Løgn: Forskelle mellem versioner

En '''løgn''' er etsagt udsagnfor eller enat ytringvildlede, og som altså ikke er i overensstemmelse med afsenderens egen forståelse af sandheden, og dermed har til formål at være vildledende.

Løgn er et [[Etik|etisk]] begreb. Enhver udtalelse, som har til hensigt at vildlede i forhold til egen opfattelse af sandheden, kan karakteriseres som løgn i etisk forstand. DetteDet kan også indebære at sige noget, som faktisk er sandt. Eksempel: Styrmanden skrev i skibsloggen: "I dag er kaptajnen ædru". Udtalelsen rummer den præmis, at kaptajnen er en fulderik, noget som slet ikke behøver at være tilfældet. Altså kan styrmanden have sagt noget sandt, men på en måde som har til hensigt at vildlede. Dette bliver i så fald løgn.

Løgn er ikke det modsatte af sandhed. Løgnens modstykke er [[oprigtighed]] eller [[ærlighed]]. (Det modsatte af sandhed er usandhed). Man kan udmærket tale usandt uden at lyve: Man kan være i god tro, være fejlinformeret, have misforstået, fejltolket, være ført bag lyset og så videreosv.

Man bruger af og til termenTermen ''hvid løgn'', som dækker over når man lyver en lille "uskyldig" løgn,; ikke for at være ond, men for at beskytte noget eller nogen.

En person som[[mytoman]] lider af en indre tvang til at lyve kaldesog [[mytoman]] eller,kan noget misforstået: kaldes en ''lystløgner''.

Der er udført en del videnskabelige undersøgelser af, hvor let eller svært det er at afsløre en løgn. Forsøgslederne konstruerer løgne – f.eks.fx ved at lade skuespillere lyve foran et videokamera – og undersøger forsøgspersoners evne til at skelne sande historier fra falske. Nogle af undersøgelserne er gjort med ret realistiske og virkelighedsnære situationer, andre er mere kunstige. En sammenfatning af et stort antal undersøgelser af denne type <ref>Charles F. Bond & Bella M. DePaulo (2008): Individual differences in judging deception: accuracy and bias. Psychological bulletin 134 (4): 477-492.</ref> konkluderer, at mennesker generelt har svært ved at afsløre løgne, og at der ikke er nogennogle individuelle forskelle i den henseende. Der findes ikke mennesker, der er dygtigere end andre til at afsløre løgn. Hvis historier enten kan være sande eller være løgn, vil mennesker generelt vurdere 54 % af løgnehistorierne til at være løgn – det er kun en anelse bedre end de 50 %, der kan forventes rent statistisk. Hvis enkelte mennesker kan "afsløre" 60 eller 70 % af løgnehistorierne, så beror dettedet ikke på særlige evner, men på simpel statistisk variation.

Derimod viser samme oversigt, at menneskerder variererer m.h.t.stor forskel på, hvor gode demennesker er til at lyve. De, der er gode til at fremtræde somse ærlige ud, når de taler sandt, er samtidig gode til at fremtræde somse ærlige ud, når de lyver. Nogle har et ansigt der udstråler mere "ærlighed" end andre, uanset om de faktisk er mere ærlige.

I enEn undersøgelse. <ref> J.K. Burgoon m.fl. (2008): Cognitive biases and nonverbal cue availability in detecting deception. Human communication research 34: 572-599. </ref> har man lavetvist konstruerede optagelser af et antal mennesker, der blev udspurgt, om hvorvidt de havde stjålet en tegnebog. I halvdelen af optagelserne løj de.

Optagelserne blev forelagtvist for et antal forsøgspersoner.
* Nogle fikså kun forelagt udskrifter af ordvekslingen.
* Nogle fikhørte kun lydoptagelser at
* høre. Og nogleNogle så videooptagelser.

Den udspurgtes held medtil at narre andre til at tro at han talte sandt, når han faktisk løj, var størst, når han kunne bruge både stemmeføring og ansigtsudtryk til at vildlede med. Stemmeføringen alene gjorde det lidt vanskeligere at skjule løgnen, og når der kun var udskrifter af ordene, var løgnen vanskeligst at skjule. [[Kropssprog]] (ansigtsudtryk, stemmeføring m.m.) gør det altså lettere at lyve. Undersøgelsen bekræftes af andre undersøgelser m.h.t.om betydningen af ansigtsudtryk, men stemmeføring og kropsbevægelser kan være sværere at simulere og kan undertiden bidrage til at afsløre løgneren <ref>Miron Zuckerman m. fl. (1981): Verbal and nonverbal communication of deception. Advances in experimental social psychology 14:1-59</ref>

Princippet i en såkaldt [[løgnedetektor]] er, at man sætter to elektroder på personens hud og måler den elektriske modstand i hudenden undersøgtes hud, når en svag strøm sendes igennemgennem. Den elektriske modstand ændrer sig lidt, når personen oplever følelser;: detteDet kaldes den elektrodermale respons. Hvis personenspørgsmålet bliver stillet over for eter neutralt spørgsmål, vil der være ringe eller ingen respons, men stillessætter personen over for et spørgsmål som sætterspørgsmålet følelser i gang, vil der ofte opstå et respons. Forskellige menneskerMennesker oplever ikke følelser lige stærkt, og deridet liggermedfører, at visse personer – ofte de mest udadvendte – vil havevise svagesvag eller ingen elektrodermaleelektrodermal responserrespons, selv i tilfælde hvor mere gennemsnitlige mennesker villevil blive kraftigt følelsesmæssigt berørt. Relativt indadvendteIndadvendte og følelsesbetonede personergiver vil derimod givealtså respons selv ved små påvirkninger.

EtHvis overordnetden gennemsnit synes at være, at hvis manundersøgte udelukkende vurderervurderes ud fra løgnedetektorens udslagløgnedetektoren, og hvis der er 50 % sandsynlighed for, at den undersøgte person lyver, så vil løgnen blive opdaget i ca. 75 % af tilfældene. HvisMen derimodhvis personenden undersøgte taler sandt, så vil det være stort set være tilfældigt, omhvis apparatetdetektoren bekræfter dettedet. <ref> W. M. Waid & M. T. Orne (1981): Cognitive, social and personality processes in the physiological detection of deception. Advances in experimental social psychology 14: 61-106</ref>