]],<ref name="Reynolds172">Reynolds (2001), p. 172</ref> den øverstkommanderende for Panzergruppe West, og detaljerne blev fastlagt af hans to korpschefer og de seks divisionschefer.<ref name="Reynolds172"/> Forsvaret blev organiseret i fire defensive linjer<ref>Jackson, p. 76</ref> som havde en betydelig dybde<ref name="Ellis336">Ellis, p. 336</ref> på mindst 16&nbsp;km.<ref>Jackson, p. 77</ref> Som led i forsvaret blev landsbyer befæstet med panserværnskanoner, som blev placeret langs de sydlige og østlige sider af det åbne terræn, som 2. armé skulle til at angribe.<ref name="Ellis336"/> En egenskab ved dette forsvar var, at ingen minefelter blev udlagt bag frontlinjen eller mellem forsvarslinjerne, så de tyske kampvogne ikke blev begrænset i deres bevægelsesfrihed.<ref name="Reynolds171"/>
 
Den [[16. juli]] overfløj adskillige [[rekognosceringsfly]] de britiske stillinger, men blev drevet væk af antiluftskytsild<ref name="Jackson92"/>. Om aftenen den 16. – 17. juli tog rekognosceringsfly, som kastede lysblus, billeder, som viste den ensrettede trafik over Orne-floden.<ref name="Daglish37"/> Sent d. 16. juli blev et britisk [[Spitfire]]-rekognosceringsfly, som tog billeder af tyske stillinger, skudt ned over tysk område. Briterne forsøgte med artilleri og jagere at ødelægge det nedstyrtede fly, men forgæves.<ref name="Jackson92"/>
Linje 93:
Divisionens pansergrenaderer med trukne panserværnskanoner og stormartilleri skulle grave sig ned i landsbyerne på Caen-sletten.<ref>Trew, p. 62</ref> 21. panzerdivisions opklarings- og ingeniørbataljoner var placeret på Bourguébus-højderyggen for at beskytte korpsets artilleri,<ref name="Reynolds171"/> som bestod af omkring 48 feltkanoner og middeltungt artilleri og et tilsvarende antal [[Nebelwerfer]]. 86. korps havde 194 kanoner og 272 Nebelwerfer til rådighed.<ref name="Reynolds171"/> Korpset havde også 78 [[88 mm kanon]]er. Et batteri med fire 88&nbsp;mm flak-kanoner, fra 2. Flak-Sturmregiment var placeret i Cagny <ref name="Reynolds171"/> mens der i landsbyerne langs Bourguébus-højderyggen var en afskærmning bestående af 44 88&nbsp;mm kanoner fra, 200. panserværnsbataljon<ref name="D45"/> Hovedparten af kanonerne var på den anden side af højderyggen og beskyttede Caen-Falaise vejen.<ref name="Reynolds171"/><ref>Trew, pp. 63-64</ref> Antallet af tyske kanoner bag frontlinjen er anfægtet af Simon Trew som hævder, at der kun var omkring 36 panserværnskanoner i de tilbagetrukne stillinger, herunder højest 8-16 kanoner på selve højderyggen.<ref name="Trew, p. 64"/>
 
Vest for Caen-Falaise vejen i retning mod Caen lå 1. SS-panzerkorps. Den [[14. juli]] overtog elementer af 272. infanteridivision forsvaret af [[Vaucelles]] og afløste 1. SS-panzerdivision, som blev placeret i reserve mellem landsbyen [[Ifs (Calvados)|Ifs]] og Orne-flodens østlige bred. Den følgende dag blev 12. SS-panzerdivision placeret i [[OKW]]'s reserve for at hvile, og omgrupperes<ref name="Trew57"/> og være i position til at møde et frygtet allieret fremstød mellem Orne og [[Seinen]] – efter ordre fra [[Hitler]]<ref>Reynolds (2001), pp. 166, 171</ref>. Kampgruppe Waldmüller blev flyttet omtrent til Falaise mens Kampgruppe Wünsche blev flyttet til [[Lisieux]], 65&nbsp;km øst for Caen. Divisionens artilleriregiment og antiluftskytsbataljon blev efterladt for at støtte 272. infanteridivision.<ref name="Trew57">Trew, p. 57</ref> Den 17. juli stoppede Eberbach flytningen af Kampgruppe Waldmüller, som var undervejs for at slutte sig til resten af 12. SS-panzerdivision i Lisieux.<ref name="Trew, p. 58"/>
 
