Wikipedia

Skjaldekunst: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
småret
"Hadske viser" omtales normalt som "nidviser".
Linje 1:
[[Fil:Sagaornament01.jpg|thumb|Sagaornament.]]
'''Skjaldekunst''' eller ''skjaldskab'' var en stærkt formbundet, [[mundtlig overlevering|mundtligt overleveret]] digtekunst, der stod centralt i [[vikingetid]]ens dannelsesideal.
Guder'''Skjaldekunst''' foreller skjalde''skjaldskab'' var en stærkt formbundet, [[Bragemundtlig overlevering|Bragimundtligt overleveret]] digtekunst, der stod centralt i [[vikingetid]]ens dannelsesideal. Skjaldenes guder var [[Brage]] og [[Odin (guddom)|ÓðinnÓdin]].<ref>Det er foreslået, at guden Bragi faktisk er den norske skjald [[Bragi Boddason]], som digtede de ældste kendte dróttkvætt-strofer og så er blevet gjort til [[gud]]. ''Bragr'' betyder ''"digt''", og navnet BragiBrage er af samme slægt,ordrod. ogBrage manBoddason regnerden med,ældre at mennesket Bragi Boddason ervar en historisk person.</ref>.▼
 
== Digtform ==
Bærende for digtningen er et omfattende system af poetiske omskrivninger – [[kenning]]ar, der forudsætter et solidt kendskab til den nordiske mytologi, og [[heiti]], som er poetiske synonymer, omtrent 2000 i tallet (se Alexander Jóhannesson).
Bærende for digtningen er et omfattende system af poetiske omskrivninger – [[kenning]]er - der forudsætter et solidt kendskab til [[norrøn mytologi]], og [[heiti]], som er [[poesi|poetiske]] [[synonym]]er, omtrent 2.000 i tallet (se Alexander Jóhannesson). ''[[Skaldskaparmal]]'' opremser omkring 350 kenninger for de forskellige typer [[våben]]; mere end 3.500 kenninger for våbentyper og kamp er registreret i [[norrøn litteratur]].<ref>[https://books.google.no/books?id=QIsgDgAAQBAJ&pg=PA154&dq=thousand+kennings&hl=en&sa=X&ved=2ahUKEwiu2dHxpOzwAhXO-ioKHe6WAIcQ6AEwAHoECAYQAg#v=onepage&q=thousand%20kennings&f=false ''The Vikings and their weapons'' (s. 154)]</ref>
 
Vi ved ikke, hvordan digtene blev fremført, men den stramme og regelbundne [[metrik]] lader antyde, at der kan have været tale om en kombination af sang og dans, i lighed med det, der stadig findes på [[Færøerne]].<ref>Ifølge sagaerne har det vel nok kun drejet sig om recitation. Dans omtales ikke, men derimod talrige tilfælde, når skjalden hævede sin røst og andre tav. Som [[Erik Blodøkse|Eiríkr blóðøx]] sagde, da Egill havde reciteret ''Höfuðlausn'': „Bezta''Bezta er kvæðið fram flutt ...“'', dvs. „Digtet''Digtet er blevet foredraget på den bedste måde ...“'' og hermed mener kongen Egils stemme og foredragskunst; omstændighederne gør dans umulig. Mens Egill stod og reciterede sit underlødige men smuktklingende kvad, måtte kongen sidde og gruble over, hvordan han skulle løse det [[dilemma]], som alle deltagende befandt sig i. Dans ville kun have distraheret ham, mens Egils røst, med den lidt syngende norrøne accent, måske har tjent som et dulmende underspil.</ref>.▼
Vi ved ikke, hvordan digtene blev fremført, men den stramme og regelbundne metrik lader antyde, at der
▲kan have været tale om en kombination af sang og dans, i lighed med det, der stadig findes på [[Færøerne]]<ref>Ifølge sagaerne har det vel nok kun drejet sig om recitation. Dans omtales ikke, men derimod talrige tilfælde, når skjalden hævede sin røst og andre tav. Som [[Erik Blodøkse|Eiríkr blóðøx]] sagde, da Egill havde reciteret Höfuðlausn: „Bezta er kvæðið fram flutt ...“, dvs. „Digtet er blevet foredraget på den bedste måde ...“ og hermed mener kongen Egils stemme og foredragskunst; omstændighederne gør dans umulig. Mens Egill stod og reciterede sit underlødige men smuktklingende kvad, måtte kongen sidde og gruble over, hvordan han skulle løse det [[dilemma]], som alle deltagende befandt sig i. Dans ville kun have distraheret ham, mens Egils røst, med den lidt syngende norrøne accent, måske har tjent som et dulmende underspil.</ref>.
 
