Frederik Christian Sibbern: Forskelle mellem versioner

'''Frederik Christian Sibbern''', ofte blot '''F.C. Sibbern''' ([[18. juli]] [[1785]] på [[Christianshavn]] -– [[16. december]] [[1872]]) var en [[Danmark|dansk]] [[filosof]].

Året efter faderens død, 1795, sattes han i [[Sankt Petri Skolen|Den tyske kirkes skole]], hvor bibellæsning ligeledes var en overvejende del af undervisningen. Læreren, en [[kateket]] Kochen -en hjælpepræst, der underviste skolebørn i kirken -– tog sig særligt af drengen og læste privat noget [[fransk (sprog)|fransk]] med ham. [[1798]] fik Sibbern imidlertid ved biskop [[Jens Paludan-Müller]]s hjælp en plads i [[Herlufsholm]]s Skole. Her tilbragte han fire lykkelige år, afholdt såvel af kammeraterne som af lærerne, blandt hvilke han navnlig trådte i et varigt venskabsforhold til [[Anders Winding Brorson]] <ref>[http://runeberg.org/dbl/3/0124.html III, 124] &nbsp; Anders Winding Brorson, rektor på Herlufsholms Skole og varig ven med Sibbern</ref> , der [[1804]] blev skolens [[rektor]], og naturhistorikeren [[Hans Bøchman Melchior]].<ref>[http://runeberg.org/dbl/11/0246.html XI, 236] &nbsp; Hans Bøchman Melchior, 1773–1831, skolemand og zoologisk forfatter</ref> &nbsp; [[1802]] dimitteredes han til [[Københavns universitet|universitetet]].

Til sin ''[[Anden Eksamen|Anden eksamen]]'' -– filosofikum, ''Examen philosophicum'' -– fik han den højeste udmærkelse i de [[filosofi]]ske discipliner. Til sit embedsstudium valgte han dog foreløbig [[jura]]en, der jo på den tid havde fået forhøjet glans ved [[Anders Sandøe Ørsted]]s første geniale virksomhed.

I A. S. Ørsteds ''Juridisk Arkiv'' skrev han forskellige afhandlinger; i hans hjem var han en hyppig og velset gæst; under [[H. C. Ørsted]]s vejledning studerede han [[fysik]]; og ligesom han beundrede begge brødrene, således nærede han over for den førstes hustru, [[Adam Oehlenschläger]]s smukke og begavede søster Sophie <ref>[http://runeberg.org/dbl/19/0493.html IXX,493] &nbsp; Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger, 1782–1818, gift med Anders Sandøe Ørsted 1802 -– [http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1664/origin/170/ kide kvinfo.dk]</ref>

<ref>Friedrich August Wolf, 1759–1824, tysk filolog som Sibbern hørte i Berlin -– [[:de:Friedrich August Wolf]]</ref> og over [[krystallografi]] hos [[mineralogi|mineralogen]] [[Christian Samuel Weiss]] <ref>Christian Samuel Weiss, 1780–1856, tysk mineralog og krystallograf -– [[:de:Christian Samuel Weiss]]</ref>.

Ikke blot hans danske besindighed har her frelst ham, men også den klare, skarpe og alsidige tænkning, han i virkeligheden var i besiddelse af. Hans store dygtighed i at systematisere i forbindelse med hans levende interesse for det enkelte har undertiden -– mest dog blot i hans egentlige lærebøger -– forledet ham til en udstykning i det små, der kan

En sådan "Indledning" bør imidlertid med. Thi man må dog retfærdiggøre den grundidé, hvorfra den egentlige filosofi tager sit udspring. Indledningen kan desuden indeholde ''logikken'', ved hvilket udtryk Sibbern tænker på en sædvanlig, formel logik, således som han også selv gav den, og ikke på en «højere» eller spekulativ. En sådan, bemærker han, kunne derimod gerne knyttes til ''fundamentalfilosofien''. -– Man ser, hvorledes han, om han end bliver løftet med af tidsånden, dog bestandig er omhyggelig for at bevare

Også her må man egentlig begynde med ''iagttagelse'', hvorfor man også ofte har opstillet både en [[empiri]]sk og en [[Spekulation|spekulativ]] psykologi. Men selv i psykologien ud fra iagttagelse føres man dog snart til at hæve sig til spekulationen og betragte mennesket i [[ide]]ens lys på grund af den nøje forbindelse mellem dets natur og dets moralske og religiøse bestemmelse. Modsat naturvidenskaben regnes derfor allerede den ''empiriske psykologi'' sædvanligvis med til filosofien. -– Det er en sådan «empirisk» psykologi, Sibbern selv har givet. Med den rene spekulation er han ligesom lidt uvillig til at indlade sig.

En virkelig vekselvirkning mellem legemligt og sjæleligt finder han ingen grund til at tvivle om, kun når man selv i forvejen bestemmer de to led som dualistisk modsatte, opstår vanskeligheden. Derimod må man lægge mærke til, at når omverdenen påvirker os, reagerer sjælen i overensstemmelse med sin egen natur. Når vore forestillinger alligevel svarer til [[omverden]]en, må dette derfor skyldes en art ''harmonia præstabilita'' hidrørende fra tilværelsens enhed. Og da endvidere livet i organismen kun er ét, eller da det er den ene og samme sjæl, der forestår såvel de organiske som de bevidste processer, så må disse processer også fremkaldes sammen. Beslutter jeg for eksempel at løfte min arm, så er det ikke selve [[tanke]]n eller beslutningen, der løfter den, men idet sjælen fatter beslutningen, sætter den også [[nerve]]livet i virksomhed på bestemt måde. At netop beslutningen derved udføres, skyldes atter en ''harmonia præstabilita'' mellem nerveaktion og forestillingsaktion. -– Man vil her finde momenter både fra [[Nicholas Malebranche]], [[Baruch de Spinoza]], [[Gottfried Wilhelm Leibniz]] og flere; men æren som helhed er, som Sibbern siger, hans egen.

''Friheden'' bestemmer Sibbern som "det, der gør, at man kan sige til sig selv: Du kan, hvad du bør!", eller som "det, der gør, at visse påvirkninger og overvejelser kunne blive tilstrækkelige årsager". ''Ansvar'' og ''tilregnelighed'' forudsætter, at mennesket i det givne tilfælde kunne have handlet anderledes, end det skete -– se hertil om den såkaldte [[Frantz Gotthard Howitz#Den s.C3.A5kaldte Howitzfejde om afsindighed og tilregnelighed|"Howitzfejde"]] om afsindighed og tilregnelighed, hvor Sibbern 'optrådte mere medierende'.