== Forberedende operationer ==
{{Hovedartikel|Andet slag om Odon}}
 
Klokken 1 om natten den 11. juli, i kølvandet på Operation Charnwood, gennemførte dele af 153. infanteribrigade med støtte fra kampvogne,{{#tag:ref|Sherman kampvogne fra 148. regiment af Royal Armoured Corps.<ref name="Trew49"/>|group=nb}} et angreb mod stålværket i Colombelles.<ref name="Trew49">Trew, p. 49</ref> Deres mål var at sikre området, så Royal Engineers kunne ødelægge skorstenene, som tyskerne brugte som observationsposter, hvorefter styrken ville trække sig tilbage.<ref>Daglish, p. 35</ref> Styrken faldt i et baghold af Tiger-kampvogne kl. 5 og angrebet blev opgivet efter at 9 kampvogne var gået tabt.<ref name="Trew49"/>
 
Mens planlægningen og forberedelsen af Goodwood var i gang, gennemførte 2. armé to forberedende operationer. Formålet med disse operationerdem var ifølge Montgomery, at "inddrage fjenden i uophørlige kampe. Vi må 'nedskrive' hans tropper, og generelt må vi dræbe tyskere". Historikeren Terry Copp har beskrevet dettedet som punktet, hvor felttoget i Normandiet skiftede karakter til et udmattelsesslag, hvor Montgomery gjorde sit bedste for at det var tyskerne som kollapsede først.<ref name="Copp135"/>
 
Operation Greenline blev iværksat om aftenen den 15. juli af 12. korps.{{#tag:ref|12. Korps bestod af 15. infanteridivision forstærket med en brigade af 53. infanteridivision og 34. kampvognsbrigade, 43. infanteridivision og 53. infanteridivision bortset fra en brigade.<ref name="Reynolds46"/>|group=nb}}<ref name="Reynolds47">Reynolds (2002), p. 47</ref> Greenlines mål var at overbevise tyskerne om at det forventede angreb ville blive iværksat vest for Orne-floden fra stillinger holdt af 12. korps.<ref name="Daglish38">Daglish, p. 38</ref> Dette angreb ville fastholde 9. og 10. SS-panzerdivision, der lå overfor 12. korps, så de ikke kunne indsættes imod operation Goodwood eller [[Operation Cobra]].<ref name="Reynolds46">Reynolds (2002), p. 46</ref> Det britiske angreb, som var støttet af 450 kanoner foruden kampvogne og kunstigt måneskin,{{#tag:ref|Søgelys som blev rettet mod skyerne hvorfra lyset blev kastet tilbage og oplyste jorden nedenunder som hjælp for infanteriet<ref name="Reynolds47"/>|group=nb}} begyndte godt, men tysk artilleribeskydning afbrød fremrykningen. Ved daggry havde 12. korps erobret adskillige af sine mål, men havde ikke erobret Høj 112. 9. SS-panzerdivision blev sat ind og ved dagens slutning havde den i det store og hele genskabt frontlinjen om end et modangreb mod Høj 113 mislykkedes.<ref>Reynolds (2002), pp. 46–48</ref> Fornyede angreb fra 12. korps førte ikke til gevinster og om aftenen den 17. juli blev operationen stoppet og den britiske styrke på Høj 113 blev trukket tilbage.<ref>Reynolds (2002), pp. 49–50</ref>
Linje 110:
Disse to operationer kostede 2. armé tab på 3500<ref name="Trew52">Trew, p. 52</ref> og der blev ikke opnået væsentlige gevinster, men operationerne var strategisk set vellykkede ved at 2. panzerdivision og 10. SS-panzerdivision var forblevet ved fronten og 9. SS-panzerdivision var blevet tilkaldt fra korpsets reserver,<ref name="Daglish38"/><ref name="ellis334"/><ref>Reynolds (2002), p. 50</ref> efter at det var blevet tvunget til at reagere på de trusler som udviklede sig i Odondalen.<ref name="Trew52"/> Disse operationer kostede tyskerne tab på omkring 2000.<ref name="Copp135">Copp, p. 135</ref> Terry Copp har skrevet, at disse slag var "et af de blodigste sammenstød i felttoget".<ref name="Copp135"/>
 
