Slaget ved Wakefield: Forskelle mellem versioner

[[File:Arms of Clifford.svg|20px]] [[John Clifford, 9. baron Clifford|John Clifford, baron Clifford]]<br />[[File:Coat of Arms of John Neville, Baron Neville.svg|20px]] [[John Neville, baron Neville|John Neville, baron Neville]]<br />

Samtidig samledes andre Lancaster-støtter i det [[Nordengland]]. Mange af dem, herunder [[Henry Percy, 3. jarl af Northumberland|jarlen af Northumberland]] og Lord [[John Clifford, 9. baron Clifford|Clifford]] og Lord [[Thomas Ros, 9. baron Ros|Ros]], havde godser og indflydelse i nord. De fik senere tilslutning af [[Henry Beaufort, 3. hertug af Somerset|hertugen af Somerset]]{{Efn|Somerset havde belejret Calais, men blev udadtil forsonet med Warwick den 8. august 1460 og fik lov til at vende tilbage til England.<ref>Clark (2016), p. 224</ref>}} og [[Thomas Courtenay 14. jarl af Devon|jarlen af Devon]], som medbragte deres styrker fra det West County.<ref name="Rowse143">Rowse, p.143</ref> Northumberland, Clifford og Somerset var sønner af Yorks og Salisburys rivaler, der var blevet dræbt i St Albans. Lancaster-styrkerne mønstrede nær [[Kingston upon Hull]] og blev anført (i ''Gregory's Chronicle'', en næsten samtidig beretning) til at tælle 15.000 mand. En væsentlig del af disse styrker, der havde slået lejr ved [[Pontefract|Pontefract,]], begyndte at plyndre Yorks og Salisburys godser i nærheden.

Den 21. december nåede York sin egen fæstning [[Sandal Castle]] nær Wakefield. Han sendte styrker for at sondere terrænet mod Lancaster-lejren ved Pontefract 14 &nbsp;km mod øst, men disse blev slået tilbage. York sendte bud efter hjælp til sin søn Edvard, men inden nogen forstærkninger kunne nå frem, gjorde han udfald fra borgen den 30. december.<ref>Weir (2015), p. 253</ref>

Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor York gjorde det. En teori blev senere fortalt i ''[[Edward Hall|Edward Halls]]s krønike'', skrevet et par årtier efter begivenheden, men delvis baseret på førstehåndskilder og den samtide tidige [[Hertugdømmet Burgund|burgundiske]] ''[[Jean de Wavrin|Jean de Waurins]]'' krønike. I en krigslist, der muligvis var blevet udtænkt af veteranen Andrew Trollope (som ifølge Waurins beretning også havde sendt beskeder til York via falske desertører om, at han var parat til at skifte side igen)<ref name="Seward83">Seward (2007), p. 83</ref> avancerede halvdelen af Lancaster-hæren under Somerset og Clifford åbentlyståbenlyst mod Sandal Castle, over det åbne område kendt som "Wakefield Green" mellem borgen og [[River Calder, West Yorkshire|floden Calder]], mens resten under Ros og [[James Butler, 5. jarl af Ormond|jarlen af Wiltshire]] skjulte sig i skoven omkring området.<ref name="Dockray10">{{Cite web|url=http://www.richardiii.net/downloads/Ricardian/essay_wakefield.pdf|title=Richard III.net|access-date=30 June 2009|last=Dockray, Keith|pages=9–10}}</ref>{{Efn|Wiltshire var imidlertid næsten helt sikkert ikk til stede. Han var flygtet til kontinentet kort efter, at Neville-jarlerne var landet i Sandwich.<ref>Clark (2016), p. 217</ref> Han landede i de første uger af 1461 i Sydwales med en styrke bestående af bretonske, franske og irske lejesoldater.<ref>Clark (2016), p. 234</ref>}} York manglede sandsynligvis forsyninger på slottet, og da han så at fjenden tilsyneladende ikke var stærkere end hans egen hær, ville han udnytte muligheden for at møde dem i det fri i stedet for at modstå en belejring, mens de ventede på forstærkninger.<ref name="Warner50">Warner, p. 50</ref>