Mange vikingekonger havde [[skjald]]e tilknyttet deres [[hird]], og disse stod meget højt i anseelse. Deres funktion var at lovprise kongens bedrifter i farverige og tit bloddryppende skildringer, som gerne blev formuleret i den metrisk stramme og svært forståelige [[Dróttkvætt|drottkvætt-stil]], og derefter reciteret eller sunget blandt folk.
lovprise kongens bedrifter i farverige – tit bloddryppende – skildringer, som gerne blev formuleret i den metrisk
stramme og svært forståelige [[Dróttkvætt|drottkvætt-stil]] og derefter reciteret eller sunget blandt folk.
 
Omsat til nutidige begreber var hirdskjalden på en gang historiker, mytolog, kulturambassadør, krigsreporter, sprognævn og propagandamester[[propaganda]]mester – hvilket jo forklarer lidt af hans høje position.<ref>Propagandaens rolle begrænsedes dog af et faktum, som [[Snorri Sturluson]] nævner i sin fortale til [[Heimskringla]], nemlig at når skjalderne skulle lovsynge deres herre, så gjorde de det efter bedste evne, men fordi man kunne være sikker på, at en del af tilhørerkredsen havde oplevet den besungne begivenhed, så kunne skjalden ikke tillade sig at lyve. Hvis han overdriver eller opfinder bedrifter, „så"''så er det hån, men ikke pris“pris''" for at citere Snorri. De gamle havde en fin fornemmelse for om en lovsang var rimelig eller ej. Skjaldene kunne også bruge sin kunst til at tale konger til rette, se [[''Bersöglisvísur]]'' som [[SighvatrSigvat Þórðarson]]Tordarson brugte til at få sin herre, [[Magnus den Gode]] til at komme på blidere tanker med hensyn til sin regering. Det virkede. SighvatrSigvat var den fødte diplomat.</ref>.▼
Omsat til nutidige begreber var hirdskjalden på en gang historiker, mytolog, kulturambassadør,
▲krigsreporter, sprognævn og propagandamester – hvilket jo forklarer lidt af hans høje position<ref>Propagandaens rolle begrænsedes dog af et faktum, som [[Snorri Sturluson]] nævner i sin fortale til [[Heimskringla]], nemlig at når skjalderne skulle lovsynge deres herre, så gjorde de det efter bedste evne, men fordi man kunne være sikker på, at en del af tilhørerkredsen havde oplevet den besungne begivenhed, så kunne skjalden ikke tillade sig at lyve. Hvis han overdriver eller opfinder bedrifter, „så er det hån men ikke pris“ for at citere Snorri. De gamle havde en fin fornemmelse for om en lovsang var rimelig eller ej. Skjaldene kunne også bruge sin kunst til at tale konger til rette, se [[Bersöglisvísur]] som [[Sighvatr Þórðarson]] brugte til at få sin herre, [[Magnus den Gode]] til at komme på blidere tanker med hensyn til sin regering. Det virkede. Sighvatr var den fødte diplomat.</ref>.
 
