Helstaten: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet intern henvisning |
m Flertydige WL: Holsten → Hertugdømmet Holsten (2); Fjerner link: Holsten (3) |
||
Linje 6:
hertugdømmerne:
* [[Hertugdømmet Slesvig|Sønderjylland]] eller Slesvig (som dansk len),
* [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] (medlem af det Tyske Forbund) og
* [[Sachsen-Lauenburg|Lauenburg]] (medlem af det Tyske Forbund),
en række "bilande":
Linje 423:
=== Konkurrencen fra Hamborg ===
Netop disse skævheder i landets økonomisk-erhvervsmæssige forhold medvirkede til splittelsen i Helstaten: [[Fristad]]en [[Hamborg]] var befolkningsstørrelsesmæssigt lidt større end [[København]], byens handelsliv var langt mere blomstrende end hovedstadens og udøvede en voldsom indflydelse på erhvervsudviklingen i hele [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]] og [[Sachsen-Lauenburg|Lauenborg]], det meste af [[Slesvig (område)|Slesvig]] og endda langt op i [[Nørrejylland]]. København befandt sig derimod i landets østlige udkant og stod i stampe langt op i [[1800-tallet]]. Først krisen i [[1857]] skulle ændre dette forhold, idet adskillige hamborgske handelshuse da gik fallit, kreditten – som var en hjørnesten i fristadens økonomi – gik tabt, og de mange provinskøbmænd (i kongeriget) begyndte for alvor at vende deres virksomhed mod den danske hovedstad. Men da det skete, var de politiske konjunkturer for Helstatens fortsættelse i bund.
== Statsstyrelse ==
Linje 446:
=== Efter 1850 ===
Efter [[treårskrigen]] [[1848]]-[[1850]] blev forvaltningen af hertugdømmerne ændret: til afløsning for [[Tyske Kancelli]] oprettedes to ministerier, [[Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig]] og [[Ministeriet for Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg]], der skulle forvalte de to områders anliggender hver for sig, mens fællesanliggender fremover henlagdes under [[Ministeriet for Monarkiets fælles indre Anliggender]]. Formålet med denne omordning var først og fremmest at kunne knytte det overvejende dansktalende og befolkede hertugdømme Slesvig nærmere til kongeriget, mens de tysktalende og tysk befolkede hertugdømmer
== Politisk udvikling ==
Linje 456:
Datidens nationalitetsudvikling, manifesteringen af stænderne med dets krav om deltagelse i statsstyret, måtte sprænge den humanistisk-absolutistiske danske helstat. Denne helstat, i hvilken to folk gennem hundrede år havde fundet en lykke, som man i betragtning af begges opsving i dannelse og velstand i det [[18. århundrede]] visselig ikke kan kalde en indbildt, og den danske nationalitet, hvis åndsliv just havde gennemgået sin ungdom, som jævnbyrdig med den tyske. Blandt [[Slesvig-Holstenisme]]ns mænd var de mest bemærkelsesværdige Dahlmann og Lornsen, der ved sin dristige udfordring af den bestående helstat ubevidst frigjorde vejen for den nationale stænderstat samt [[hertug]] [[Christian August 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg|Christian August]], der besad en blanding af politisk klogskab og dynastisk stejlhed, og som ved kongefamiliens afvisende holdning og direkte krænkelser overfor hans fader og ham mod sit ønske og sin tilbøjelighed blev drevet fra helstaten over i Slesvig-Holstenismen.
På dansk side bider særligt [[Christian 8.]] sig fast som hovedpersonen. Som kernen i denne konges politiske tankegang sættes genoptagelsen af [[Frederik 6.]]s helstatstanke fra dennes første kongeår: en ensartet og en dansk helstat, med centrum i rigshovedstaden. Gennem [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]], der så vidt muligt skulle genvindes for danskheden, men ikke politisk og administrativt indlemmes i kongeriget, skulle
Den kreds af tysk-holstenske embedsmænd, der havde omgivet Kronprins Frederik i de første år efter Bernstorffs død, havde i tiden indtil [[1813]] været statsmænd af et vist format. Deres efterfølgere efter [[1814]] var fagembedsmænd uden storhed, og de deputerede i kollegierne også for hertugdømmerne var for en stor del danske. Mænd som [[A.S. Ørsted]] og [[Poul Christian von Stemann]] hørte ikke til de ringere begavelser i datidens Danmark — men indeholder dog en del sandhed, Frederik 6.s statsråd modtog for lidt blodfornyelse og endte med at blive en forsamling, der havde overlevet sig selv. Christian 8.s nyudnævnelser af Reventlow-Criminil'erne i [[1842]] kom for sent og føltes af den danske nationalbevidsthed som en krænkelse, — den samtidige indtrædelse af den 64-årige Ørsted i [[Gehejmestatsrådet|statsrådet]] kunde ikke tilføre det en virksom dansk modvægt. Statsudviklingen kom for meget til at savne kontinuitet.Da Danmark ved forfatningsskiftet i [[1848]] fik sit første moderne ministerium, indtrådte kun een af den gamle styrelses kreds, den ældede og ret betydningsløse Grev [[A.W. Moltke]] i det, resten var politisk og for størstedelen også administrativt næsten ganske uprøvede mænd.
