Novemberrevolutionen
Novemberrevolutionen (tysk: Novemberrevolution) eller den Tyske Revolution 1918-1919 var en opstand, der blev igangsat af arbejdere og soldater i de sidste dage af 1. verdenskrig. Første fase af opstanden ledte hurtigt – og næsten blodløst – til det Tyske Kejserriges fald og kejerens abdikation. I den efterfølgende fase af revolutionen – som var mere voldelig – sejrede tilhængerne af en parlamentarisk republik over dem, der ønskede en sovjetisk-inspireret rådsrepublik (sovjetrepublik). Nederlaget for de mest yderligtgående venstreorienteret kræfter banede vejen for etableringen af et parlamentarisk demokrati i form af Weimarrepublikken. De afgørende faktorer, der ledte til revolutionen, var de ekstreme forhold, som det tyske folk led under mod slutningen af 1. verdenskrig, herunder de økonomiske og psykologiske konsekvenser af det Tyske Kejserriges nederlag samt de sociale spændinger mellem den almene befolkning og den aristokratiske og borgerlige elite.[1][2]
Novemberrevolutionen | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
![]() Revolutionære kører forbi Brandenburger Tor i november 1918. |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
1918:![]() 1918–1919: ![]()
| ![]()
|
||||||
Ledere | |||||||
|
Revolutionen blev udløst af ét sømandsoprøret i Kiel i slutningen af oktober 1918. Inden for en uge havde arbejder- og soldaterrådene kontrol over regerings- og militærinstitutioner i det meste af den vestlige del af Tyskland. Den 9. november blev Tyskland erklæret en republik. Ved udgangen af måneden var alle de regerende monarker, herunder kejser Wilhelm II, blevet tvunget til at abdicere. Den 10. november blev Folkekommissærernes Råd (tysk: Rat der Volksbeauftragten) dannet af medlemmer af Tysklands to vigtigste socialistiske partier. Under den de facto ledelse af Friedrich Ebert fra det moderate Større Socialdemokratiske Parti (MSPD), fungerede Rådet som en provisorisk regering, der besad kejserens, kanslerens og lovgivernes magtbeføjelser. Det meste af det gamle kejserlige officerskorps, administrationen og retsvæsenet forblev intakt. Rådet havde brug for deres ekspertise til at løse den øjeblikkelige krise og mente derfor, at det var vigtigere at håndtere krisen snarere end at fjerne centrale regeringsfigurer. Dette skulle sikre, at det nye demokrati var solidt forankret mod sine modstandere.[3]
Folkekommissærernes Råd fjernede straks nogle af kejserrigets hårde restriktioner, såsom dem for ytringsfrihed, og lovede samtid en otte timers arbejdsdag og valg, der for første gang ville give kvinder stemmeret. De mere yderliggående på venstrefløjen (i bl.a. USPD) ønskede også at nationalisere nøgleindustrier, demokratisere militæret og oprette en rådsrepublik, men MSPD havde kontrol over de fleste arbejder- og soldaterråd og blokerede enhver væsentlig bevægelse hen imod deres mål.
Splittelsen mellem de moderate og radikale socialister resulterede i sidste ende i vold. I de sidste dage af 1918, udløst af en strid om sømændenes løn, som efterlod 67 døde. Den 1. januar 1919 grundlagde de yderligtgående Spartakister Tysklands Kommunistiske Parti (KPD). Få dage herefter ledte protester – der var afledt af volden i slutningen af december – til massedemonstrationer i Berlin. Disse demonstrationer udviklede sig hurtigt til den såkaldte Spartakistopstand, som var et forsøg på at etablere et proletariatets diktatur. Opstanden blev knust af regerings- og Frikorps-tropper og resulterede i at 150 til 200 mistede livet. I efterdønningerne af opstanden blev Spartakisternes ledere, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, myrdet af Frikorpset. Hen over foråret var der yderligere forsøg på at presse revolutionen længere i retning af en rådsrepublik, hvilket resulterede i nogle kortlevende lokale sovjetrepublikker, især i Bayern, Bremen og Würzburg. Disse blev også undertrykt og knust af regeringen med betydelig tab af menneskeliv til følge.
