Forskel mellem versioner af "Preussen"

9 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
rettet intern henvisning
m (Flertydige WL: HolstenHertugdømmet Holsten; Help needed: Bülow)
m (rettet intern henvisning)
Ved [[Polens anden deling]] (1793), hvor Preussen svigtede Polen og ved særaftaler med [[Rusland]] erhvervede [[Danzig]] og [[Toruń|Thorn]] samt distrikterne [[Posen]] og [[Gniezno|Gnesen]], narrede det nemlig Østrig, der intet fik, og forholdet blev derfor så spændt mellem dem, at al samvirken mod [[Frankrig]] ophørte, ja 1795 sluttede Preussen endog fred med Frankrig i [[Basel]] for ikke at gå glip af sin del af Polen ved dette riges opløsning. Ved [[Baselfreden]] mistede Preussen sine små besiddelser vest for [[Rhinen]] (en del af [[Cleve]], [[Geldern]] og andet) mod løfte om vederlag derfor ved den endelige fred. Ved Polens opløsning erhvervede det landene på [[Wisła|Weichsels]] venstre bred med [[Warszawa]] samt et bælte i nordøst indtil [[Njemen]]. I det følgende tiår (til efteråret 1806) nåede Preussen for så vidt det mål, Frederik Vilhelm 3. satte sig, som det bevarede neutraliteten: men for at opnå dette måtte det bøje sig så stærkt for [[Napoleon]]’s vilje, at det mistede al indflydelse på den europæiske politik. Vel fik det mere end rigelig erstatning for afståelserne på venstre Rhinbred i de rigsstæder og bispedømmers landområder, der tilfaldt det ved [[Regensburg-beslutningen af 1803]]; men da koalitionskrigen 1805 brød ind over Tyskland, svajede kongen frem og tilbage mellem Rusland og Frankrig. Efter [[slaget ved Austerlitz]] ([[2. december]]) følte han sig tvungen til at slutte forbund med Napoleon, der overlod ham de engelske kongers land, [[Hannover]], men kort tid derefter tvang ham til at lukke sine havne for England. De ulemper, denne foranstaltning medførte, den uvilje det vakte, at Napoleon under sommerens fredsforhandlinger egenmægtig tilbød England det til Preussen overladte Hannover, og endelig den harme, der fyldte preusserne såvel som alle andre tyskere, fordi Napoleon lod sine tropper blive stående i Tyskland, bragte omsider det i Preussen længe tilbagetrængte krigsparti overtaget, og da Preussen forlangte, at Napoleon skulle trække sine tropper ud af Tyskland, var det forbi med Preussens 11-årige fredstilstand. Den [[14. oktober]] [[1806]] stod [[slaget ved Jena og Auerstädt]], hvor Napoleon og marskal Davoust tilføjede den preussiske hær et knusende nederlag. Virkningen heraf var fuldstændig lammende for de preussiske våben. Hæren opløste sig, fæstningerne, selv de stærkeste, overgav sig uden at forsøge noget forsvar, og Napoleon holdt, uden at der blev gjort det ringeste forsøg på at hindre det, sit indtog i Berlin, mens Frederik Vilhelm 3. flygtede til Königsberg, hvorfra han påkaldte Ruslands Hjælp. Men da russerne efter slagene ved Eylau (7. februar 1807) og Friedland (14. juni samme år) begyndte fredsunderhandlinger, var der intet håb mere for Preussen, som ved [[freden i Tilsit]] ([[9. juli]]) måtte bøje sig for sejrherrens vilje og afstå omtrent halvdelen af sit territorium, nemlig alle de ved Polens anden og tredje deling erhvervede provinser samt alle sine besiddelser vest for Elben (i alt 156.000 km<sup>2</sup> med ca. 5 mio. indbyggere). Desuden skulle der udredes overordentlig store summer i krigskontributioner. At et preussisk monarki overhovedet vedblev at bestå, var en nådessag af Napoleon, og mange mente, at dets fuldstændige opløsning kun var et tidsspørgsmål. Regeringskredsene var rådvilde og modløse, mens den langt overvejende del af folket forholdt sig som passiv tilskuer, idet det, vant som det var fra gammel tid til at modtage alt fra oven, savnede medborgerlig ansvarsfølelse. Men ulykken og ydmygelsen vakte nationen til bevidsthed om den truende fare, fædrelandets nød satte patriotismen i bevægelse og kaldte en sådan begejstring for kampen for den nationale uafhængighed til live, at de betydelige mænd, der nu fremtrådte, trøstig kunde tage fat på det store reorganisationsarbejde, der tiltrængtes i det indre, hvor alt siden Frederik 2.s død havde stået i Stampe. Vel var den under Frederik Vilhelm 2. genindførte censur og trostvang atter fjernet af sønnen; vel var faderens for staten så fordærvelige ødselhed standset under sønnen, men ingen som helst fremgang havde fundet sted, og evneløse kabinetsregeringer havde ingen forestilling haft om den ny tids krav, lige som hæren alene levede på sit ry fra Frederik 2.s Dage og ikke havde formået at følge med tiden. Kun ved et ihærdigt arbejde var der nu håb for landet om engang at vinde tilbage, hvad det ved egen skyld havde tabt.
 
