Hundredårskrigen: Forskelle mellem versioner

'''Hundredårskrigen''' var en serie konflikter der foregik framellem 1337 frem tilog 1453 mellem [[huset Plantagenet]], herskere over [[Kongeriget England]], modog [[huset Valois]], herskere af [[Kongeriget Frankrig]] overom arveretten til den franske trone. Hver side trak mange allierede med ind i krigen. Det er en af de største og vigtigste konflikter i [[middelalderen]]s [[Europa]], hvor fem generationer af konger fra to rivaliserende dynastier kæmpede om tronen til de største kongerige i [[Vesteuropa]]. Krigen markerede både højdepunktet af [[ridderlighed]] og den efterfølgende nedgang, og udviklingen afudviklede stærke nationale identiteter i begge lande.

Efter den [[Normanniske erobring af England]] var Englands konge [[vasal]] under den siddende franske konge for rigets besiddelser i Frankrig. De franske konger bestræbte sig over århundrederne på at reducere disse besiddelser, indtiltil kun området [[Gascogne]] var på engelske hænder. Truslen om at konfiskere dettedet hertugdømme havde været en del af fransk politik for at måle den voksende engelske magt, særligt når englænderne var i krig med [[Kongeriget Skotland]], der var allieret med Frankrig.

Via sin moder, [[Isabella af Frankrig]], var [[Edvard 3. af England]] barnebarn af [[Philip 4. af Frankrig]] og nevø til [[Karl 4. af Frankrig]], den sidste konge i den første linje af [[huset Capet]]. I 1316 blev den [[saliske lov]] vedtaget, hvilket gjorde atså kvinder ikke kunne arve den franske trone. Da Karl 4. døde i 1328, kunne Isabella ikke kræve den franske trone selv og måtte derfor lade den gå videre til sin søn. Franskmændene afviste dettedet og fastholdt, at hun ikke kunne overføre en ret, som hun ikke selv havde, til sin søn. IOmkring omkring ni år (1328-1337) havde England accepteret Valois' arvefølge til den franske trone, men Philip 6.'s indblanding i Edvard 3.'s krig mod Skotland tillod, at Edvard 3. kunne genvinde kravet om den franske trone. Flere store engelske sejre i krigen - særligt ved [[Slaget ved Crécy|Crécy]], [[Slaget ved Poitiers (1356)|Poitiers]] og [[Slaget ved Agincourt|Agincourt]] - øgede udsigterne til en ultimativ engelsk triumf. Kongeriget Frankrigs store mængde ressourcer udelukkede dog en total britisk erobring. Startende i 1429 medDe vigtige franske sejre ved [[Slaget ved Patay|Patay]] 1429, [[Slaget ved Formigny|Formigny]] og [[Slaget ved Castillon|Castillon]] afsluttede konflikten i fransk favør, og England mistede endeligt størstedelen af sine områder på kontinentet.

Den grundlæggende årsag til konflikten skal findes i demografiske, økonomiske og sociale kriser i 1300-tallets Europa. Starten på krigen var moteriveretmotiveret af en gradvist øget spænding og uoverenstemmelseuoverensstemmelse mellem Frankrig og England over [[Guyenne]], Flandern og Skotland. Arvefølgespørgsmålet i dynastiet, som skete efter arvelinjen af CapatianereCapet'erne blev brudt, var den officielle årsag.

Spørgsmålet om en kvindelig tronfølger i Frankrig blev stillet ved [[Ludvig 10. af Frankrig|Ludvig 10.'s]] død i 1316. Ludvig 10. efterlod sig kun en datter, og [[Johan 1. af Frankrig|sin posthume søn Johan 1.]] var kun i live i få dage. Philip, greve af Poitiers, og Ludvig 10.'s bror, hævdede, at kvinder ikke var berettigedeberettiget til at bære kronen. Via sin politiske indflydelse og overtalelsesevner fik han overbevist sine modstandere, og overtog tronen som [[Philip 5. af Frankrig]]. Den samme lov, som han påkaldte sig, gjorde at hans egne døtre ikke kunne arve tronen, og den gik derfor til hans yngre bror, Karl 4., i 1322.<ref name=brissaud329>{{harvnb|Brissaud|1915|pp=329–330}}</ref>

Karl 4. døde i 1328, og efterlod sig en datter og en gravid kone. Hvis hans ufødte barn var en søn ville hanbarnet blive konge,; hvis ikke overdrog Karl valget til adelen.