Revolutionens slutdato sættes generelt til den 11. august 1919, dagen hvor Weimarforfatningen blev vedtaget. Dog forblev revolutionen på mange måder ufuldstændig og uforløst. Et stort antal af dens modstandere var blevet tilbage i magtpositioner, og den formåede ikke at løse splittelsen på venstrefløjen mellem moderate socialister og kommunister. Weimarrepublikken var som følge heraf plaget fra begyndelsen af modstandere og en stor graf af splittelse.
Baggrund
redigérTyskland før 1. verdenskrig
redigérDen borgerlige Martsrevolution i 1848/49 var særligt slået fejl , idet den samtidig skulle forene de to problemstillinger i forhold til at forene og demokratisere Tyskland.[4] Efter at den statslige enhed – den lilletyske løsning under preussisk ledelse – omsider var blevet en realitet i 1871, tilpassede store dele af borgerskabet sig autoritetsstaten og udviklede en stigende tendens mod nationalistiske idéer.[5]
Det nyoprettede Tyske Kejserrige var et konstitutionelt monarki. Rigsdagen var underlagt almindelig og lige valgret for mænd, men dens politiske indflydelse var begrænset. Love kunne kun træde i kraft med Forbundsrådets (tysk: Bundesrat) godkendelse, og denne kunne til enhver tid opløse parlamentet og udskrive nyvalg. Den vigtigste beføjelse for Rigsdagen var godkendelsen af statsbudgettet. Men når det kom til budgettets største post – militærudgifterne – måtte Rigsdagen kun stemme om et samlet beløb for en syvårsperiode, kendt som Septennatet. Ligeledes var rigsledelsen – bestående af rigskansleren og de statssekretærer, der var underlagt hans anvisninger – ikke ansvarlige over for Rigsdagen, men alene over for Kejseren.[6]
Fra Rigsdagens begyndelse var socialister også repræsenteret, og deres forskellige partier fusionerede i 1875 til SPD. Som det eneste politiske parti i det Tyske Kejserrige gik SPD åbent ind for en republikansk styreform. Rigskansler Otto von Bismarck iværksatte derfor en forfølgelse af dem fra 1878 til hans afskedigelse i 1890 – med grundlag i socialistlovene. Ikke desto mindre lykkedes det socialisterne at øge deres stemmeandel ved næsten hvert valg. Siden Rigsdagsvalget i 1912 – hvor de fik 28 procent af stemmerne – udgjorde de med 110 medlemmer den stærkeste fraktion.[7]
I de 43 år fra Rigets grundlæggelse til 1. verdenskrig voksede SPD ikke blot i betydning, men ændrede også karakter. I den revisionismestrid, der havde stået på siden 1898, ønskede de såkaldte revisionister at fjerne revolutionsmålet fra partiprogrammet. De talte i stedet for sociale reformer på grundlag af den eksisterende økonomiske orden. Til trods for dette fik det marxistisk funderede flertal i partiet endnu en gang sin vilje. Den stadig revolutionære retorik dækkede imidlertid kun med besvær over, at SPD siden socialistlovenes ophævelse i 1890 i praksis var blevet reformistisk. De socialdemokrater, der i årevis var blevet dæmoniseret som 'rigsfiender' (dansk: 'rigets fjender') og 'vaterlandslose geselle' (dansk: 'fædrelandsløse svende'), betragtede sig ikke desto mindre som tyske patrioter. Ved begyndelsen af 1. verdenskrig var det åbenlyst, at SPD var blevet en integreret – omend kritiske – bestanddel af Kejserriget.[8]
Tyske socialistiske partier
redigérDa 1. verdenskrig brød ud, var Tysklands Socialdemokratiske Parti (SPD) det eneste socialistiske politiske parti af betydning i det Tyske Kejserrige og spillede som sådan en stor rolle i revolutionen. Partiet havde været bandlyst fra 1878-1890 og holdt i 1914 stadig fast i principperne om klassekamp. Partiet havde internationale bånd til andre landes socialistiske partier, som alle ideologisk var imod krig. Patriotismen viste sig ikke desto mindre at være den stærkere kraft, da krigen brød ud, og SPD støttede fædrelandet.