Påvirket af dronningen ([[Louise af Mecklenburg-Strelitz|Louise af Preussen]]{{hvilke?|dato=2016}}) gav kongen efter for bevægelsen og omgav sig med ny ministre, blandt hvilke friherre von Stein var den ledende ånd. I efteråret 1807 satte han det store oprejsningsarbejde i gang, hvis mål var fri adgang til erhverv uden hensyn til stand og medvirkning af dele af folket ved forvaltning og styrelse. Således blev bøndernes arvelige afhængighedsforhold af herremanden ophævet og deres stilling på andre områder noget forbedret. Stæderne fik kommunalt selvstyre, og lavstvangen indskrænkedes, mens civiladministrationen omordnedes, og en militær kommission omorganiserede fuldstændig hæren, hvis grundlag blev [[værnepligt]] og ikke som hidtil hvervning. Napoleon tvang vel Frederik Vilhelm 3. til at afskedige von Stein (november 1808), og en konservativ regering kom i stedet, men da Hardenberg 1810 blev udnævnt til regeringschef med titel af statskansler, fortsattes reformarbejdet i von Steins ånd. [[Jøde]]rne fik [[borgerrettigheder|borgerlige rettigheder]], og man satte alt ind på, skønt man ifølge Napoleons påbud ikke måtte holde mere end 40.000 mand på benene, at indøve en så stor troppestyrke som muligt. I samme retning virkede på de nationalt vågne dele af befolkningen også taler og skrifter af ledende mænd på åndslivets område, og endelig bragte fremmedherredømmets stadig voksende økonomiske tryk også masserne med i bevægelsen. Preussen, der 1809 ikke havde sluttet sig til Østrig og 1812 havde måttet sende et hærkorps mod Rusland, var derfor fuldt færdig til 1813 at give signalet til den tyske uafhængighedskrig mod Napoleon, dets hær gik sammen med de andre koalitionsmagters over Rhinen og havde i [[slaget ved Waterloo]] ([[18. juni]] [[1815]]) hovedandelen i Napoleons endelige nederlag. [[Wienerkongressen]] gav ikke Preussen fuld erstatning for, hvad det havde tabt 1807, idet det måtte afstå de ved [[Polen]]s opløsning (1795) erhvervede provinser til [[Rusland]], [[Ansbach]] og [[Bayreuth]] til [[Bayern]] og [[Østfriesland]], [[Hildesheim]] og [[Goslar]] til [[Hannover]], mens det til gengæld fik det halve af [[kongeriget Sachsen]], [[Svensk Forpommern]] (mod afståelsen af [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]] til [[Danmark]]), en afrunding af [[Westfalen]]s grænser og en betydelig udvidelse af landene vest for Rhinen, navnlig store stykker af de gamle ærkestifter Köln og Trier; i alt mistede det 37.000 km<sup>2</sup>. Indbyggerantallet der imod blev ikke formindsket (ca. 10 mio.).
 
[[Fil:Map-DB-PrussiaProvs-1818.svg|thumb|300px|Preussen i 1818. Lys farve angiver de øvrige medlemmer af det [[Tyske Forbund]].]]
93.383

redigeringer