Pave Celestin 1.: Forskelle mellem versioner

Han var af [[Rom|romersk]] oprindelse og formodes at have en nær familiemæssig tilknytning til den romerske kejser [[Valentinian III]]. Der kendes ikke meget til hans tidligere historie, med undtagelse af faderens navn, som var Priscus. Han formodes at have opholdt sig gennem en periode i [[Milano]] sammen med [[Skt. Ambrosius]]. Den ældste registrerede henvisning til ham findes i et dokument fra [[pave Innocens 1.]] fra år [[416]], hvori han omtales som ''diakonen Celestine''.

Forskellige dele af den kirkelige [[liturgi]] tilskrives ham, dog uden at det med sikkerhed har kunnekunnet konstateres. Skønt han ikke selv deltog, sendte han dog delegater til [[Koncilet i Efesos]] i år [[431]], hvor [[nestorianisme|nestorianerne]] blev fordømt. Fire breve, som han skrev i denneden anledning, alle fire dateret [[15. marts]] 431, og sendt til bl.a. afrikanske biskopper i [[Afrika]], [[Illyrien]], [[Thessaloniki|Thessalonica]] og [[Narbonne]], findes i afskrift og i græsk oversættelse, hvorimod de originale på latin er gået tabt.

Han forfulgte aktivt [[pelagianisme|pelagianerne]] og var tro mod den ortodokse kirketradition. Han sendte [[Palladius]] til [[Irland]] som biskop i [[431]], men han fortsatte dog til [[Skotland]]. Patricius ([[Sankt Patrick]]) fortsatte efterfølgende missionsarbejdet i Irland, hvor han senere opnåede status somblev Irlands nationale helgennationalhelgen. Celestin var imod [[novatianisme|novatianerne]] i Rom, fængslede deres biskop og forbød deres ritualer og formen for deres religion. Han stod fast på ikke at tolerere ændringer inden fori den kristne kirke, som han repræsenterede, og hans bestræbelser blev efterfølgende anerkendt af kirken, da han senere blev kåret som helgen.

Celestin døde den 6. april 432 og blev begravet i Priscillas [[katakombe]]r i Via Salaria. Hans jordiske rester blev dog senere flyttet, og de ligger nu i basilikaen [[Santa Prassede]] i den centrale del af Rom.