Om eftermiddagen den 17. juli blev en tysk stabsvogn beskudt af en britisk jager nær landsbyen [[Sainte-Foy-de-Montgommery]]. En af passagererne var [[Erwin Rommel]], som blev alvorligt såret.<ref>Wilmot, pp. 357–358</ref> Det betød, at [[Heeresgruppe B]] ikke havde nogen øverstkommanderende den 18. juli.<ref name="Trew70"/>
 
== Hovedangrebet ==
=== 18. juli ===
 
{{citat|I 45 minutter var processionen af bombefly uden ophold, og da de var borte, brød tordenen fra kanonerne løs og fyldte luften, da artilleriet fortsatte bombardementet| [[Chester Wilmot]]s beskrivelse af starten på Operation Goodwood<ref name="Jackson93"/>}}
 
[[Fil:The Campaign in Normandy 1944 B8032.jpg|thumb|Trods sin vægt blev denne [[Tiger (kampvogn)|Tiger]] vendt på hovedet under luftbombardementet. Tre mand overlevede.<ref>Trew, p. 71</ref>]]
 
Kort før daggry trak infanteriet i den sydlige sektor af Orne-brohovedet sig stille 1&nbsp;km tilbage mod nord.<ref>Dunphie, p. 56</ref> Klokken 5:45 begyndte det forberedende bombardement. 1056 [[Handley Page Halifax]] og [[Avro Lancaster]] tunge bombefly,<ref name="Jackson92">Jackson, p. 92</ref> i 900 meters højde nedkastede 4800 tons sprængbomber på Colombelles, stålværket, 21. panzerdivisions stillinger og byen Cagny, hvilket betød at halvdelen af byen blev ødelagt.<ref>Trew, pp. 71–72</ref> Klokken 6:40 indledtes artilleribeskydningen og 20 minutter senere nedkastede amerikanske [[B-26 Marauder]]-bombefly 563 tons fragmenteringsbomber fra 3-3,9 km højde mod 16. Luftwaffedivision<ref name="Trew72">Trew, p. 72</ref> mens jagerbombere angreb støttepunkter og kanonstillinger.<ref name="Reynolds 2001, p. 174">Reynolds (2001), p. 174</ref> Under dette 45 minutter lange bombardement af den 2. bølge af bombefly rykkede 11. panserdivision ud af sit samlingsområde mod startlinjen.<ref name="Jackson93">Jackson, p. 93</ref> Klokken H var kl. 7:45<ref name="Jackson92"/> og på det tidspunkt begyndte artilleriet at lægge spærreild for panserdivisionen. Da fremrykningen begyndte åbnede yderligere artilleriregimenter ild mod Cuverville, Demouville, Giberville,<ref>Trew, p. 73</ref> Liberville, Cagny og Émiéville. De tunge kanoner beskød også mål så langt sydpå som Garcelles-Secqueville og Secqueville la Campagne. 15 minutter senere begyndte det sidste bombeangreb,<ref name="Jackson94">Jackson, p. 94</ref> hvor tunge amerikanske bombefly kastede 1340 tons fragmenteringsbomber i Troarnområdet og på hovedkanonlinjen på Bourguébus-højderyggen.<ref name="Trew72"/> Kun i alt 25 bombefly gik tabt som følge af tysk antiluftskyts.<ref name="Jackson94"/> Herefter blev operationen støttet af 800 [[jagerbomber]]e fra No. 83 Group RAF og No. 84 Group RAF. Bombardementet satte midlertidigt 22. panzerregiment og 503. tunge panzerbataljon ud af spillet med skader af vekslende omfang på kampvognene, hvoraf nogle var blevet vendt på hovedet<ref name="Trew72"/> mens andre var ødelagt<ref>Saunders, pp. 61, 64</ref> og 20 kampvogne blev efterladt i bombekratere.<ref name="Trew72"/> Det fleste tyske stillinger ved fronten var blevet ødelagt<ref name="Reynolds 2001, p. 174"/> og de overlevende forsvarere var "fortumlede og forvirrede".<ref name="Trew72"/>
{{citat|Det var et helvede, og jeg er stadig forundret over at jeg overlevede det. Jeg var bevidstløs i et stykke tid efter at en bombe var sprunget lige foran min kampvogn og næsten havde begravet mig levende|Freiherr von Rosens beskrivelse af bombardementet, som han overlevede ved at gå i dækning under sin kampvogn.<ref>Saunders, p. 63</ref>}}
 