Karl 4.'s nærmeste mandlige slægtning var hans nevø [[Edvard 3. af England]]. Edvard var søn af [[Isabella af Frankrig|Isabella]], der var Karl 4.'s søster, men der blev stillet spørgsmål ved, om hun skulle have lov at videregive arveretten, når hun ikke selv kunne arve tronen. Den franske adel modsatte sig at blive regeret af Isabella og hendes elsker [[Roger Mortimer]], som var mistænkt for at stå bag mordet på den tidligere engelske konge, [[Edvard 2. af England|Edvard 2.]]. Forsamlingen af de franske baroner, biskopper og [[Universitet i Paris]] besluttede, at mænd som arvede retten via deres moder skulle ekskluderes. Således blev den nærmeste mandlige arving Karl 4.'s fætter, Philip, greve af Valois, og det blev besluttet at han skulle krones som Philip 6.. I 1340 bekræftede [[Avignon-pavedømmet]] i [[saliske lov]], at mænd ikke kunne arve gennem deres mødre.<ref name=brissaud329 /><ref name=orton872>{{harvnb|Previté-Orton|1978|p=872}}</ref>

Til sidst anerkendte Edvard 3. modvilligt Philip 6. som konge, og svor troskab til hansham for sit franske len. Han lavede en koncession i Guyenne, men beholdt retten til at genvinde områder, der var blevet vilkårligt konfiskeret. Herefter regnede han med at få fred til at føre krig i Skotland.

Det [[Angel-normannere|anglo-normanniske]] dynasti, der havde hersket over England siden [[Den normanniske erobing af England|den normanniske erobring]] i 1066, blev bragt til en ende, da [[Henrik 2. af England|Henrik]], søn af [[Geoffrey Plantagenet, greve af Anjou|Geoffrey af Anjou]] og [[kejserinde Matilda]] og oldebarn af [[Vilhelm Erobreren]], blev den første af de [[Angevinkonger i England|Angevinkongerne i England]] i 1154 under navnet Henrik 2.<ref name=bartlett22>{{harvnb|Bartlett|2000|p=22}}</ref> Angevinkongerne regerede direkte over [[Angevinimperiet|mere fransk territorium]] kongerne af Frankrig. De skulle dog stadig sværge troskab til den franske konge for disse territorier. Fra 1000-tallet og fremefter var der selvstyre i disse området, hvilket i praksis neutraliserede problemet.<ref name=bartlett17>{{harvnb|Bartlett|2000|p=17}}</ref>P

Uenighederne over Guyenne er blevet på udpeget som værende vigtigere for udbruddet af krigen, end den dynastiske arvefølge. Guyenne var et betydeligt problem for kongerne overi både Frankrig og England. Edvard 3. var en af Philip 6.'s vasaller, og blev derfor nødt til at anerkende den franske konges suverænitet over Guyenne. Rent praktisk kunne en dom i Guyenne således appelleres til den kongelige franske domstol. Frankrigs konge havde magt til at annullere alle lovmæssige beslutninger, som Englands konge måtte lave i Aquitaine, hvilket var uacceptabelt for den engelske konge. Derfor var suverænitet over Guyenne en latent konflik mellem de to monarkier i flere generationer.

Under [[Saint-Sardoskrigen]] invaderede [[Charles, greve af Valois|Charles af Valois]], og far til Philip 6., Aquitaine på vegne af Karl 4., og han erobrede hertugdømmet efter et lokalt oprør, som franskmændendefranskmændene troede at Edvard 2. af England havdet tilskyndet. Karl 4. indvilligede modvilligt i at givet området tilbage i 1325. For at få hertudømmet tilbage måtte Edvard 2. indgå et kompromis ved at sende sin søn, den fremtidige kong Edvard 3., for at sværge troskab.

Kongen af Frankrig indvilligede i at genoprette Guyenne, minusundtagen [[Agen]]. Men franskmændene forhalede overlevering af landet, hvilket hjalp Philip 6. Den 6. juni 1329 svor Edvard 3. troskab til kongen af Frankrig. Ved ceremonien fik Philip 6. nedskrevet, at denne troskab ikke var på grund af de len, som Karl 4. havde løsrevet fra hertugdømmet Guyenne (særlig Agen). For Edvard betød det ikke, at han gav afkald på sit krav om de fravristede landområder.

I 1000-tallet var [[Gascogne]] i det sydvestlige Frankrig blevet inkorporeretoptaget i Aquitaine (også kendt som ''Guyenne'' eller ''Guienne'') og dannede provinsen Guyenne og [[Gascogne]] ([[Fransk (sprog)|fransk]]: ''Guyenne-et-Gascogne''). [[Angevinkongerne af England]] blev [[Hertug af Aquitaine|hertuger af Aquitaine]] efter [[Henrik 2. af England|Henrik 2.]] giftede sig i 1152 med den tidligere dronning af Frankrig, [[Eleanor af Aquitaine]], i 1152, hvorefter landet var vasal tilunder den franske krone. I 1200-tallet var Aquitaine og Guyenne-et-Gascogne stort set [[synonym]]e.<ref name=harris8>{{harvnb|Harris|1994|p=8}}</ref><ref name=prestwich298>{{harvnb|Prestwich|1988|p=298}}</ref> Ved begyndelser af Edvard 3.'s regeringstid den 1. februar 1327 var den eneste del af Aquitaine der stadig tilhørte den engelske trone hertugdømme Gascogne. Termen "Gascogne" blev blev brugt om det område som Angevin ([[Plantagenet]]) kongerne af England havde i det sydvestlige Frankrig, selvom de stadig brugte titlen hertug af Aquitaine.<ref name=prestwich298 /><ref name=prestwich292>{{harvnb|Prestwich|2005|pp=292–293}}</ref>