Norske Lov: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m skabelon |
Nordfra (diskussion | bidrag) Norske Lov taget i anvendelse i 1996. |
||
Linje 1:
[[Fil:Chr. Vs Norske Lov.JPG|thumb|''Kong Christian Den
[[
'''Kong Christian Den Femtis Norske Lov''' blev vedtaget den 15. april [[1687]] og trådte i kraft på [[Mikkelsdag]] den [[29. september]] [[1688]] og afløste [[Christian
[[Christian
▲'''Kong Christian Den Femtis Norske Lov''' blev vedtaget den 15. april [[1687]] og trådte i kraft på [[Mikkelsdag]] den [[29. september]] [[1688]] og afløste [[Christian IV's Norske Lov]] fra [[1604]]. Loven blev sat i kraft for Færøerne ved kgl. reskript af 12. maj 1688.<ref>[http://logir.fo/Norske-Lov/0-af-12-05-1688-om-Norske-Lovs-ikrafttraeden logir.fo: Om Norske Lovs ikrafttræden]</ref> Ved udgivelsen af loven var der under et portræt af kongen gengivet et [[digt]] af [[Thomas Kingo]].
▲[[Christian V]]'s Norske Lov baserede sig på [[Danske Lov]] fra [[1683]], men indeholdt en hel række særbestemmelser og indrømmelser overfor norske økonomiske interesser.<ref>Sverre Bagge og Knut Mykland, ''Norge i dansketiden'', Politiken 1987, side 200.</ref> Det norske forarbejde med at få revideret lovgivningen var startet med forslag fra [[Jens Bjelke]] om at revidere loven. [[Statholder]]ne [[Hannibal Sehested (rigsskatmester)|Hannibal Sehested]] og [[Ulrik Frederik Gyldenløve]] støttede også bestræbelserne, men først i [[1680]] kom en lovkommission i gang.
Norske Lov indeholdt en række særbestemmelser som adskilte sig fra den tilsvarende Danske Lov, særlig inden for stedlige forhold som jordleje, familiens ejendomsret til jord, arveret, jagt- og fiskeriret, handelsregulering og militære forhold.<ref>Bagge og Mykland, 1987, side 200.</ref>
== Forhistorie ==
Den ved [[Magnus Lagabøtes Landslov]] af [[1274]] og byloven af [[1276]] i alt væsentligt opnåede retsenhed for landet fastholdtes senere altid. Efter at imidlertid unions- og reformationsperioderne havde fremkaldt en voksende overgang ikke alene til danske retsnormer, men i endnu højere grad til benyttelsen i de højere samfundslag af dansk sprog, tabtes uden for en snæver kreds af lovkyndige evnen til både at læse og fortolke de gamle lovbøger.<ref name="Salm 237">[http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0263.html ''Salmonsen'', s. 237]</ref> ▼
For at hjælpe på denne for retsplejen så mislige tilstand
▲Den ved [[Magnus Lagabøtes Landslov]] af 1274 og byloven af 1276 i alt væsentligt opnåede retsenhed for landet fastholdtes senere altid. Efter at imidlertid unions- og reformationsperioderne havde fremkaldt en voksende overgang ikke alene til danske retsnormer, men i endnu højere grad til benyttelsen i de højere samfundslag af dansk sprog, tabtes uden for en snæver kreds af lovkyndige evnen til både at læse og fortolke de gamle lovbøger.<ref name="Salm 237">[http://runeberg.org/salmonsen/2/18/0263.html ''Salmonsen'', s. 237]</ref>
