Åbn hovedmenuen

Ændringer

6 bytes tilføjet ,  for 7 år siden
m
Retter tankestreger – burde ignorere [[ ]], {{ }} og <math> samt <gallery>
 
== Begrebets afgrænsning ==
I [[musikvidenskab]]en tjener motivbegrebet enkeltanalysen af musikalske værker eller de enkelte komponisters arbejdsmåder. Den nøjere afgrænsning af et motiv fra andre musikalske enheder – [[Figur (musik)|figur]]<ref>[[Figur (musik)|Figur]]: en melodisk tonegruppe der kan være kim til et tema (...en nodegruppe i korte nodeværdier, som danner (en del af) et motiv, eller som spilleteknisk skal udføres sammenhørende - http://www.musikordbogen.dk/musik/index.php) </ref>, [[Frase (musik)|frase]], [[Periode (musik)#Sats som syntaktisk enhed|periode (sats)]] og [[Tema (musik)|tema]] – er dog ofte svær for en tilhører og heller ikke entydigt defineret i [[musikteori]]en.
 
Et motiv er som et prægnant melodisk element for det meste hørligt som forskelligt fra andre tonerækker (ty. Tonfolgen) i en komposition. Overgange, ledsagelser, forsiringer og stilafhængige vendinger har en ringere individuel opbygning eller form (ty. Gestalt) og er derfor mindre karakteristiske. De har ofte en ren satsteknisk funktion, det vil sige: de tydeliggør [[harmoni]]en på [[melodi]]sk vis, ofte som [[Akkord (musik)|akkordbrydning]] eller som ledsagelse til en overordnet melodi. De kan derfor snarere indregnes under begrebet ''figur''. Typiske eksempler er den såkaldte [[albertibas]]: brudte treklange der ofte dukker op i klaversonater af [[Wolfgang Amadeus Mozart|Mozart]]. Sådanne figurer danner ikke noget uafhængigt kompositionsmateriale der rangerer på linje med melodien. De bliver derfor ved den musikalske betragtning af et stykke vurderet som mindre væsentlig.
|}
 
''Udviklingsmotivet'' derimod hersker i den [[Homofoni|homofont]] orienterede musik fra [[Wienerklassikken]] og [[Romantikkens musik|Romantikken]]. Det er klart afgrænset og tenderer til lige forblivende metriske tyngdepunkter<ref>"... og tenderer til lige forblivende metriske tyngdepunkter" - ty. "... tendiert zu gleich bleibenden metrischen Schwerpunkten"</ref> og til symmetri. Den forbliver inden for sin "substans" og er derfor bedre egnet til forarbejdning (et eksempel: anden sats af Joseph Haydns symfoni nr 94, "Paukeslagsymfonien", [[:no:Symfoni nr. 94 (Haydn)|(no]]).
 
I musikhistorien er det ofte blevet forsøgt at benævne motiver efter deres følelsmæssige holdning, bevægelsesforløb eller [[Interval (musik)|intervalstruktur]] og fastlægge dem efter et bestemt udtryksindhold. Dette gjaldt især for den [[Barokmusik|barokke]] figur- og affektlære der kunne gøre brug af op mod hundrede figurnavne med tilknytning til retorikken. Endvidere blev [[ledemotiv]]et i 1800-tallets [[programmusik]] kombineret med et uden for musikken liggende betydningsplan (følelse, person) som "idee fixe" ([[Richard Wagner]], [[Hector Berlioz]])
Her nævnes kun enkelte særligt hyppige motivnavne{{bør uddybes|post-text= eller tilpasses sædvanlige danske udtryk}}:
 
* ''Seufzermotiv'' (latin: ''suspiratio'' - "Seufzer": da. suk, [[:de:Sekundschritt#Seufzermotiv|(de]]) for stigende eller faldende, for det meste forudhold-agtige [[Sekund (interval)|sekundmotiver]] (ty. vorhaltsartige).
 
&nbsp; &nbsp; [[Fil:Seufzer2.jpg|Seufzermotiv]] &nbsp; &nbsp; [[Fil:Speaker Icon.svg|15px]] [[Media:Seufzer.mid|Lytteprøve]], Seufzermotiv fra Beethoven op.31, nr.2, 1. sats
235.040

redigeringer