Julian (kejser): Forskelle mellem versioner

Som nevø af [[Konstantin den Store]] overlevede Julian som dreng blodbadet efter dennesJulians død i 337, som bragte bl.a. fætteren [[Constantius II]] til magten. Han voksede op som kristen under nøje overvågelse af fætterens spioner, menog modtog en græskpræget opdragelse, som hemmeligt førte ham i antikristen retning, stærkt inspireret af [[nyplatonismen]]. I 354 udnævntes han til underkejser i [[Gallien]] i mangel af andres havelseandre og overraskede ved at vise glimrende evner som hærfører og administrator. Da Constantius i 361 ønskede hans hær beskåret med henblik på et felttog mod perserne, gjorde han oprør – efter sigende presset af soldaterne – men blev kejser uden kamp samme år, da fætteren døde.

Der er to hovedkilder til begivenhederne der leder til Julians kejserudnævnelse. Den første er Julians egen beskrivelse i brevet til Athen, som han skrev i 361 da han gjorde klar til at marchere mod Konstans<ref>W.C. Wright (oversætter) – ''The Works of The Emperor Julian, volume II'', ''Letter to the Athenians'', Harvard University Press, 1998</ref>. Brevet er et forsøg på at legitimere sinsine handlinger overforover for Konstants og kan som sådan også ses som et politisk program. Som kilde skal man dog være opmærksom på partiskheden i skriftet.

Den anden kilde er historikeren [[Ammianus Marcellinus]]’ beretning om begivenheden<ref>V. Ullmann (oversætter) – ''Femogtyve år af Roms Historie'', Arendal, 1877, 20. og 21. bog</ref>. Ammianus var højtstående i hæren, på det tidspunktda begivenhederne udspillerudspillede sig, men befandt sig på daværende tidspunkt i Mellemøsten, og han har altså ikke selv overværet det, han skriver om.

Selv om deDe to kilder er grundlæggende er skrevet ud fra samme synspunkt; de var begge ikke kristne, og Ammianus var tro mod Julian, som han tjente i hæren,. Der er der stadig så mange forskellige punkter, hvorpåsom de supplerer hinanden atpå, så der kan udledes en del ved at sammenstille dem begge.

Efter soldaterne i Gallien havde udnævnt Julian til Augustus og Konstants gjort sin holdning klar, var Julian rykket til [[Illyrien|Illyricum]] med sin hær og gjorde sig der klar til at rykke mod Konstantius, som befandt sig i [[Konstantinopel]]. Julian skrev her tre breve, som han sendte til de græske byer [[Athen]], [[Korinth]] og [[Sparta]]. og forudenForuden dem sendte han et til [[Rom]]. I disse breveJulian beskriver Julian situationen, som han opfattede den, og han går især ind på, hvordan han selv og broderen Gallus var blevetblev behandlet af deres onkel [[Constans]], i årene efter Constantius var blevet kejser.

Af disse fire breve har vi kun brevet til Athen bevaret. Af de mange steder i brevet, der hentyder til Athens historie og religion, må vi indse at hvert brev har været skrevet specifikt til modtageren, men samtidigargumenterne må det fastslåes at argumenternehar næppe har været forskellige i de fire breve.

Julian starterbegynder med årene lige efter Constans blev kejser. Konstantin den Store var død, og en strid startedeopstod mellem dennes sønner og Constantins broder [[Julius Constantius]], Julians far. Constants vandt denne strid, men først efter at have foranstaltet mordene på sin egen bror og Julians forældre. Julian og dennes bror Gallus var selv nær ved at blive dræbt, men blev skånet da Constans kone Euseubia gik i forbøn for dem. I stedet blev de sendt til den fjerntliggende fæstning Macellum i [[Armenien]], hvor de blev opfostret i streng isolation fra omverdenen og blandt tjenestefolk, der mere kunne opfattes som fangevogtere end tjenere <ref>Julian, s. 271</ref>.

Efter seks år blev Julians storebror udnævnt til [[Cæsar (titel)|Cæsar]] af Constans og blev sat til at styre det østlige rige med hovedsæde i [[Syrien]]. Gallus viste sig dog at være lidt af en tyran og misbrugte sin magt på det groveste <ref>Ammianus, 14. bog</ref>. DennesHans regime endte nogle år senere, da Constants lokkede Gallus til at komme og besøge sig uden Gallus’ livgarde, hvorefter han blev myrdet. Julian indrømerindrømmer selv, at Gallus havde opført sig som en forbryder, men påkalder sig den romerske ret, der siger at selv en forbryder har lov til en forsvarstale før dommen <ref>Julian, s. 272</ref>, noget som Constants ikke gav Gallus før han beordrede ham myrdet.

I mellemtiden var Julian blevet flyttet rundtforflyttet til forskellige steder i riget, dog altid under streng overvågning. Først da blev voksen kunne han få lov til at tage til Athen, hvor han studerede filosofi i 2to år. Det er sandsynligvis her Julian har endelig fattet beslutningen om at tilbede de gamle græske guder og forkaste kristendommen. Han holdt dogdet dettedog hemmeligt, og først da han bliverblev udnævnt til Augustusaugustus, erkendererkendte han åbenlyst sin tro for andre end sine nærmeste venner.