I 1917 var nogle på venstrefløjen af partiet blevet så åbenlyst antikrigs-orienterede, at de blev ekskluderet fra SPD og dannede et nyt parti, de Uafhængige Socialdemokrater (USPD) – hvorfra Tysklands Kommunistiske Parti (KPD) brød ud kort efter krigens afslutning. Den tilbageværende del af SPD (også benævnt MSPD) og USPD forsøgte at samarbejde i revolutionens tidlige dage, men deres forskellige slutmål – parlamentariske versus rådsrepublikker – viste sig at være uforenelige. Efter det tyske monarkis fald drev den stigende antagonisme mellem de tre socialistiske partier volden i revolutionens anden fase.
Revolutions første fase: Kejserrigets fald
redigérSociologen Max Weber tilskrev kejserdømmets kollaps en "udhuling" af Tysklands traditionelle standarder under krigen. Udbredelsen af sortbørser afslørede også det wilhelminske systems økonomiske og monetære fejl. Da det var kejser Wilhelm II, der legemliggjorde det system, der havde ført til de lange år med trængsler og afsavn for befolkningen hjemme og til det forestående nederlag i krigen, spredtes overbevisningen om, at han måtte abdicere.[9] Historikeren Eberhard Kolb så en enorm "lammelse af viljen" i statens magt til at opretholde orden og et tilsvarende ønske blandt folket om en mere fuldstændig omdannelse af den politiske og sociale orden. Den tyske befolkning var allerede krigstræt, da anmodningen om en våbenhvile kom som et lyn fra en klar himmel. Fra det tidspunkt ønskede de kun fred.[10] Wilsons fjorten punkter nærede troen på, at Tyskland ville få en retfærdig fred, hvis det demokratiserede, og så førte ønsket om fred til krav om demokrati.[9] De revolutionære grupper, der havde været svage og uorganiserede, blev opmuntret, og selv middelklassen begyndte at frygte, at de forfatningsmæssige reformer ikke ville være nok til at bringe krigen til en hurtig afslutning uden kejserens abdikation.[10]
Sømandsoprøret
redigérDen Tyske Revolution blev udløst af et matrosmytteri centreret omkring Nordsøhavnene Kiel og Wilhelmshaven i slutningen af oktober 1918. Mens de krigstrætte tropper og den almindelige befolkning i Tyskland ventede på krigens afslutning, planlagde den kejserlige flådekommando i Kiel under admiral Franz von Hipper og admiral Reinhard Scheer uden autorisation at udsende den kejserlige flåde til et sidste slag mod den britiske Royal Navy i den sydlige Nordsø.[11]
Flådeordren af 24. oktober 1918 – og de dertilhørende forberedelser til at sejle – udløste et mytteri blandt de involverede matroser.[11] De havde ingen intentioner om at risikere deres liv så tæt på krigens afslutning og var overbeviste om, at troværdigheden af den nye regering, der var i færd med at søge en våbenhvile med Ententen, ville blive kompromitteret af et flådeangreb på et så afgørende tidspunkt i forhandlingerne.[12]
Mytteriet begyndte på et lille antal skibe, der lå for anker ud for Wilhelmshaven. Stillet over for matrosernes ulydighed afblæste flådekommandoen offensiven natten mellem den 29. og 30. oktober, arresterede flere hundrede af mytteristerne og beordrede skibene tilbage til havn. Den 3. november konfronterede politi og soldater en protestmarch af matroser mod fængslet i Kiel, hvor mytteristerne blev tilbageholdt. Soldaterne åbnede ild og dræbte mindst ni demonstranter. Dagen efter erklærede arbejdere i Kiel generalstrejke som støtte for protesten, og matroser fra kasernerne ved Wik (nord for Kiel) sluttede sig til marchen. Ligeledes tilsluttede mange af de soldater, der var sendt for at hjælpe med at kontrollere protesterne, sig marchen.[11]
