Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg
Vilhelm (dansk: Frederik Vilhelm Paul Leopold; tysk: Friedrich Wilhelm Paul Leopold; 4. januar 1785 – 17. februar 1831) var en dansk–tysk prins, der var hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck fra 1816 til 1825 og herefter hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg fra 1825 til 1831.
Vilhelm | |||
---|---|---|---|
![]() | |||
Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck | |||
Regerede | 24. april 1816 – 6. juli 1825 | ||
Forgænger | Frederik Karl Ludvig | ||
Efterfølger | Ingen (Titel ændret) | ||
| |||
Ægtefælle | Louise Karoline af Hessen-Kassel (g. 1810) | ||
Børn | |||
Fulde navn |
dansk: Frederik Vilhelm Paul Leopold tysk: Friedrich Wilhelm Paul Leopold | ||
Hus | Huset Oldenburg | ||
Far | Frederik Carl Ludvig af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck | ||
Mor | Friederikke Amalie Grevinde von Schlieben | ||
Født |
4. januar 1785 Lindenau, Østpreussen, Preussen | ||
Død |
17. februar 1831 (46 år) Glücksborg Slot, Slesvig | ||
Hvilested | Slesvig Domkirke | ||
Religion | Lutheransk | ||
Ridder af Elefantordenen![]() 1811 |
Biografi Rediger
Vilhelm blev født i Lindenau i Østpreussen (i dag Lipowina i Polen) som det tredje barn og eneste søn af hertug Frederik Karl Ludvig af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck (1757–1816) og grevinde Friederike von Schlieben (1757-1827). I 1804 sendte hans far ham til Danmark, hvor drengens gudfar, Frederik 6., fra 1803 havde optaget ham som ritmester à la suite og året efter ved Hestgarden i København. Hertugens forfædre havde været i preussisk tjeneste, men på grund af nogle uheldige dispositioner stod faderen ikke mere på god fod med den preussiske konge og så sig derfor nødt til at sende sin søn til Danmark. Efter kun et år i hovedstaden blev Vilhelm efter eget ønske forflyttet til Holsten, hvor den danske hær opretholdt bevogtningstjeneste langs sydgrænsen. Han kom her til at fungere som sekond-ritmester ved Dragonregimentet. I de følgende år blev han sendt rundt for blandt andet at angribe de engelske landtropper i 1807, men kom for sent. Og året efter skulle han have deltaget i det efter de spanske troppers oprør mislykkede angreb på Sverige. Først i 1809 fik han sin første og eneste træfning ved Stralsund mod preussiske tropper. Pudsigt nok havde Vilhelm både i 1803 og 1806 imod faderens ønske haft seriøse tanker om ligesom sine forfædre at tilslutte sig den preussiske hær, men fik nu i stedet tildelt en række ridderkors fra Frankrig, Holland og Danmark for sin medvirken til at slå en enhed fra selvsamme hær.
Vilhelm blev derefter samme år udnævnt til major ved Hertugdømmernes generalstab, og i 1809 blev han indkvarteret på Gottorp Slot hos hærens stabschef, landgreve Carl af Hessen. Her mødte Vilhelm Carls 20-årige datter og de to blev forlovet i november 1809 og i januar 1810 fejrede de et stilfærdigt "krigsbryllup" uden deltagelse af Vilhelms forældre eller hans gudfar Frederik 6. Vilhelms svigerfar tilbød det fattige nygifte par at bo på Gottorp Slot. Her fik de en hel etage i en sidefløj og rådighed over nogle værelser på sommerslottet Louisenlund.
Dette nye ægteskab gjorde at Vilhelm nu tillige var blevet svoger med Frederik 6., da hans nye kones søster var gift med kongen. Ydermere var hans svigermor, Louise af Danmark, af oldenborgsk afstamning, og det var blandt andet takket være disse forbindelser, at Vilhelms søn Christian (9.) senere kunne betragtes som legitim "oldenborgsk" tronfølger i 1852.
Den barnløse enkehertuginde efter Frederik Henrik Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, Anna Karoline af Nassau-Saarbrücken, født 31. december 1751, døde den 12. april 1824 på Glücksborg Slot, og denne gamle hertuglinje var derved ophørt med at eksistere, og dens ejendom tilfaldt derfor kronen. Frederik 6. skulle nu finde ud af, hvad han skulle stille op med det 250 år gamle slot, og her kom hans kone, Marie, ham til hjælp, da hun foreslog ham at overlade det til Vilhelm og hendes søster, der på det tidspunkt allerede havde 8 børn og stadig boede hos hendes far. Så ved kongeligt patent af 6. juli 1825 overdrog han Glücksborg til Vilhelm med tilhørende hertugtitel for ham og hans efterslægt.
Vilhelm døde i februar 1831 af en forkølelse, der havde udviklet sig til lungebetændelse og, efter hertugens eget skøn, skarlagensfeber, som forinden havde ramt to af hertugens børn.
Børn Rediger
- Prinsesse Marie (Louise Marie Frederikke), født 23. oktober 1810, død 11. maj 1869.
- Prinsesse Frederikke (Frederikke Karoline Juliane), Hertuginde af Anhalt-Bernburg, født 9. oktober 1811, død 10 juli 1902.
- Hertug Carl af Glücksborg, født 30. september 1813, død 24. oktober 1878.
- Hertug Frederik af Glücksborg, født 23. oktober 1814, død 27. november 1885.
- Prins Vilhelm, født 10. april 1816, død 5. september 1893.
- Kong Christian 9. af Danmark, født 8. april 1818, død 29. januar 1906.
- Prinsesse Louise, Abbedisse i Itzehoe, født 18 november 1820, død 30. november 1894.
- Prins Julius, født 14. oktober 1824, død 1. juni 1903.
- Prins Hans, født 5. december 1825, død 27. maj 1911.
- Prins Nikolaus, født 22. december 1828, død 18. august 1849.
Litteratur Rediger
- Bramsen, Bo (1992). Huset Glücksborg. Europas svigerfader og hans efterslægt (2. udgave). København: Forum. ISBN 87-553-1843-6.
- Vilhelm, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 18, 1904), forfattet af A.P. Tuxen
Eksterne links Rediger
Foregående: Frederik Karl Ludvig |
Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck 1816-1825 |
Efterfølgende: Titel ændret |
Foregående: Titel ubesat (titlen sidst indehavet af Frederik Henrik Vilhelm) |
Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg 1825-1831 |
Efterfølgende: Carl |