Wikipedia:Til læreren

Denne projektside holdes ikke længere opdateret, og bibeholdes først og fremmest af historiske årsager.
Yderligere information findes på diskussionssiden eller i historikken.
Denne side er en hjælpeside på den danske Wikipedia.
Siden indeholder basal eller avanceret information om dansk Wikipedia og eventuelt teknisk vejledning. Se oversigten over alle hjælpesider under Hjælp.

Tilbage til Forsiden for børn og unge


Velkommen til Wikipedia

Wikipedia er et nonprofit, reklamefrit projekt hvor frivillige sammen skriver en encyklopædi. Alle kan rette eller oprette artikler direkte her på hjemmesiden. Alt materiale er udgivet under CC-BY-SA-licensen, hvilket betyder at det er frit tilgængeligt og må kopieres, ændres og anvendes som man har lyst til, så længe materialet forbliver frit og man husker en kildeangivelse. Bag Wikipedia står den internationale organisation Wikimedia. Det er en nonprofit organisation, oprettet for at koordinere projekterne og indsamle donationer til anskaffelse af servere til det hastigt voksende projekt.

Den danske Wikipedia har som den første sprogvariant af Wikipedia oprettet en børneportal. Her vil vi gerne

  • Hjælpe børn med søgning efter bestemte emner, evt. i et direkte samarbejde med lærere
  • og måske kan Wikipedia virke som katalysator for kontakter imellem børn fra mange forskellige lande.

Brug Wikipedia redigér

Wikipedia - informationssøgning eller bidrag redigér

Vil du gerne bruge Wikipedia i undervisningen, når eleverne skal søge information, men det strander på at eleverne bliver for optaget af muligheden for at kunne skrive og redigere i artiklerne, så kontakt en administrator på Wikipedia. Hvis din skole har fast IP-nummer, har vi mulighed for at blokere skolen i en angivet periode, så redigering i artiklerne bliver umulig, mens almindelig søgning og læsning af artikler stadig er mulig. Kontakt os gerne nogle dage før blokeringen skal træde i kraft:

Bemærk i øvrigt at mange folkeskoler allerede er blokeret permanent, da vi desværre tit har oplevet, at elever har lavet hærværk, skrevet nonsens eller ligefrem brugt det til at mobbe andre elever.

På tværs af artiklerne redigér

Indenfor en række område er der lavet navigationsbokse. De er indsat nederst i artiklerne og indeholde links til en række artikler indenfor det pågældende område. Eksempler kan være Skabelon:Besættelsen, Skabelon:Valg og Skabelon:Navboks solsystemet. En komplet delvist sorteret samling af navigationsbokse kan findes i Kategori:Navigationsbokse.

Alle artikler tilhører desuden en eller flere kategorier, hvor der er artikler indenfor samme emneområde. Kategorierne er sorteret i et pyramidesystem, hvor de enkelte artikler hører til den eller de mest specifikke kategorier. For eksempler har Kategori:Solsystemet artikler om asteroider og kometer, mens planeterne er placeret i deres egne underkategorier.

Wikipedia for børn og unge redigér

Her på portalen for børn og unge tilbyder vi en række ting som både børn og lærere kan have gavn af:

  • Eksperimentarium er en samling eksperimenter og fænomener, som børn og unge kan afprøve. Her er det ideen, at der skal findes eksperimenter indenfor mange forskellige emner - fysik, kemi, biologi, elektronik, sundhed, mekanik, astronomi, meteorologi, miljø ... osv. Hvert eksperiment har en side for sig selv med beskrivelse af forsøget, med en kort gennemgang af baggrunden for forsøget, med supplerende spørgsmål og med link til relevante artikler i Wikipedia.
  • I spørgehjørnet kan eleverne stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord (forudsat skolens IP-nummer ikke er blokeret!) Der kan dog ikke sættes en tidshorisont på, hvornår der kommer svar, da det afhænger af, om nogen kommer forbi, der kan svare på spørgsmålene.
  • I opgaveværkstedet gives retningslinjer for, hvordan man skriver en god stil, opstiller en rapport eller udfører projektarbejde og skriver projektopgaven. Det forklares bl.a. hvordan en stil skal bygges op og hvordan man søger efter informationer.

