Skriftemål: Forskelle mellem versioner

▲'''Skriftemål''' eller '''skrifte''', den syndsbekendelse, som aflægges for præsten, med efterfølgende absolution (syndsforladelse) fra præstens, skriftefaderens, side, over for skriftebarnet. Finder skriftemål sted på dødslejet, siges i kirkesproget, at skriftefaderen beretter skriftebarnet. Skriftemål er et væsentligt led i [[Bod (teologi) |boden]]. I den katolske kirke er det private skriftemål ("ørebigten"), ɔ: den hemmelige syndsbekendelse for præsten, med opregning af alle bevidste dødssynder, en absolut pligt, der officielt indførtes 1215. [[Martin Luther| Luther]] afskaffede det private skriftemål som pligt og bekæmpede den romerske udvorteshed, men anbefalede det som frivillig handling, og i den form er det bevaret i [[den lutherske kirke]], men det benyttes ganske vist sjældent. Ved gudstjenesten er både hos de reformerte og i adskillige lutherske landskirker, for eksempel [[Danmark]]s og [[Norge]]s, indført et almindeligt skriftemål, ɔ: præsten aflægger en syndsbekendelse på menighedens vegne og tilsiger derefter de enkelte syndernes forladelse. Dette almindelige skriftemål anvendes over for [[nadver]]gæsterne før [[altergang]]en, og forud for det går ofte en skriftetale. I nyere tid er der flere steder arbejdet for at få det private skriftemål mere frem i [[den protestantiske kirke]], for eksempel var [[Henric Schartau]] i [[Sverige]] ivrig for denne tanke.