Wikipedia:Ugens artikel/Uge 23, 2017

Noma, som Claus Meyer er medgrundlægger af.

Claus Meyer (født 27. december 1963) er en dansk kok, kogebogsforfatter, iværksætter og foredragsholder. Meyer blev kendt som tv-kok i Meyers Køkken og har siden været med til at oprette en lang række virksomheder heriblandt Meyers Madhus, Meyers Deli og Meyers Bageri, og han er medgrundlægger samt investor i michelinrestauranten Noma. Han er blevet en af Danmarks mest kendte gastronomiske iværksættere.

Meyer stammer oprindeligt fra Nykøbing Falster, og han er i dag engageret i flere projekter på Lolland-Falster som "Frugt fra Lilleø" på Lilleø nord for Lolland, Hotel Saxkjøbing og "Sydhavsøernes Frugtfestival". Han har også siddet i bestyrelsen for fodboldklubben Lolland Falster Alliancen fra 2007-2008. Blandt hans mange projekter er også tv-programmet Restaurant bag Tremmer, hvor han oplærte indsatte i Vridsløselille Statsfængsel i at lave mad for at rehabilitere dem. Programmet høstede megen kritik, fordi han ansatte voldsdømte, og visse medier hævdede, at han ødelagde de indsattes jobchancer. I sommeren 2016 åbnede Meyer restaurant AgernGrand Central Terminal i New York. Denne restaurant modtog en michelinstjerne blot et halvt år efter åbningen.

Claus Meyer har modtaget en række priser og blev blandt andet udnævnt til Ridder af Dannebrog i 2010.(Læs mere..)