Den russisk-svenske krig (1741-1743): Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
link
m småret
 
Linje 1:
{{Militær konflikt
|konflikt = Russisk-Svenskesvenske krig 1741-1743
|delaf=
|billede=
Linje 20:
}}
{{harflertydig|Den russisk-svenske krig}}
Den '''Russiskrussisk-Svenskesvenske krig 1741–1743''' kaldes på svensk ''hattarnas ryska krig''. Krigen blev fremprovokeret af "Hattene", som var betegnelsen for et svensk politisk parti, som søgte at genvinde de områder, der var tabt til russerne ved [[Fredenfreden i Nystad]] (1721) efter [[Store Nordiske Krig]]. De blev tilskyndet af [[Frankrig|fransk]] diplomati, som var interesseret i at aflede Ruslands opmærksomhed fra at støtte landets traditionelle allierede [[Habsburgske monarki|Østrig]] i den [[Østrigskeøstrigske arvefølgekrig]].
 
Da 8.000 svenske og finske soldater stod ved den russiske grænse i nærheden af [[Lappeenranta]] (Villmanstrand) og [[Hamina]] (Frederikshamn), erklærede Sverige krig den [[8. august]] 1741. Målet med disse manøvrer var at true [[Sankt Petersborg]] og forberede et statskup i Rusland, som skulle vælte det pro-østrigske regime under tsarina [[Anna Ivanovna af Rusland|Anna Ivanovna]]. Kuppet fandt sted i december 1740, men den nye zarina, [[Elisabeth af Rusland|Elizabeth]], holdt ikke sit løfte om at tilbagelevere de baltiske provinser til Sverige og fortsatte energisk krigen under vejledning fra sin østrigskvenlige kansler [[AlekseyAleksej BestuzhevPetrovitj Bestuzjev-Rjumin|Aleksej Bestuzjev]].
 
Truslen mod den russiske hovedstad var afværget allerede den [[3. september]] 1741, da 20.000 russere under feltmarskal [[Peter Lacy]] rykkede fra [[Vyborg]] (sv: Viborg, fi: Viipuri) mod Lappeenranta (sv: Villmanstrand) og tilføjede den svenske general [[Charles Emil Lewenhaupt]] et stort nederlag. I juni [[1742]] havde den 35.000 mand store russiske hær fordrevet 17.000 svenskere fra Hamina (sv: Frederikshamn). Efterhånden som krigen udviklede sig, blev Lewenhaupts stilling uholdbar, og han blev tvunget til at trække sig tilbage mod [[Helsinki]] (sv: Helsingfors). I august 1743 erobrede Lacy [[Porvoo]] (sv: Borgå) og [[Savonlinna]] (sv: Nyslott) og omringede hele den svenske hær i nærheden af Helsinki, hvor han modtog Lewenhaupts kapitulation den [[4. september]].
 
Så snart kampene ophørte, og den russiske hær gik ind i [[Turku]] (sv: Åbo), ankom statsmændene [[AlexanderAlexandr RumyantsevRumjantsev]] og [[Ernst Nolken]] i byen for at forhandle en fredsaftale.
Tsarinaen lovede at fjerne sin hær fra Finland på betingelse af, at [[Adolf Frederik af Sverige|Adolf Frederik af Holsten-Gottorp]] — dvs. hendes udpegede efterfølger [[Peter 3. af Rusland]]s onkel – skulle udnævnes til svensk tronarving. Svenskerne gik ind på hendes forslag i håb om, at Adolf Frederik ville være i stand til at opnå bedre fredsvilkår med hende. Elizabeth ville også have, at russiske styrker skulle besætte Sverige for at sikre, at Adolf Frederik blev valgt, men den plan mødte indædt modstand fra de svenske repræsentanter og blev opgivet.
 
Mens fredsforhandlingerne trak ud, ødelagde [[Den kejserlige russiske flåde|den russiske flåde]] en svensk [[eskadre]] i nærheden af [[Korpo|øen Korpo]] (fi: Korppoo). Måneden efter indskibede Lacy, som havde gennemført tilsvarende operationer under [[Store Nordiske Krig]], sig i [[Kronstadt]] med henblik på at gennemføre en landgang i selve Sverige. Da flåden nærmede sig [[Umeå]], kom nyheden om, at [[Fredenfreden i Åbo]] var undertegnet, og at Sverige afstod et landområde nordvest for Sankt Petersborg med byerne Lappeenranta og Hamina til Rusland. [[Kymijoki]] -floden skulle danne en del af grænsen mellem de to lande. Traktaten markerede en yderligere nedgang i Sveriges status som stormagt i [[Nordeuropa]]. Det afståede område blev lagt sammen med det, som var vundet ved Freden i Nystad (fi: Uusikaupunki) i [[1721]], til guvernementet Vyborg. De blev senere indlemmet i [[Storhertugdømmet Finland]] i [[1812]].
 
Den svenske general Lewenhaupt blev henrettet for sin dårlige ledelse af krigen.