Mens mange stillinger blev ødelagt, blev nogle mål overset på grund af støv, tåge og fordi bombeflyenes besætninger ikke kunne se dem.<ref name="Trew72"/> Andre tyske stillinger, som lå på tværs af den britiske fremrykningslinje og var besat med pansergrenaderer og stormartilleri, lå udenfor angrebszonerne og blev sparet.<ref>Saunders, p. 65</ref> Cagny og Émiéville blev ramt hårdt under bombardementet, men forsvarerne var stort set uskadte og havde tid til at komme sig og forberede sig på at møde angrebet. Begge steder var der frit udsyn til den rute som briterne ville følge.<ref name="Williams167">Williams, p. 167</ref> Enheder såsom 503. tunge kampvognsbataljon fik også taget sig sammen og gik i gang med at grave deres halvt begravede kampvogne ud, så de var klar til kamp samme morgen.<ref>Reynolds (2001), p. 175</ref>
Selv om der faldt bomber på Bourguébus-højderyggen, som ødelagde nogle kanoner<ref name="Trew72"/>, var det meste af det tyske artilleri og panserværnsskyts fortsat intakt.<ref name="Williams165">Williams, p. 165</ref>
 
Spærreilden, som angav starten på [[Operation Atlantic]], begyndte kl. 8:15. Det canadiske infanteri og kampvogne krydsede startlinjen klokken 8:35,<ref>Trew, p. 76</ref> fem minutter senere trængte britisk infanteri fra 159. infanteribrigade ind i Cuverville. De havde også kontrol over landsbyen og det omkringliggende område kl. 10:30, men patruljer konstaterede, at Demouville var kraftigt forsvaret af tyskerne og yderligere forsøg på at erobre dette andet mål blev forsinket mens infanteriet blev reorganiseret.<ref>Jackson, pp. 94–95</ref> De forreste [[eskadron]]er af 11. panserdivisions 29. panserbrigade passerede uden problemer minefelterne og havde nået Caen-Troarnjernbanen kl. 8:05.<ref name="d62">Dunphie, p. 62</ref><ref>Trew, p. 77</ref> Den første fase af spærreilden sluttede kl. 8:30.<ref name="d62"/> Brigaden var allerede begyndt at indsamle et stort antal fanger fra 16. Luftwaffedivision, som stadig var chokerede ovenpå bombardementet.<ref name="Jackson94"/>
 
Caen-Troarnjernbanen afstedkomgav nogle forsinkelser for panserregimenterne. Da artilleriet genoptog beskydningen kl. 8:50, havde kun det forreste panserregiment og en del af det næste passeret jernbanen. Mens modstanden stadig var minimal, og flere fanger blev taget, havde de to panserregimenter problemer med at følge med spærreilden, da de begyndte at bevæge sig udenfor det område, som reserveeskadronerne kunne yde støtte i.<ref name="Jackson94"/>
 
Spærreilden stoppede kl. 9, som planlagt, og 35 minutter senere havde de forreste kampvogne nået jernbanelinjen mellem Caen og Vimont.<ref name="Jackson95">Jackson, p. 95</ref> Brigadens tredje regiment, 23. [[husar]]er, reserven havde kun passeret den første jernbanelinje, da de blev involveret i 1½ times kamp med et batteri selvkørende kanoner fra 200. ''Sturmartillerie''-bataljon, som fejlagtigt var blevet identificeret som Tiger-kampvogne.<ref name="D74">Dunphie, p. 74</ref>
 
[[Fil:Fightinggoodwood.jpg|thumb|Britiske tropper i aktion nær Cagny den 18. juli 1944.]]
Linje 135:
Mens kampvognene rykkede forbi Cagny kom de under beskydning fra panserværnskanoner mod øst, herunder fra [[88 mm kanon|88 mm flakkanoner]] i Cagny<ref name="Trew80">Trew, p. 80</ref>. I løbet af få minutter blev mindst 12 kampvogne fra 2. Fife and Forfar Yeomanry sat ud af spillet.<ref name="D74"/><ref name="Trew80"/>
 
