Hans Tausen: Forskelle mellem versioner

Der vides stort set intet om Hans Tausens barndom og ungdom. Der kendes to fødeår, begge usikre, 1494 efter epitafiet i [[Ribe Domkirke]], og 1498 efter en sen 1500-tals beretning. Når det fortælles, at han var søn af en bonde eller en smed, og at han stak af hjemmefra, er der tale om legender, som ikke har basis i kilderne. Slægtsnavnet samt det forhold, at Hans Tausen blev munk i et rigt kloster tyder på, at familien har hørt til lavadelen. Tausen skulle så være et slægtsnavn fra moderens side, hvilket støttes af en kilde fra samtiden, hvor Hans Tausen omtales som Hans Markvadsen, hvorfor hans far så skulle have heddet Markvad (Markus); der kan dog også være tale om en decideret fejl i denne kilde. Det menes, at han har gået på de lærde skoler i [[Odense]] og i [[Slagelse]]. På et tidspunkt blev han munk i [[Johanniterordenen|Johanniter]][[kloster]]et i [[Antvorskov Kloster|Antvorskov]] ved Slagelse, og derfra blev han i 1516 sendt til universitetet i [[Rostock]] for at studere. Her fik han 1517 [[baccalaureat]]-graden og 1519 magistergraden[[magister]]graden. I 1520 omtales han med titlen "Dominus", hvilket formentlig betyder, at han på det tidspunkt var blevet præsteviet. Samme år forelæste han i Rostock over en latinsk oversættelse af en i datiden formodet [[Aristoteles]]-tekst.

Fra efteråret 1521 var han indskrevet ved [[Københavns Universitet]] som teologistuderende. Her var én af hans lærere teologen og karmelittermunken [[Poul Helgesen]]. Et år senere indskrev Tausen sig som student ved universitetet i [[Leuven]]/Louvain i det nuværende [[Belgien]]. Her var han imidlertid kun kort, idet han allerede i foråret 1523 blev indskrevet ved universitetet i [[Wittenberg]], hvor han blev det meste af to år. [[Martin Luther]] var netop vendt tilbage til Wittenberg efter sit ophold på [[Wartburg]], og Hans Tausen var således i byen samtidig med Luther.

I 1525 vendte Hans Tausen tilbage til Danmark, formentlig i første omgang til Antvorskov Kloster. Han kendes dog først fra sin optræden i Viborgs johanniterkloster, hvor han skulle forelæse for munkene. Da det viste sig, at han havde tillagt sig evangelisk og reformatorisk lære, udstødtes han - efter eget udsagn - af klostret og ordenen. Han prædikede vedi forskellige kirker i byen, og fik efterhånden mange tilhængere blandt byens borgere. Hans Tausen blev udsat for trusler af den daværende biskopbiskoppen i Viborg, Jørgen Friis, og blev muligvis også kortvarigt fængslet. Igen er kilderne både sene og lettere legendariske. Borgerne i Viborg tog ham imidlertid under deres beskyttelse og fik udvirket hos kongen, [[Frederik 1.]], at Hans Tausen blev udnævnt til kongens personlige kapellan, men dog foreløbig blev i Viborg. Titlen som kongelig kapellan var dog snarest proforma, reelt betød værnebrevet, at Hans Tausen ikke længere stod under kirkens og biskoppens jurisdiktion, men under byen Viborgs.

Hans Tausen og hans menighed havde til at begynde med holdt til i énen af Viborgs sognekirker, Sct. Hans Kirke, men da denne efterhånden ikke kunne rumme dem, fortælles det, at Hans Tausen måtte prædike under åben himmel, indtil menigheden brød ind i den store Gråbrødre Klosterkirke og overtog den, idet man dog til at begynde med delte brugen af kirken med franciskanermunkene. I sin tid i Viborg giftede Hans Tausen sig med Dorothea, som var søster{{kilde mangler|dato=marts 2017}} til Tausens medkæmper [[Jørgen Jensen Sadolin]]. Giftermålet vakte stor forargelse blandt byens gejstlighed. I Viborg udgav Hans Tausen en række skrifter, der er de første danske skrifter fra reformationsrøret, bl.a. oversættelse af Luthers dåbsritual (1528) og et forsvarsskrift, ''Edt kort antswor'' (1529) for den viborgske reformation formet som et svar på den fynske biskop [[Jens Andersen Beldenak]]s advarselsbrev til borgerne i Viborg og Aalborg mod den nye kætterske lære. I ''Edt kort antswor'' redegør Tausen også for Viborg-prædikanternes lære (der var altså flere end bare Tausen).<ref>Dreyer, RHC 2013, ' An Apologia for Luther: The myth of the Danish Luther: Danish reformer Hans Tausen and 'A short answer' (1528/29). '. i P Obitz (red.), The Myth of The Reformation, Refo500 Academic Studies vol. 9, Vandenhoeck & Ruprecht, s. 211-232.</ref>