Andre beretninger antydede, at York, muligvis ud over Trollopes bedrag, blev narret af nogle af John Neville af Rabys styrker, der viste falske farver i den tro, at forstærkninger sendt af Warwick var nået frem. I en anden samtidig beretning, [[William Worcester|William Worcesters]]s ''Annales Rerum Anglicorum'', have John Neville selv fået en ordre fra Richard af York til at samle en styrke på 8.000 mand til at kæmpe på Yorks side under jarlen af Westmoreland.<ref name="Goodwin145">Goodwin (2012), pp. 145–146</ref> Efter at have samlet denne styrke og lokket York til at forlade slottet for at møde ham, gik John Neville derefter over til Lancasters side.<ref name="Dockray10">{{Cite web|url=http://www.richardiii.net/downloads/Ricardian/essay_wakefield.pdf|title=Richard III.net|access-date=30 June 2009|last=Dockray, Keith|pages=9–10}}<cite class="citation web cs1" data-ve-ignore="true">Dockray, Keith. [http://www.richardiii.net/downloads/Ricardian/essay_wakefield.pdf "Richard III.net"] <span class="cs1-format">(PDF)</span>. pp.&nbsp;9–10<span class="reference-accessdate">. Retrieved <span class="nowrap">30 June</span> 2009</span>.</cite></ref>

Efter slaget blev Yorks, Rutlands og Salisburys hoveder sat op oven på [[York bymur|Micklegate Bar]], den sydvestlige port i [[York bymur|York bymure]]e, med hertugen iført en papirkrone og et skilt, der sagde "Lad York se over byen York".<ref>Weir (2015), p.257</ref>

Richard af Yorks død gjorde ikke ende hverken på borgerkrigen eller [[Huset York|Huset Yorks]]s krav på tronen. Den nordlige Lancaster-hær, der havde sejret i Wakefield, blev forstærket af skotter og grænsefolk, der var ivrige efter plyndring og marcherede sydpå. De besejrede Warwicks hær i det [[2. slag ved St Albans|Det 2. slag ved St Albans]] og genbefriede den svage kong Henrik, som var blevet forladt på slagmarken for tredje gang, men blev nægtet indrejse til London<ref>Charles Ross, ''Edward IV'', (University of California Press, 1974), 32.</ref> og undlod at besætte byen. Warwick og Edvard af March besatte London igen, og inden for få uger blev Edvard af March udråbt til kong Edvard 4.

Mange mennesker kender [[William Shakespeare|William Shakespeares]]s melodramatiske version af begivenhederne i ''[[Henrik den Sjette|Henrik den Sjette., del 3]]'', især mordet på Edmund af Rutland, dog skildres Edmund som et lille barn, og efter Cliffords unødvendige nedslagtning af ham, piner Margrete hans far, York, inden han også myrdes. Faktisk var Rutland som sytten år mere end gammel nok til at være en aktiv deltager i kampene. Margrete var næsten helt sikkert stadig i Skotland på det tidspunkt.<ref>{{Cite web|url=http://www.susanhigginbotham.com/blog/posts/the-death-of-edmund-earl-of-rutland/|title=The Death of Edmund, Earl of Rutland|date=17 February 2010|first=Susan|last=Higginbotham|authorlink=Susan Higginbotham|access-date=28 December 2017|archiveurl=https://web.archive.org/web/20171229112205/http://www.susanhigginbotham.com/blog/posts/the-death-of-edmund-earl-of-rutland/|archivedate=29 December 2017}}</ref>

Slaget siges af nogle at være kilden til huskeremse for at huske [[Regnbue|regnbuensregnbue]]ns traditionelle farver, ''Richard of York Gave Battle in Vain'' (Rød, orange, gul (yellow), grøn, blå, indigo, violet), <ref name="Surdhar2013">{{Kilde bog|efternavn=Surdhar|fornavn=Christina|titel=Bloody British History: York|url=https://books.google.com/books?id=BxATDQAAQBAJ&pg=PT56|besøgsdato=29 December 2017|dato=2 September 2013|udgiver=History Press|isbn=9780750951593|side=56}}</ref> og også det spottende børnerim, "''The Grand Old Duke of York'' ",<ref>J. Swinnerton, ''The History of Britain Companion'' (Robson, 2005), p. 149.</ref> skønt dette meget mere sandsynligt henviser til hertugen fra det attende århundrede, en søn af [[Georg 3. af Storbritannien|Georg 3.]]<ref name="Opie1997">I. Opie and P. Opie, ''The Oxford Dictionary of Nursery Rhymes'' (Oxford University Press, 1951, 2nd edn., 1997), pp. 442–443.</ref>