Det som var blevet planlagt som et angreb med tre panserdivisioner mod Bourguébus-højderyggen, var nu blevet til en fremrykning uden støtte med to kampvognsbataljoner, som var ude af hinandens synsfelt, mod kraftig tysk beskydning. 2. Fife and Forfar Yeomanry fortsatte deres fremrykning sydpå og blev beskudt fra den tyske hovedkamplinje, mens 3. Royal Tank Regiment var drejet vestpå og udvekslede skud med den tyske garnison i Grentheville inden den omgik landsbyen og rykkede frem langs udkanten af Caen indtil den drejede sydpå mod Bras og Hubert-Folie.<ref name="Trew80"/>
 
Klokken 11:15 havde de britiske kampvogne nået højderyggen og landsbyerne Bras og Bourguébus. Forsøg på at rykke længere frem blev mødt af kraftig modstand, herunder beskydning bagfra fra modstandslommer, som var blevet omgået.<ref name="Trew82">Trew, p. 82</ref> Mens briterne kæmpede på højderyggen gav general Eberbach ordre til et modangreb med panserstyrker, der af historikeren Simon Trew blev beskrevet som "ikke et defensivt træk, men derimod et panserangreb". 1. SS-panzerdivision skulle angribe over højderyggen mens 21. panzerdivision angreb i Cagny-området for at generobre alt det mistede terræn.<ref>Trew, pp. 80-82</ref> Tyske kampvogne begyndte at ankomme på højderyggen omkring middag, og britiske kampvognsbesætninger rapporterede snart tyske kampvogne og kanoner overalt. Som svar blev der gennemført raketangreb med [[Hawker Typhoon|Typhoon]]-jagerbombere mod højderyggen hele eftermiddagen, hvilket forsinkede og forhindrede 1. SS-panzerdivisions modangreb.<ref name="Trew82"/>
 
De resterende to panserdivisioner var stadig i færd med at overskride floden og minefelterne. Da Guards Armoured Division havde passeret de forreste tyske stillinger, blev den forsinket af beskydning i flanken fra Cagny og Emieville. De brugte hele dagen på at fjerne forsvarerne fra Cagny. Da det var sket, angreb de i retning mod Vimont mod sydøst (som oprindelig planlagt, men meget senere end forudset). Uskadte forsvarere med velforskansede panserværnskanoner stoppede dem og ødelagde 60 kampvogne.<ref>Wilmot, pp. 359–360</ref> I skumringen var kun et panserregiment fra 7. panserdivision i kamp. Hovedparten af divisionen var ikke færdig med at krydse Orne før kl. 22 og kunne ikke bidrage ved angrebet.
 
=== 19. – 20. juli ===
Tyske kampvogne gennemførte et modangreb sent på eftermiddagen, og kampene fortsatte i det højtliggende terrænhøjderne og omkring Hubert-Folie den [[19. juli]] og [[20. juli]] og bragte angrebet til standsning. Den [[21. juli]] begyndte Dempsey at sikre sine gevinster ved at udskifte panserstyrkerne med infanteri.
 
== Efterspil ==
Der blev vundet noget terræn i Goodwood idet brohovedet over Orne blev udvidet. På nogle få punkter var briterne trængt 11&nbsp;km frem, men en stor del af gevinsten var på sydpå langs den britiske front frem for østpå ind i dybden af de tyske stillinger, men Caen var endelig sikret.<ref name="Williams131"/>
 
Goodwood blev iværksat på et tidspunkt, hvor der var store frustrationer i den allierede overkommando, og det bidrog til den kontrovers, som omgiver operationen. Det allierede brohoved i Normandiet voksede ikke med den planlagte hastighed. – på dette tidspunktDet udgjorde det kun 20 % af det forventede, og dettedet førte til, at det var overfyldt,<ref>Blumenson, p. 4-6, 119</ref> og der var frygt for at havne i et dødvande<ref>Blumenson, p. 4, 186</ref>. De Allierede kunne ikke udnytte deres potentielt afgørende fordele i form af mobilitet i juni og begyndelsen af juli. De var på udkig efter et afgørende gennembrud af den tyske front.
 