Digtene synes at have bredt sig blandt folk som en løbeild, og de bedste af dem blev husket ordret i mange generationer. Mange af de kvad, som er nedskrevet i de islandske middelalderhåndskrifter, menes at været stort set ordrette overleveringer, som er gået fra [[mund-til-mund]] i et århundrede eller mere, inden de blev nedskrevet af historieinteresserede islændinge. Skjaldekunst er i dag en del af den [[Islandsk litteratur i middelalderen|islandske litteratur fra middelalderen]].
Mange af de kvad, som er nedskrevet i de islandske middelalderhåndskrifter, menes at været stort set ordrette overleveringer,
som er gået fra [[mund-til-mund]] i et århundrede eller mere, inden de blev nedskrevet af historieinteresserede islændinge. Skjaldekunst er i dag en del af den [[Islandsk litteratur i middelalderen|islandske litteratur fra middelalderen]].
 
Blandt de mest berømte norske hirdskjalde var [[Thjodolf den Hvinverske]], [[Torbjørn Hornkløve|Thorbjørn hornklofi]] og [[Eyvind Skaldaspillir]]. De norske skjaldes overleverede saga blev kort. Med EyvindrEyvind nåede den norske skjaldekunst sit højdepunkt omkring midten af det 10. århundrede. Derefter overtoges rollen af islændinge. Deres guldalder varede et par århundreder, men med norske bidrag var det forbi.<ref> Om danskere og svenskere har gjort sig gældende vides så godt som intet, men i det 11. århundrede var de nordiske sprog allerede ved at skilles. Men man ved dog, at danskerne forstod islændingene, idet islandske skjalde kunne finde på at digte til danske kongers ære, og [[Saxo]] nævner islændingene kollektivt blandt sine hjemmelsmænd.</ref>
 
Den største blandt skjaldene – der dog ikke levede af sin digtning, men af handels- og plyndringstogter, samt som [[høvding]] på Island – var [[Egil Skallagrimson|Egill Skalla-Grímson]].<ref>Egill var en af sin tids stormænd på Island. I en skærende kontrast til hans eventyr i udlandet beskrives han som ret fredelig, i hvert fald i voksen alder, når han var hjemme og bilagde strider ad lovens vej.</ref>. Egill var, måske sammen med EyvindrEyvind skaldaspillir sin tids personligste skjald, idet hans overleverede digtning vidner om en stærk, splittet sjæl, som benytter sin gave til at få luft — se hans sørgedigte, og hans hadske visernidviser.<ref>De, som tvivler om, at den tids mennesker havde de samme følelser som vi i nutiden, inviteres til at læse hans digte. Egils [[''Sonatorrek]]'' (sønnetabet) viser en grædendesørgende fader, som har mistermistet børnen søn, som har været til alle tider.</ref>.
 
== Kvadenes historiske kildeværdi ==
▲Guder for skjalde var [[Brage|Bragi]] og [[Odin (guddom)|Óðinn]]<ref>Det er foreslået, at guden Bragi faktisk er den norske skjald [[Bragi Boddason]], som digtede de ældste kendte dróttkvætt-strofer og så er blevet gjort til [[gud]]. ''Bragr'' betyder ''digt'', navnet Bragi er af samme slægt, og man regner med, at mennesket Bragi Boddason er en historisk person.</ref>.
Allerede den engelske [[historiker]] Robert Sheringham ([[1602]]–78) fra [[Cambridge University|Cambridge-universitetet]]<ref>[https://rarebooks.library.nd.edu/exhibits/fructus/old_english/1670sheringham.html Sheringham]</ref> skrev i sin bog om den ældste engelske historie (''De Anglorum gentis origine desceptatio'', 1670) at skjaldekvadene var troværdige kilder til kendskab om religiøse tanker og sociale skikke i norrøn tid.<ref>Bergsveinn Birgisson: ''Mannen fra middelalderen'' (s. 329), forlaget Vigmostad Bjørke, Bergen 2020, ISBN 978-82-419-1827-8</ref>
 
== Noter ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Skjaldekunst"