Wikipedia:Ugens artikel/Uge 6, 2020

Rumæniens flag

Rumænien er et land i Sydøsteuropa. Det grænser op til Sortehavet, Bulgarien, Ukraine, Ungarn, Serbien og Moldova. Landet har et areal på 238.391 km² (landareal 229.891 km²) og et tempereret-fastlandsklima. Arealmæssigt er Rumænien det niendestørste medlem af EU. Hovedstaden og den største by, Bukarest, er med sine 1.883.425 (20. oktober 2011) indbyggere den sjettestørste by i EU.

Geografisk er Rumænien præget af floden Donau, der har udløb i Sortehavet via Donaudeltaet, samt bjergkæden Karpaterne, som krydser landet fra nord til sydvest med blandt andet den 2.544 m høje Moldoveanu.

Det moderne Rumænien har rødder i den romerske provins Dacia og opstod i 1859 som en personalunion af Moldavien og Valakiet. Kongeriget Rumænien blev dannet i 1877, efter at nationen blev løsrevet fra Det Osmanniske Rige. Efter første verdenskrig blev Transsylvanien, Bukovina og Bessarabien indlemmet i Rumænien. Under anden verdenskrig var Rumænien allieret med Nazityskland, og efter krigen blev landet til en socialistisk republik, der var medlem af Warszawapagten. Efter revolutionen i 1989 er Rumænien blevet et demokrati, der fungerer under kapitalistisk markedsøkonomi.

Størstedelen af Rumæniens befolkning taler rumænsk og tilhører den østligt-ortodokse kristne kirke. (Læs mere..)