En stor del af kontroversen omkringom målet for slaget stammer fra de modstridende meddelelser fra Montgomery. Han skruede målene i Goodwood op, da han talte med pressen på førstedagen og hævdede senere, at det var gjort bevidst for at få tyskerne til at indsætte deres styrker langt væk fra den vestlige ende af slagmarken. Montgomery var notorisk forfængelig og mente ikke, at han var forpligtet til at tale med overordnede, som ikke var til stede på slagmarken. Derfor lod det til, at han ved planlægningen af Goodwood lovede at angrebet ville betyde det gennembrud, som de Allierede søgte, så da det britiske 8. korps ikke brød igennem, følte den amerikanske general [[Dwight D. Eisenhower]] ifølge nogle kilder, at han var blevet vildledt.
 
Mens han gav sine chefer indtryk af at et gennembrud var forestående, nedtonede Montgomery i sine skrevne ordrer til sine underordnede chancen for et gennembrud. F.eks.Fx indeholdt kopier af ordrer, som blev fremsendt til SHAEF, en ordre om at en panserdivision skulle tage Falaise, en by langt bag de tyske linjer. Tre dage før angrebet reviderede Montgomery imidlertid disse ordrer og fjernede Falaise som et mål, men han undlod at sende kopier af disse reviderede ordrer til SHAEF. Dermed blev Eisenhower holdt i uvidenhed om de mere beskedne mål, og blev rasende over de senere resultater. Det kom til at ride Montgomery som en [[mare]] sidenhen, da det gav hans mange fjender (især Arthur Tedder) grund til at hævde at operationen var slået fejl.<ref name="Williams174">Williams, p. 174</ref>
 
Taktisk set lykkedes det tyskerne at opfange offensiven, og de holdt stand i mange af deres centrale stillinger (om end de mistede Bourguébus-højderyggen), og de forhindrede et allieret gennembrud. Alligevel var de blevet overrasket over tyngden i angrebet og det indledende luftbombardement. Det var klart, at ethvert forsvarssystem, som var mindre end 8&nbsp;km i dybden kunne overvældes på en gang ved et sådant angreb, og tyskerne havde kun mulighed for at bemande deres forsvarslinjer i en sådan dybde i området syd for Caen.<ref>Wilmot, p. 264</ref>
 
Briterne udvidede deres kontrol over et 11&nbsp;km bredt bælte øst for Caen.<ref>Trew, p. 94</ref> Undervejs ødelagde de op imod 100 tyske kampvogne og tog lige over 2000 fanger.<ref>Trew, p. 96-97</ref> Antallet af tyske døde og sårede under slaget kendes ikke.
Linje 161:
Den britiske hær mistede i alt 4827 mand, som blev dræbt, såret eller taget til fange. 1. Korps havde tab på 3817 og 8. korps 1020.<ref name="Wilmot, p. 362">Wilmot, p. 362</ref> Panserdivisionerne fik 140 kampvogne ødelagt og yderligere 174 var beskadiget i forskellig grad.<ref>Trew, pp. 97-98</ref> 11. panserdivision var den hårdest ramte, og mistede 191 kampvogne.<ref>Fortin, p. 19</ref> Størrelsen af de britiske tab af kampvogne har været genstand for debat, og nogle historikere sætter antallet af ødelagte britiske kampvogne til 300. <ref name="Tamelander288">Tamelander, Zetterling, p. 288</ref> En stor del af de kampvogne, som blev slået ud af kampen kunne repareres, men Guards Division, 11. panserdivision og 7. panserdivision havde mistet 469 kampvogne (8. korps mistede 131 kampvogne den 19. og yderligere 68 den 20.), og disse tab skulle lægges til tabene i 1. britiske og 2. canadiske korps (på grund af manglende registreringer vil disse tal forblive ukendte.) <ref name="Tamelander288" />
 
Den formentlig største grund til, at Goodwood efterfølgende blev set som en succes, var, at angrebet forstærkede den tyske holdning om, at briterne og canadierne på de Allieredes østlige flanke var den farligste fjende. DetteDet medførte, at tyskerne indsatte deres reserver på den østlige del af fronten, så de amerikanske tropper kun stod overfor halvanden panserdivision sammenlignet med de 6½, som stod overfor briterne og canadierne. Da operation Cobra gennembrød den tynde tyske forsvarslinje mod vest, var der ikke mange mekaniserede tyske enheder til rådighed for et modangreb.<ref>Williams, p. 185</ref> Den officielle amerikanske historiker skrev efter krigen, at hvis Goodwood havde skabt et gennembrud "''ville Cobra formentlig have været unødvendig"''.<ref>Blumenson, p. 188</ref>
 
== Noter ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Operation_Goodwood"