Stillet over for den hastigt eskalerende situation løslod admiral Wilhelm Souchon, flådekommandanten i Kiel, de fængslede matroser og bad demonstranterne om at sende en delegation for at mødes med ham og to repræsentanter for Baden-regeringen, som var ankommet fra Berlin.[11] Matroserne havde en liste med fjorten krav, herunder mindre hårde militærstraffe og fuld ytrings- og pressefrihed i Kejserriget. En af repræsentanterne fra rigsregeringen, Gustav Noske fra Det Større Socialdemokratiske Parti (MSPD), beroligede den umiddelbare situation med et løfte om amnesti, men da var Kiel allerede i hænderne på et arbejder- og soldaterråd, og grupper af matroser var taget til nærliggende byer for at sprede opstanden[13]. Inden for få dage havde revolutionen spredt sig til den vestlige del af Tyskland.[11]
Forløb
redigérRevolutionen begyndte i slutningen af oktober 1918 med et sømandsoprør centreret i Kiel. Inden for en uge havde arbejder- og soldaterråd kontrol over regering og militære institutioner i det meste af Kejserriget. Den 9. november blev der udråbt en republik i Tyskland. Ved udgangen af måneden var alle de regerende monarker, herunder kejser Wilhelm II, blevet tvunget til at abdicere. Hertug Ernst August af Braunschweig abdicerede som den første d. 8. november og Wilhelm 2. af Württemberg som den sidste d. 30. november. Den 10. november blev Folkerepræsentantrådet dannet af medlemmer af Tysklands to største socialistiske partier. Under Friedrich Eberts lederskab, fra det moderate Majoritetspartiet for Socialdemokratiet (MSPD), fungerede Rådet som en provisorisk regering, der både besad kejserens, kanslerens og lovgivernes beføjelser. Størstedelen af det gamle kejserlige officerkorps, administration og retsvæsen forblev i deres administrative roller. Rådet havde brug for deres ekspertise til at løse øjeblikkets kriser og mente, at håndteringen af dem var vigtigere end at afskedige mange centrale regeringsfigurer for at sikre, at det nye demokrati var solidt forankret mod sine modstandere.[14]
Folkerepræsentantrådet fjernede straks nogle af Kejserrigets hårde restriktioner, såsom ytringsfrihed, og lovede en ottetimers arbejdsdag og valg, der for første gang ville give kvinder stemmeret. De (radikale) revolutionære på venstrefløjen ønskede også at nationalisere nøgleindustrier, demokratisere militæret og oprette en rådsrepublik, men MSPD havde kontrol over de fleste arbejder- og soldaterråd og blokerede enhver væsentlig bevægelse mod deres mål.
Splittet mellem de moderate og radikale socialister udviklede sig til vold i de sidste dage af 1918 og udløste en strid om sømandslønninger, der kostede 67 livet. Den 1. januar 1919 grundlagde de venstrefløjsorienterede spartakister Det Tyske Kommunistiske Parti. Få dage senere førte protester som følge af volden i slutningen af december til massedemonstrationer i Berlin, der hurtigt udviklede sig til Det Spartakistiske Oprør (se også Spartakistforbundet) – et forsøg på at danne et proletarisk diktatur. Det blev slået ned af regerings- og frikorpstroppe, hvilket afstedkom tab på 150 til 200 liv. I kølvandet på oprøret blev spartakistlederne Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht myrdet uden rettergang af Frikorpset. Hen over foråret 1919 var der yderligere forsøg på at skubbe revolutionen længere i retning af en rådsrepublik samt (kortlevende) lokale sovjetrepublikker, især i Bayern (München), Bremen og Würzburg. De blev også slået ned med betydelige tab af menneskeliv til følge.