Efter fornyet bearbejdelse vedtoges lovteksten på en [[herredag]] i [[Bergen]] i juli [[1604]] og overgaves derpå, med ny ændringer, ved et som fortale indtaget kongeligt brev af 4. december samme år til trykning. Denne foregik så hurtig, at trykte eksemplarer i juni [[1605]] fra København kunne oversendes de norske lagstole til benyttelse. I hovedsagen er dog "Christian
▲For at hjælpe på denne for retsplejen så mislige tilstand "omvendte" lagmanden [[Anders Sæbjørnson]] omkring 1530 landsloven på dansk. Hans oversættelse, der samtidig i adskilligt var en bearbejdelse og desuden gennemgående meget fri samt til dels fejlfuld, vandt dog almindelig udbredelse i praksis og fortrængtes heller ikke fra denne ved en nærmere grundteksten liggende oversættelse af lagmanden [[Hans Lo]]. Den sidste synes at have udført dette arbejde efter opdrag af kong [[Frederik II]], som i et [[reskript]] af [[1572]] havde befalet lagmændene "den Norske Lov" "paa god Danske transferere og udsætte". Lige så lidt blev usikkerheden med hensyn til lovteksternes rette lydelse fjernet på et af [[Christian IV]] i [[1593]] i Oslo sammenkaldt møde af lagmændene for at få den Norske Lov forklaret. Først på et lignende møde sammesteds i [[1602]] lykkedes det kongen at få loven oversat og forsynet med forslag til tidsmæssige ændringer, rigtignok af allernødtørftigste art.<ref name="Salm 237"/>
[[Fil:Ulrik Frederik Gyldenløve 1.jpg|thumb
Tanken på en revision af Norske Lov fremsattes efter [[enevælden]]s indførelse først af statholderen [[Ulrik Frederik Gyldenløve]] i [[1664]] og gentoges i [[1666]]. Men videre tiltag såvel i dette år som [[1680]] ledede ikke til noget. I [[1682]] nedsattes derimod i København en lovkommission bestående af 4 nordmænd, hvis opdrag gik ud på at gennemgå den da fuldt færdige Danske Lov og at undersøge, hvor meget deraf til opnåelse af "uniformitet" kunne bibeholdes for Norge. Hvor dette ikke lod sig gøre, skulle de påse, at de fornødne afvigelser "''efter Norges Skik og Sædvane vorder forfattet''". Kommissionens formand var "
▲Efter fornyet bearbejdelse vedtoges lovteksten på en [[herredag]] i [[Bergen]] i juli [[1604]] og overgaves derpå, med ny ændringer, ved et som fortale indtaget kongeligt brev af 4. december samme år til trykning. Denne foregik så hurtig, at trykte eksemplarer i juni 1605 fra København kunne oversendes de norske lagstole til benyttelse. I hovedsagen er dog "Christian IV's Norske Lov" kun "en autorisation af Anders Sæbjørnsons oversættelse og har arvet dennes svagheder". Den udelader landslovens [[kristendom]]sbalk og tager heller intet Hensyn til bylovens særafsnit. Ved sin udgivelse modtagen med megen glæde, fordi den gjorde ende på forvirringen i henseende til de mange indbyrdes uens lovtekster, viste den sig i den praktiske anvendelse snart både forældet og ukorrekt. Den blev imidlertid i formen stående uophævet, indtil den i 1687 afløstes af "Christian V's Norske Lov".<ref name="Salm 237"/>
▲[[File:Christian V of Denmark.jpg|thumb|left|[[Christian 5. af Danmark|Christian V af Danmark-Norge]].]]
▲[[Fil:Ulrik Frederik Gyldenløve 1.jpg|thumb|upright|[[Ulrik Frederik Gyldenløve]], [[statholder]] i Norge, havde stor indflydelse på kong [[Christian V]]'s Norske Lov.]]
