Richard H. Anderson: Forskelle mellem versioner

Den [[3. marts]] [[1861]] tog Anderson sin afsked fra den amerikanske hær og tiltrådte som oberst i 1st South Carolina Infantry [[regiment]]. Han fik kommandoen over området omkring Charleston havn efter erobringen af [[Fort Sumter]]. Han blev forfremmet til [[brigadegeneral]] den [[19. juli]] og overført til [[Pensacola]] i [[Florida]], hvor han blev såret i armen under [[Slaget ved Santa Rosa Island]]. I februar 1862 kom han (Sydstaternes) [[Army of the Potomac (Sydstaterne)|Army of the Potomac]], som blev indkorporeret i [[Army of Northern Virginia]] senere samme forår, og her blev han [[brigade]] chef. I [[Peninsula kampagnen]], udmærkede han sig i [[Slaget ved Williamsburg]], [[Slaget ved Seven Pines]], og i [[Syvdagesslaget]]. I [[Slaget ved Glendale]], overtog han midlertidigt kommandoen over [[James Longstreet]]'s [[division]]. På grund af hans udmærkede indsats på Viriginia Halvøen blev han forfremmet til [[generalmajor]] den [[14. juli]] [[1862]], og fik kommandoen over 2. Division i Longstreet's Første Korps i [[Army of Northern Virginia]].

 

 

I [[Slaget ved Gettysburg]] var Andersons division den tredje i en række, som nærmede sig byen vestfra den 1. juli, og kom derfor så sent at de ikke havde meget at gøre med de første kampe. Lee havde beordret Anderson i [[bivuak]] for at hans division kunne være udhvilet til næste dag, hvilket kunne betegnes som en taktisk fejl. Hvis Anderson havde fået ordre på at angribe [[Cemetery Hill]] vest fra og hvis Lee kunne have fået [[Richard S. Ewell]] til også at angribe nordfra kunne Unionens linje være blevet brudt og slaget - ja selv krigen - kunne have været vundet. På slagets anden dag angreb Andersons division nær centrum af Unionens linjen som opfølgning på angreb fra Longstreet (Hood's og McLaws divisioner) på hans højre side. Andersons højre fløj havde succes med at angribe [[Andrew A. Humphreys]]'s division i III Korps langs Emmitsburg Road. Hans centrum, under [[Ambrose R. Wright]], gennemborede den let forsvarede [[Cemetery Ridge]], og gjorde bedre fremskidt end Pickett's angreb den følgende dag. Hans venstre fløj kunne ikke opretholde det nødvendige momentum. [[Carnot Posey]] rykkede tøvende frem og [[William Mahone]] rykkede slet ikke frem fra [[Seminary Ridge]]. Unionsforstærkninger hastede frem i et modangreb mod Wright og han blev slået tilbage. Anderson fik kritik for sin ledelse under denne dags kampe. Han havde ikke meget effektiv kontrol over sine brigader og hans angrebsplan, som indebar at alle hans brigader angreb på linje uden nogen reserve, som kunne udnytte en succes var ikke vel udtænkt. Den 3. juli deltog Andersons brigader under [[Cadmus M. Wilcox]] og [[David Lang (oberst)|David Lang]] i de sidste minutter af Pickett's angreb, men begge blev drevet væk.