Linje 470:
Slesvigs nationale delthed blev i Christian 8.s tid mere og mere åbenbar. Den mest nærliggende løsning — landets administrative eller statslige deling — vandt dog ingen genklang i videre kredse, hverken i Danmark eller hertugdømmerne. Ejderdanisme stilledes stejlt op mod Slesvig-Holstenisme. Hvad hertugdømmernes selvstændighed angår, måtte Slesvigs [[Slesvig-Holsten-Gottorp|gottorpske dele]] i [[1658]] ophævede lensbånd til kongeriget atter træde i kraft, når kongehusets mandslinje uddøde, og unionen af [[1533]] med dens bestemmelser om et vist fællesskab med Danmark i ydre politik og krigsvæsen hørte stadig med til begge hertugdømmers statsret. Ganske vist synes de i arveretslig henseende begge at have indtaget en fra kongeriget forskellig stilling, men i praksis var den tilknytning, som den gamle stænderforfatning havde skabt mellem Slesvig og Holsten, ganske skudt til side. Det i [[1830'erne]] rejste krav om en forening af de nyskabte stænder for hvert hertugdømme fandt heller ingen støtte i privilegierne, der lain kendte adskilte landdage, og det samme gælder ridderskabets krav om at være bærer af den gamle landstænderske forfatning. Derimod dannede hertugdømmerne i forvaltning og retspleje og — når undtages [[Nordslesvig]] — i embeds-, kirke- og retssprogen fastsluttet enhed i modsætning til kongeriget, og toldgrænsen ved kongeriget satte stadig et økonomisk skel. Det var på dette selvstændige og tyske indenstatslige liv i hertugdømmerne, at hævdelsen af de gamle landsrettigheders beståen i sidste instans byggede, og med støtte heri og i de augustenborgske arvekrav, der så åbenlyst krænkedes ved Christian 8.s [[Det åbne brev (1846)|åbne brev]] af [[1846]], formåede Slesvig-Holstenismen at vinde det nationale [[Tyskland]] og dets stater og også til en vis grad de fremmede magter for sig. [[Februarrevolutionen (Frankrig)|Februarrevolutionen]] og Eiderdanismens politiske sejr i Danmark fremkaldte det åbne brud, der ikke mere lod sig læge. [[Otto von Bismarck|Bismarcks]] magtpolitik fuldbyrdede endelig den fuldstændige adskillelse af hertugdømmerne og Danmark.
[[De Nationalliberale|De danske nationalliberale]] statslederes politik overfor hertugdømmerne, [[Tyskland]] og [[Europa]], ikke mindst i [[1863]]—[[1864]], var et klart fejltrin. Også her må dog, som ved dommen over Christian 8., den tunge historiske arv tages med i regnskabet, og når man bebrejder de danske statsmænd, at de afviste den mulighed for monarkiets opretholde de der lå i den af kongen ønskede personalunion mellem Danmark og begge hertugdømmerne, så undervurderes de farer, for hvilke danskheden i Slesvig let vilde blive udsat ved en sådan ordning, og som for dansk politik altid måtte veje meget tungt til. Var den fortsatte dynastiske forbindelse med Holsten et sådant offer værd? Dette spørgsmål melder sig så meget stærkere, som forbindelsen med det tyske forbundsland Holsten i sig selv kunde komme til at rumme en stor fare for Danmarks selvstændighed som stat. Holstens statslige delthed mellem [[Danmark]] og [[Tyskland]] var, som Slesvigs nationale delthed, en rest fra [[middelalderen]], som tidens udvikling nødvendigvis måtte rydde af vejen, og den historiske udvikling – først og fremmest Slesvigs efterhånden opståede dobbeltstilling mellem Danmark og
For Danmark betød nederlaget i [[1864]], der fuldendte det af [[Christian 4.]] begyndte, af [[Frederik 6.]] fortsatte fald, at det ville have nået den sluttede nationalstats mål i uopnået fuldkommenhed, hvis ikke det uløste nordslesvigske spørgsmål havde stået tilbage. Bortset fra dette var Danmark blevet et tidligt modent billede af det, henimod hvilket tidens nedgang efter den franske omvæltning uophørligt stræbte, at se den rene stat detroniseret, opløst i stænder. Den nye danske nationalstat havde i sin udvikling gennemgået forskellige stadier. I årene før [[1864]] havde nationalbevidstheden indgået et forbund med statsmagten og overført magtstatens væsen på nationale maal; heraf fremgik [[Ejderpolitikken]] og forsøget på at tvangsfordanske Mellemslesvig. Vendingen skete ved nederlaget i [[1864]], der banede vej for Grundtvigs sammensmeltning af danskhed og kristendom — ganske vist med fare for, at danskheden kunne komme til at spille første, kristendommen anden violin.
| |||