▲Tanken på en revision af Norske Lov fremsattes efter [[enevælden]]s indførelse først af statholderen [[Ulrik Frederik Gyldenløve]] i [[1664]] og gentoges i 1666. Men videre tiltag såvel i dette år som 1680 ledede ikke til noget. I 1682 nedsattes derimod i København en lovkommission bestående af 4 nordmænd, hvis opdrag gik ud på at gennemgå den da fuldt færdige Danske Lov og at undersøge, hvor meget deraf til opnåelse af "uniformitet" kunne bibeholdes for Norge. Hvor dette ikke lod sig gøre, skulle de påse, at de fornødne afvigelser "efter Norges Skik og Sædvane vorder forfattet". Kommissionens formand var "Rigens Skriver" (i Statholderens Kancelli på [[Akershus slot|Akershus]]) [[kancelliråd]] [[Christian Stockfleth (1639-1704)|Christian Stockfleth]], senere stiftamtmand og en tid lang envoyé (udsending) i Stockholm; dens virksomste kraft var derimod vistnok [[borgmester]] i [[Kristiania]] [[Jens Hoppener]], fra hvis hånd der tidligere forelå en kritik af Christian IV’s Norske Lov, og som også for øvrigt ses at have syslet med studier i norsk ret. Formodentlig skyldes det derfor nærmest ham, at kommissionens udkast, der allerede var færdigt inden årets udgang, trods stærk og principiel tilslutning til Danske Lov, dog samtidig røber et selvstændigt og indsigtsfuldt syn for ulighederne mellem begge rigers retsforfatning. Da kommissionen imidlertid i denne retning gik videre end fra dansk side forønsket, blev der i 1683 nedsat en udelukkende af danske sammensat revisionskommission, blandt hvilke Danske Lovs hovedforfatter [[Rasmus Vinding]], mens Hoppener og et andet medlem af den norske kommission kun befaledes at bistå dem. Da imidlertid det norske udkast ikke lagdes til grund for revisionen, men der tværtimod til lovens 3 første bøger af revisionskommissionen udarbejdedes et nyt udkast, trak de to nordmænd sig tilbage. I stedet nedsattes der 1684 en ny revisionskommission af norske embedsmænd med sammentræde i Kristiania. De indskærpedes på ny uniformitetens bevarelse, hvorfor deres rettelser af det danske udkast, skønt ingenlunde uden betydning, dog i det hele blev lidet indgribende. I revisionen af 2. bog deltog også de norske [[biskop]]per, hvilket medførte nogle flere ændringer i national retning. Derpå gik lovteksten atter tilbage til den danske kommission, som nu gav Norske Lov dens endelige form.<ref name="Salm 237"/>
Den promulgeredes ved forordning af [[14. april]] [[1688]] og trådte i kraft Mikkelsdag samme år, men da fortalen er dateret 15. april 1687, anses den som given under denne dato.<ref name="Salm 237"/>
== Lovens fortale: Norges særstilling i rigsfællesskabet ==
[[Danmark-Norge|Norge]]s stilling som et eget [[Stat|rige]] og med sin egen lov kommer klart til udtryk i fortalen til ''Norske Lov'', der indeholder følgende begrundelse for lovens udarbejdelse og stadfæstelse af den unge enevælde:
:"VI CHRISTIAN DEN FEMTE [[Af Guds Nåde|af Guds Naade]], ''Konge af Danmark og Norge'', de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, giøre hermed for alle vitterligt, at saasom Guds Frygt og Retfærdighed ere de tvende fornemste Støtter og Hovedpillere, med hvilke Lande og Riger udi deris bestandige Flor og Velstand befæstis og opholdis, og derfor ligesom Gud allermægtigste til det første haver givet os en stor Anledning i disse Nordiske Lande, hvor hand saa naadeligen haver ladet antænde sit Ords og Evangelii klare Lys, som aabenbarligen over alt iblant os skinner og lyser til den sande og rette Religions Bestyrkelse, som bestaar i en fornuftig og retsindig Guds Frygt og Dyrkelse: Saa er og til det andet, som er Ret og Retfærdighed i Lande og Riger at stadfæste højligen fornøden saadanne Love at beskikke og forordne, hvorved Retfærdighed fra al Vold og Indpas maa vorde beskærmet; Ti dersom et hvert Menniske var retsindigt og vilde nøjis med det ham med rette tilkom, og ikke søge sin Næstis Skade, men giøre hannem den samme Ret, hand ville sig selv skulle vederfaris, da giordis ingen Lov fornøden, men derfor sættis Loven, at de Retvise og Fredsommelige maa nyde deris Ret og de Uretvise og Uretfærdige, som ikke ville giøre ret efter det, som i Loven skrevet er, kand vorde ved den Straf, som i Loven sat er, formeente at giøre uret."