Revolutionens slutdato sættes generelt til den 11. august 1919, som var dagen hvor Weimarforfatningen blev vedtaget; dog forblev revolutionen på mange måder ufuldstændig. Et stort antal af dens modstandere var blevet efterladt i magtpositioner, og den undlod at løse bruddet på venstrefløjen mellem moderate socialister og kommunister. Weimarrepublikken blev som følge heraf belastet fra begyndelsen af modstandere fra både venstre- og i højere grad højrefløjen. De brud på den tyske venstrefløj, der var blevet permanente under revolutionen, gjorde Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 lettere, end den kunne have været, hvis venstrefløjen havde været mere forenet.[15]
Referencer
redigér- ^ Schaaf, Michael (2003). Der Brockhaus Zeitgeschichte vom Vorabend des Ersten Weltkrieges bis zur Gegenwart [Brockhaus Contemporary History from the Eve of the First World War to the Present Day] (tysk). Mannheim: F.A. Brockhaus. s. 237. ISBN 978-3765301612.
- ^ Aus Politik und Zeitgeschichte Issues 28-53 [From Politics and Contemporary History Issues 28-53] (tysk). Bonn: Bundeszentrale für politische Bildung. 2004. s. 7.
- ^ Sturm, Reinhard (november 2011). "Weimarer Republik". Informationen zur Politischen Bildung (tysk). 261: 9-12.
{{cite journal}}
: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ^ Thomas Nipperdey: Deutsche Geschichte 1800–1866. Bürgerwelt und starker Staat. C. H. Beck, München 1983, S. 668–669.
- ^ Thomas Nipperdey: Deutsche Geschichte 1866–1918, Bd. 2: Machtstaat vor der Demokratie, C. H. Beck, München 1992, S. 250–265.
- ^ Volker Ullrich: Die nervöse Großmacht. Aufstieg und Untergang des deutschen Kaiserreichs, 1871–1918. Fischer, Frankfurt am Main 1997, S. 36.
- ^ Nipperdey: Deutsche Geschichte 1866–1918, Bd. 2, S. 353–258 u. S. 554–557.
- ^ Ullrich: Die nervöse Großmacht. 1997, S. 173–176.
- ^ a b Winkler 2000, s. 376.
- ^ a b Kolb 1984, s. 6.
- ^ a b c d e Jones, Mark (19 maj 2016). Daniel, Ute; Gatrell, Peter; Janz, Oliver; Jones, Heather; Keene, Jennifer; Kramer, Alan; Nasson, Bill (red.). "Kiel Mutiny". 1914–1918-online. International Encyclopedia of the First World War. Freie Universität Berlin. Hentet 7 februar 2024.
{{cite web}}
: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ^ Winkler 1993, s. 27.
- ^ Scriba, Arnulf (15 august 2015). "Der Matrosenaufstand 1918" [The 1918 Sailors' Uprising]. Deutsches Historisches Museum (tysk). Hentet 8 februar 2024.
{{cite web}}
: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) - ^ Sturm, Reinhard (november 2011). "Weimarer Republik". Informationen zur Politischen Bildung (tysk). 261: 9-12.
- ^ Winkler, Heinrich August (maj-juni 1990). "Choosing the Lesser Evil: The German Social Democrats and the Fall of the Weimar Republic". Journal of Contemporary History. 25 (2/3): 219. doi:10.1177/002200949002500203. JSTOR 260730 – via JSTOR.
{{cite journal}}
: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
Eksterne henvisninger
redigér- Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og den tyske revolution Arkiveret 14. september 2011 hos Wayback Machine – Socialistisk Baggrund nr. 10, udgivet af Socialistisk Standpunkt.