The Who: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for. |
Amjaabc (diskussion | bidrag) Tilføjer afsnit om de første koncerter i DK |
||
Linje 17:
'''The Who''' er et engelsk rockband fra [[London]], der i sin klassiske besætning bestod af guitarist og sangskriver [[Pete Townshend]], sanger [[Roger Daltrey]]. bassist [[John Entwistle]] og den excentriske trommeslager [[Keith Moon]]. De fik som en del af ''Den Britiske Invasion'' stor succes allerede med debutpladen ''[[The Who Sings My Generation]]'' i [[1965]]. Numrene favnede både den power-pop, der appellerede den britiske ungdomskultur (især de såkaldte ''Mod's'') samtidig med, at især den rå ''[[My Generation]]'' såede frøene til punk-rocken et helt årti senere. Who's eget slogan var "Maximum R&B".
== Karriere ==
Efter et par tilløb i koncept-genren udgav de i [[1969]] det første af deres hovedværker, rockoperaen ''[[Tommy (rockopera)|Tommy]]'', en anderledes melodisk rockmusik med en spirituel undertone og en hidtil uhørt lydkvalitet. Tekstmæssigt en lidt løs historie om en dreng, der efter et forældre-påført traume lukker ned for alle sine sanseindtryk, men ender med at genopdage dem. I overført betydning et opgør med social forråelse/forførelse og et favntag med den personlige frigørelse.<ref name="thoweb freiendlan">[http://www.thewho.net/articles/townshen/friedlan.htm The Hypertext Who› Article Archive› The Who: People Try To Put Us Down (1996)]</ref> Albummet blev en kunstnerisk og kommerciel storsucces, og blev af det engelske magasin ''[[Melody Maker]]', udråbt til årets album. I 1975 blev det filmatiseret af [[Ken Russell]] med Roger Daltrey og Keith Moon på rollelisten.
Succesen blev fulgt op af en lang turne, der blandt andet bragte dem til [[The Fillmore]], [[Woodstockfestivalen]], Tanglewood, [[Isle of Wright
Inspireret af oplevelser fra turneen skulle næste udspil egentlig have været et ambitiøst multimedie-koncept benævnt ''[[Lifehouse]]'', denne gang bygget op af live-optagelser omkring et fremtidstema: musikkens frigørende kraft som modtræk mod et totalitært styre.<ref>[http://www.webcitation.org/query?url=http://www.geocities.com/hollywood/set/8452/&date=2009-10-26+00:10:30 WebCite query result<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Det højtflyvende koncept måtte efter nogle prøveoptagelser opgives i sin helhed, men hovedparten af sangene fandt ind i et mere traditionelt album ''[[Who's Next]]'' fra [[1971]]; et album som blandt andre ''[[Rolling Stone]]'' anser som et af rockmusikkens bedste med sange som "Won't Get Fooled Again" og "Behind Blue Eyes". Den dengang helt nye synthesizer-teknik fik en fremtrædende plads i instrumenteringen. De frasorterede Lifehouse-sange, heriblandt ''Join Together'', ''Pure and easy'' og ''Relay'' (der tekstmæssigt kan siges at tage forskud på de internet-bårne revolter i Mellemøsten), er siden blevet udgivet i forskellige sammenhænge.
Line 37 ⟶ 38:
== The Who live ==
[[Fil:The Who 2007 -2-.JPG|thumb|The Who under en koncert i [[2007]]]]
The Who blev i høj grad kendt for
Deres specielle signatur, ødelæggelse af instrumenter, var som udgangspunkt opstået mest af tilfældet, og af energisk ivrighed. Keith Moon spillede på sit første prøvejob med gruppen i 1964 deres trommesæt halvt i stykker (og blev optaget!) <ref name="thoweb freiendlan"/>. I september 1964 i den lavloftede ''Railway Tavern'' i London kom Pete til at brække guitarhalsen op gennem loftet, smadrede derefter i frustration guitaren i gulvet, trampede på den, hvorefter han spillede videre med sin reserveguitar. Næste aften havde jungletrommerne givet fuldt hus, og Keith leverede en gentagelse med trommesættet.<ref>[http://www.themarqueeclub.net/the-who The Marquee Club: The Who – Biography]</ref>
Aftenen på ''Railway Tavern'' er med på ''Rolling Stone's'' liste over ''50 begivenheder, der ændrede rockens historie''.<ref>[http://www.rollingstone.com/ Rolling Stone | Music News, Reviews, Photos, Videos, Interviews and More]</ref>
Rygtet om gruppens sceneshow gik foran gruppen, og under dens første besøg i Danmark, hvor der var planlagt fire koncerter i Folkets Hus i [[Helsingør]] og [[KB-Hallen]] i [[København]] (25. september 1965) samt [[Aarhushallen]] i [[Aarhus]] og Karoline Mælkepoppen i [[Aalborg]] (26. september), gik publikum amok, stort set inden gruppen var begyndt at spille ved Aarhus-koncerten. Scenen blev stormet, og koncerten blev afbrudt, hvorefter publikum udøvede hærværk i betydeligt omfang i salen og efterfølgende udenfor. Det vakte stor skandale i byen på den tid.<ref>{{kilde nyheder | url = http://stiften.dk/kultur/50-aar-siden-da-aarhus-gik-crazy-over-the-who | title = 50 år siden: Da Aarhus gik crazy over The Who | last = Ravn | first = Thomas Bloch | date = 2015-09-25 | publisher = ''[[Aarhus Stiftstidende]]'' | accessdate = 2015-09-25 }}</ref>
En af The Who's kendteste TV-optrædener var ''The Smothers Brothers Comedy Hour'' i [[1967]] under deres USA-turne, hvor trommesættet skulle eksplodere som afslutning på netop ''My Generation''. Keith havde dog i smug øget krudtmængden betydeligt, hvilket kostede ham en alvorlig skade på armen. Pete fik gløder i håret og mistede sammen med Roger midlertidigt hørelsen. Blandt gæsterne til programmet besvimede skuespillerinden [[Bette Davis]].<ref name="thoweb freiendlan"/> Musikkanalen VH1 placerede dette indslag som nr. 10 på deres liste over ''De 100 største musik-begivenheder på TV'', og det kan sammen med andre rariteter ses på Jeff Steins dokumentar ''The Kids Are Alright'' fra [[1979]].▼
▲En af The Who's kendteste
Pete Townshend har som forklaring på fænomenet instrument-ødelæggelse beskrevet det som en manifestation af ungdommelig rådvildhed og i dokumentaren sagt, at det "intet har med kunstnerisk kvalitet at gøre. Vi gør det bare".
| |||