Indledningen indeholder kongens fulde retsstilling, hvor Norge fremhæves ved siden af Danmark. Desuden fremsættes pædagogiske sidestillinger af tro og retsskaffenhed som grundlaget for rigets velstand. Videre hedder det:
Line 38 ⟶ 35:
:"Hvis ellers Privilegier og Friheder, som Loven, Recesserne og endeel Forordninger tilforn ikkun tilegnede dennem, hvis Forfædre i Begyndelsen med deris Dyd og Tieniste for Riget og Fædernelandet dislige Privilegier hafde forhvervet, derom have Vi, for at opmuntre alle til Dyd paa sine Tider og Stæder, giort saadan allernaadigst Anordning, at forbemælte Privilegier og Friheder skal strække sig til alle vore kiere og tro Undersaatter i Almindelighed saaledis, at alle de, som formedelst deris Dyd og Dygtighed af Os til noget Embede, eller Forretning, hvoraf de selv kand have nogen Ære og Berømmelse, vorde bestilte og antagne, alle føromrørte Privilegier, Friheder, Ære og Værdigheder nyde. Og er saaledis dette vigtige Verk ved Guds Naadis Bistand og efter lang Ynske nu fuldfærdiget og kommet til den Ende, at det efter vor allernaadigste Befaling er vorden trykt, hvorved Vi alle forrige Love, Ordinantzer, Recesser og Forordninger, saa vit de her ikke findis indførte, ville ganske have ophævede, og ej i nogen maade, tillade, at, saasom de til ævig Tid bør at være magtisløse, og uden nogen Brug, de da efter denne dag enten af Parterne i nogen Rettergang maa brugis, eller af Dommerne i forrefaldende Sager anseis; ''Ti byde Vi og alvorligen befale alle og enhver, ihvo de og ere, som bygge og boe udi vort Rige Norge, eller derudi noget Gods eje, eller sig der opholde, at de rette sig efter alt hvis her staar skrevet i denne Lovbog, saa fremt de ville undgaa den Straf, som i den sat er, og ikke have forbrut al Kongl. Hyldest og Naade''. Særdelis strengeligen befalis Dommerne og alle, som dømme skulde, at de udi alle Sager, som dennem forrekomme, denne Lov som en Rettesnor følge, og derefter retsindeligen kiende og Dom afsige uden nogen Anseelse til Vold, Magt, Højhed, Frændskab, Venskab, Had, eller Avind, og hielpe hver mand til Rette, den Ringe og Fattige saavelsom den Høje og Rige, Indlændiske og Udlændiske, og med deris Domme frelse alle dennem, som med Vold tvingis, særdelis fattige Enker og faderløse Børn, paa det at Sandhed, Retfærdighed og Fred maa boe i landet, og den retfærdige og højeste Dommeris Naade og Miskundhed maa styrkis og formeris over voris Kongl. Arve-Huss, ''vore Arve-Riger og Undersaatter'' til bestandig Velstand med timelig og ævig Velsignelse. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den Femtende Aprilis Aar efter Christi Fødsel Et Tusinde Sex Hundrede Firesindstyve og Syv, voris Regærings Attende."
Udtrykket "''vort rige Norge''" lader ikke tvivl om, at Norge var et rige, ikke en [[provins]].
== Lovbestemmelser ==
Norske Lov blev på flere områder, fx med hensyn til landboforholdene
=== Strafferetslige bestemmelser ===
Loven indebar blandt andet brug af [[gabestok]], samt [[hjul og stejle]].