Da [[reformationen]] i Viborg var gennemført i 1529 blev Hans Tausen af kongen kaldt til København, hvor han prædikede i [[Kunsthallen Nikolaj|Nikolaj Kirke]]. Ved [[Herredag|herredagen]] i København i 1530 fremlagde han sammen med prædikanter fra de største danske købstæder [[Confessio Hafniensis]] den danske reformations eneste selvstændige [[bekendelsesskrift]]. Dog var det snarere Peder Laurentsen fra Malmø, der førte denne bekendelse i pennen, end Tausen.<ref>Andersen, NK 1954, 'Confessio Hafniensis. Den københavnske Bekendelse af 1530', Gad.</ref> Efter Frederik 1.'s død i 1533 ønskede kræfter i rigsrådet at restituere den romerske kirkes magt i Danmark, og som eksempel til advarsel rejstes på herredagen i 1533 sag mod Hans Tausen. Han anklagedes for injurier, lydighedsnægtelse, deltagelse i billedstormen i Københavns Vor Frue Kirke tredje juledag 1530, og værre endnu for kætteri i nadverlæren. Tausen forsvarede sig kraftigt og sandsynligvis med et vist held imod disse anklager, som bl.a. var blevet fremsat af hans tidligere lærer ved universitetet, Poul Helgesen. Kilderne til domme over Hans Tausen er meget modstridende, men han blev i hvert fald dømt til forvisning fra Sjællands og Skånes stifter samt til censur, men borgerskabet i København reagerede så voldsomt på dommen, at den for en stor del blev taget tilbage i forbindelse med et forlig mellem Tausen og Sjællands biskop, [[Joachim Rønnow]]. Efter reformationens[[reformationen]]s indførelse i 1536 var Hans Tausen beskæftiget med udarbejdelsen af den nye kirkeordning. Desuden underviste han - som den første i Danmark - i [[hebraisk]] ved det genåbnede og nu lutherske [[Københavns Universitet|universitetet]]. Tausen blev i 1538 evangelisk læsemester ved domkapitlet ved Roskilde Domkirke. Her skulle han hjælpe reformationen og den nye lære i Roskilde på gled som medhjælp for den lutherske superintendent, Peder Palladius, der efter 1537 residerede i København i stedet for Roskilde. Som læsemester, lektor, forestod han omskolingen af de tidligere romerske sognepræster, der forblev i deres embeder, men nu skulle lære og forkynde efter den lutherske tro. I Roskilde giftede han sig for anden gang, da hans første kone var død nogle år forinden i København. Han var bosat i Roskilde indtil han i 1542 blev udpeget til biskop i [[Ribe]]. Han var ikke den første lutherske biskop, der blev udnævnt, muligvis fordi hans forhold til den nye konge [[Christian 3.]] ikke var godt, samt fordi han sammenlignet med andre lutherske gejstlige hørte til den konservative fløj inden for den nye lære. Nyere forskning peger dog på, at han snarere havde været for radikal i sin lære, og altså repræsenterede et andet tidligere teologisk stade end de senere lutherske teologer. I sin tid i København og senere i Ribe oversatte han de fem Mosebøger [[Det gamle Testamente]] fra hebraisk til dansk, om end under indflydelse af Luthers tilsvarende oversættelse, og desuden skrev han en nogle salmer, hvoraf få stadig er i brug. I 1539 udgav han den første samlede danske prædikensamling til hele kirkeåret, kendt som Hans Tausens Postil. Den bestod af både selvstændige og bearbejdelser af andres prædikener, især prædikener af Luther i en udgave ved Stephan Roth.<ref>Dreyer, RHC 2010, Hans Tausen. Forskning. Historie. Teologi.: Prisopgavebesvarelse: "Studier i Hans Tausens forhold til Luther", Københavns Universitet 2010.</ref>