Imidlertid udbryder der uroligheder i Gallien, da germanske stammer krydser [[Rhinen]] og hærger store områder, og ikke nok med det, i stedet for at tage tilbage slår disse stammer sig ned i de plyndrede områder, og holder dermed et område der indbefatter over 50 byer <ref>Julian, s. 279</ref> i et jerngreb. I mangel af voksne efterkommere så Constants sig nødsaget til at udnævne Julian som Cæsar for at få styr på urolighederne der. Det syntes dog som om Constants kun halvhjertet føler for projektet for han giver ikke Julian myndighed over andet end "kejserens billede og kåbe" <ref>Julian, s. 278</ref>, dvs han blev sendt som en der skulle videregive kejserens autoritet symbolsk, mens generalerne stadig havde kontrol med hæren.

Situationen i Gallien er nu under kontrol og Constants forbereder sig på en storoffensiv mod [[Persien]], som i nogle år havde ædt sig ind på de romerske besiddelser i en langvarig krig i Mellemøsten. Han sender derfor ordre om at Julian skal sende hvad der svarer til det meste af hans hær til Constants i Konstantinopel så de kan deltage i krigen i østen. Dette er imidlertid et problem for Julian. Hans hær består hovedsagligt af delinger fra Gallien og Germanien og disse er hvervet med udtrykkeligt løfte om ikke at blive indsat syd for [[Alperne]], dvs udenfor deres egne hjemlande <ref>Ammianus, 20,4</ref>. Interessant nok nævner Julian ikke dette i brevet til Athen, kun Ammianus nævner det. I stedet skriver han, efter at have nævnt de forskellige personer der af Konstants er blevet sendt til Gallien for at fratage Julian magten:

Løftet, som ellers kunne anses for et meget logisk argument i denne sammenhæng, er nok udeladt på grund af modtagerens adresse. Skrivelsen til Athen er, som Julians oversætter W. C. Wright rigtig hævder <ref>Julian, side 241</ref>, holdt i en stemning som om Julian skrev til et klassisk græsk samfund fra 400 f.v.t. og ikke et halvt kristent senantikt Athen fra 361 e.v.t. Derfor anser han også at grækerne ikke er meget interesserede i løfter givet til barbarer, som soldaterne der kommer fra Gallien og [[Germanien]], ville anses at være for den klassiske græker. Om denne opfattelse stadig var relevant i Julians tid er mere tvivlsomt, men Julian var på alle måder en anakronistisk person, der prøvede af alle kræfter (forgæves som det viste sig) at gendindføre antikkens guldalder på dette tidspunkt. I stedet for at fortælle om løftet bruger Julian igen truslen mod hans personlige sikkerhed, og Galliens sikkerhed som helhed, over for denne handling fra Konstants side.

== Ammianus' version ==

Ammianus’Ammianus' version af begivenhederne skiller sig på væsentlige punkter ikke fra Julians. Desværre har vi ingen viden omkringom Ammianus’Ammianus' kilder. Men da han var en samtidig med begivenhederne har han haft rig mulighed for at få udsagn fra øjenvidner, desuden må Julians breve til de græske byer og Rom også have været offentliggjort på dette tidspunkt. Ammianus’Ammianus' stilling som højtstående i den romerske hær har uden tvivl også givet ham gode kilder til viden om forholdene. Hans beskrivelse er meget detaljerig overalt, hvor det drejer sig om militære anliggender, og der er ingen grund til at tvivle på de tekniske detaljer, som mange steder uddyber Julians beretning. For eksempel får vi præcist at vide hvilke tropper der skal tages fra Julian og føres til Persien:

Ammianus skriver så at Julian samler alle sine tropper og holder en tale for dem, hvorhvori han endelig officielt accepterer kejsertitlen. Ammianus skriver her en tale der på mange punkter har lighed med argumenterne i Julians brev til Athen, dog da denne er til soldaterne med fokus på deres syn på tingene, men han fremhæver den dårlige behandling han har fået af Konstants, og Konstants tagen æren for Julians sejre i Gallien og endelig løftebruddet over for soldaterne <ref>Ammianus, 21, 5</ref>. Igen er det værd at huske at denne tale sandsynligvis er frit opfundet af Ammianus, og at det mere er et udtryk for hvad han mener Julian ville have sagt i pågældende tilfælde, end det er hvad vi kan være sikre på Julian ville have sagt i situationen.

I sin korte regeringstid udfoldede Julian en hektisk aktivitet for at nedbryde kristendommens stilling;kristendommen: han fratog den al statsstøtte og kejsergunst, afskedigede kristne embedsmænd osv., men synes at have afholdt sig fra voldelige overgreb. I stedet prøvede han – stort set uden held – at reformere de gamle religioner, paradoksalt nok efter kristne administrationsprincipper, og gjorde selv meget for at propagandere for nyplatonismen. I øvrigt gennemførte han flere sociale reformer og byggearbejder. I 362 drog han i krig mod perserne, og her faldt han i et sejrrigt slag året efter. Med ham uddøde Konstantins slægt og forsøget på at standse kristendommen.