Så sent som i [[1875]] blev den tolv år gamle Andrea Eliasdatter Fedje dømt til fem års straffarbejde for [[mord]], efter at have druknet en tre år gammel pige i et mosehul i [[Masfjorden]].<ref>Sørnes, s. 142</ref> Det var denne forordning, som blev iværksat overfor de to unge søstre Alet og Anne Christophersdatter, da de blev
▲Loven indebar blandt andet brug af [[gabestok]], samt [[hjul og stejle]]. Man skulle være under ti år, før alder var formildende. Forordningen fastsatte i detaljer hvordan, morderen skulle [[tortur]]eres før [[henrettelse]]n: Knibes med gloende tænger af [[skarpretter]]en udenfor [[åsted]]et, derefter tre gange på vejen mellem åsted og rettersted, og til sidst for femte gang på retterstedet. Så skulle "''Haanden lefvendis afhugges''", og til sidst hovedet med økse. Hånden skulle fæstes på samme stage som hovedet, og kroppen lægges på hjul som mad for [[krage]]rne.<ref>Sørnes, s. 55</ref>
▲Så sent som i [[1875]] blev den tolv år gamle Andrea Eliasdatter Fedje dømt til fem års straffarbejde for [[mord]], efter at have druknet en tre år gammel pige i et mosehul i [[Masfjorden]].<ref>Sørnes, s. 142</ref> Det var denne forordning, som blev iværksat overfor de to unge søstre Alet og Anne Christophersdatter, da de blev henrettede i [[Øyestad]] 24. juli [[1771]] for flere [[gift]]mord.<ref>[http://www.idi.ntnu.no/~anders/books/Anne_og_Alet/ J.H. Bentzen: Anne og Alet. En Kriminalhistorie fra Øiestad; 1874]</ref>
== Varighed ==
Lov af 25. oktober [[1815]] afskaffede "''alle Piinsler, som ved Lovene er anordnede tilligemed Dødsstraffene''", så som fx kongelig [[Forordning (Danmark)|forordning]] af 16. oktober [[1697]] om "''om grove Morderes Straf''", som gjaldt [[mord]] på nære pårørende, som ægtefælle, forældre, husbond osv. De strafferetslige bestemmelser gjaldt i store træk frem til [[1842]], mens de civilretlige bestemmelser i årenes løb er blevet erstattede af en række nye love. I dag ([[2010]]) er det kun nogen få bestemmelser, som er gældende ret i Norge
Kriminalloven af [[1842]] trådte i kraft fra 1. januar [[1843]], men forbrydelser begået før denne dato blev fortsat
Norske Lov af 1687 blev sidst taget i brug ved en norsk [[domstol]] i [[1996]], da en mand fra [[Sola]] købte damer for 17.000 kroner på en [[natklub]] i [[Oslo]]. Dernæst spærrede han sin konto, inden klubben fik pengene hævet. Da sagen kom op, vurderede [[dommer]]en med [[hjemmel]] i Norske Lov, om de solgte tjenester var noget, der overhovdet kan kræves opgør for. "''Det er klart i offentlig interesse, at aftaler om køb af seksuelle tjenester hverken indgås, gennemføres eller betales,''" hed det i dommen. Takket være Christian 5. og hans lov slap manden dermed at betale for de tjenester, han havde fået.<ref>Om Chr. 5.s lov i moderne tid, ''[[Dagbladet]]'' 15. september 1996</ref>
▲Kriminalloven af 1842 trådte i kraft fra 1. januar [[1843]], men forbrydelser begået før denne dato blev fortsat straffede efter Christian V's Norske Lov. Den sidste dødsdom efter den gamle lov kom så sent som i august [[1862]], da den 80 år gamle Lorentse Thomasdatter Vaagen tilstod at have stjålet og kvalt sin værtinde, Gunnil Heggelund, med et strømpebånd i [[Trondheim]] i [[1827]]. Dødsdommen blev dog omgjort til livstids tukghus, og Vaagen døde, før året var omme.<ref>Sørnes, s. 234</ref>
==Noter==
| |||