Tidligere operede vi også med såkaldte minibusruter, der blev oprettet for at støtte børn og unges søgning inden for bestemte emner. Hver minibusrute havde stoppesteder ved ca. ti forskellige artikler, inden for et bestemt emne. Artiklerne var udvalgt, så de var børnevenlige - med forholdsvis korte tekster, og gerne med illustrationer. Desværre blev de ikke opdateret, og det blev derfor besluttet at afvikle driften. Under menupunktet "Tag bussen" kan du dog stadig finde en liste over ruter og stoppesteder.

Projektarbejde på Wikipedia redigér

Arbejder din klasse med et tema, har de måske lyst til at bidrage med artikelskrivningen på Wikipedia. Det kan sagtens lade sig gøre, men kontakt os venligst i forvejen og fortæl os, hvad klassen skal arbejde med og hvor længe. Så er vi forberedte og kan om nødvendigt markere i de relevante artikler, at de er en del af jeres projektarbejde. Måske kan vi også få en administrator eller erfaren bruger til at være tovholder. Klassen skal du fortælle nogle af de grundlæggende ting om Wikipedia, herunder at emnet skal være relevant for andre end jer selv, og at indholdet skal være neutralt. Desuden må indholdet ikke være kopieret fra andre hjemmesider. Og endelig bedes du holde kontakt med os, mens projektarbejdet står på, så vi ved, at du læser de henvendelser, du måtte få.

I forlængelse af ovenstående er der desuden nogle andre ting, du skal tage højde for. Dels skrives en stor del af Wikipedias artikler af voksne, så niveauet og forventningerne bliver nemt højere end i en almindelig folkeskoleklasse. Og dels har vi nogle regler, der udover ovennævnte omfatter en række andre forhold, herunder opbygning af artikler. Vi forventer ikke, at du og eleverne skal kunne alle reglerne på fingrene, men et overordnet kendskab kan forhindre en del problemer efterfølgende.

Hvad du og eleverne især bør være opmærksomme på er, at når en artikel oprettes eller ændres på Wikipedia, så kan alle se det med det samme - og de må gerne ændre i det. Så inden I går i gang, bør du overveje, om det som nævnt ovenfor er noget, der er relevant for andre. Det der for eksempel er vældig spændende i jeres lokalområde er måske fuldstændig ligegyldigt for alle andre, så det kan godt ske at det skrevne bliver slettet igen, fordi det ikke er relevant. Det kan være hårdt for den enkelte elev, men en tilfældig læser kan altså ikke se, om en given artikel er skrevet af en erfaren voksen eller en folkeskoleelev. Til gengæld vil en del læsere nok blive skuffede, hvis den artikel de tilfældigvis klikker sig ind på mest af alt ligner en folkeskolestil. Så for at forebygge det, bedes du som sagt kontakte os i forvejen, så vi om nødvendigt kan markere de berørte artikler og dermed forebygge indgreb, mens projektarbejdet står på.

Men på trods af ovenstående: tab ikke modet. Vi har altid brug for nye skribenter, især hvis de er åbensindede og konstruktive. Og vi har en række hjælpesider, der netop er beregnet til nye skribenter, f.eks. Start en ny side, Redigering af sider og Forside for skribenter. Har du lyst til at teste systemet nu, har vi oprettet Sandkassen til små forsøg og test. Man kan også med fordel arbejde i en brugersandkasse ind til man har lidt styr på funktionerne og sin artikel. En brugersandkasse kan oprettes fra skribentens brugerside ved at oprette en side med et link som dette: [[Bruger:Dit brugernavn/sandkasse]].

En indgang til artikelskrivningen kan i øvrigt være opbygningen af en portal i et emne efter eget ønske f.eks. sport eller Danmarks natur - eller videreudviklingen af en allerede eksisterende portal - f.eks. Færøerne. Kontakt en administrator på Wikipedia, hvis I ønsker at starte en portal, så kan vi hjælpe.

Forsøg redigér

For undervisere og andre på universiteter kan det være fristende at bruge Wikipedia som forsøgsobjekt, for eksempel for at se om fejl bliver opdaget. Lad være med det! Wikipedia er beregnet til seriøs information, ikke forsøg og bekræftigelse af private fordomme. Hvis du ikke har i sinde at bidrage ærligt og konstruktivt, bedes du venligst men bestemt blive væk.